I 2004 udgav sanger og guitarist Jack Foster III sit første album med titlen "Evolution of the Jazzraptor". Inden da havde han i over 20 år arbejdet som ejendomsmægler, skønt han egentlig havde en universitetsuddannelse i komposition og musikteori. Siden han vendte tilbage til musikken, er det imidlertid gået stærkt. Således er "Jazzraptor’s Secret" hans fjerde album inden for 5 år. Man skal ikke lytte ret længe for tydeligt at kunne høre, at Trent Gardner (Magellan) er en fast del af Fosters ensemble som medkomponist og keyboardist. Gardner sætter et umiskendeligt præg på alle de udgivelser, han medvirker på, hvilket vil sige en karakteristisk jazzet blanding af Kansas-, Jethro Tull- og metalpåvirkninger. (Han får tillige lov at fyre en fed trombone-solo af i det afsluttende "Sometimes When You Win".) Men hvor meget af Magellans musik kører i samme stilspor, virker det som om, der er en sund, variationsfremmende dynamik mellem Gardner, Foster og Robert Berry på bas og trommer.

Musikken på "Jazzraptor’s Secret" er en frisk blanding af mange påvirkninger. Det fremragende nummer, "The Corner" lugter langt væk af Magellan, mens "Outbreak Monkey" minder mig om Sieges Even (både på nyere og ældre udgivelser). "Mandelbrot World" lyder som en blueset blanding af nyere Jethro Tull og Toto, mens den flerstemmige korintro på "God and War" nærmest lyder som Manhattan Transfer eller lignende (Jack Foster III synger faktisk også i et lille femstemmigt kor ved siden af). Nummeret glider siden over i et let jazzet rockunivers à la Steve Lukathers "Candyman"-album (en lighed, der også stikker hovedet frem på "The New American"). Der er samtidig en hel del 80’er-inspiration på albummet. Noget af det fungerer godt, såsom den Michael McDonald-agtige halv-ballade "To Have and to Hold", mens nummeret "Inspiration" lyder lidt for meget som kendingsmelodien til en hvervekampagne for et eller andet spirituelt Oprah-foretagende.

Bortset fra de lidt for klistrede og rosenrøde øjeblikke, der af og til forekommer i både musik og tekst, rummer "Jazzraptor’s Secret" en ret cool omgang progressiv jazzrock. Jack Foster III synger godt og præcist og mestrer mange forskellige udtryk fra det soulede til det tørt blues-agtige til det ekvilibristisk jazzede (hvor tit hører man en progressiv plade med Al Jarreau-agtig scat-sang, som den til allersidst på dette album?) Musikken er fyldt med fede, legende harmoniskift, der lyder, som om musikerne smager nydende på dem. Alt i alt en rigtig god, men ikke perfekt plade.