Volle Power voraus!
Hvis du ikke vidste det endnu, så har Hamborg frembragt flere powermetal-bands end Helloween og Gamma Ray – Hamborg har for eksempel også fostret Iron Savior, og fælles for de tre bands er, at den legendariske guitarist Kai Hansen har været ind over dem alle. I forbindelse med dannelsen af Iron Savior i 1996 slog Hansen kludene sammen med multiinstrumentalisten Piet Sielck og Thomas “Thomen” Stauch, den tidligere trommeslager for Blind Guardian. I skrivende stund er Sielck det eneste oprindelige medlem, der er tilbage, men bandets rødder ligger uden tvivl i tysk powermetal af allerfineste kaliber. De af bandets plader, der er blevet anmeldt her på sitet, har dog været af yderst svingende kvalitet, hvor karaktererne har haft en spændvidde fra fire til ni kranier. Dermed er det spændende, om bandets 14. studiealbum, Firestar, der udkommer den 6. oktober 2023, er top eller flop.
Gitarren bitte!
Det bærende element på denne plade er definitivt guitaren, der leveres af henholdsvis Sielck og Joachim Küstner. Musikken på Firestar er altså hurtig og fyldt med iørefaldende og genkendelige melodier, fede riffs og sprøde hooks. Det er dog ikke noget, man ikke har hørt før: Sangene er ikke decideret dårlige, men langt de fleste er standard powermetal, som man allerede kender. Det høres på “Curse Of The Machinery”, hvor kombinationen af vokal og orkesterelementer kunne være taget direkte fra Blind Guardians The God Machine. Denne fornemmelse forstærkes yderligere af Sielcks stemme, der på denne sang minder stærkt om Hansi Kürschs. Og på pladens tredje sang, “In The Realm Of Heavy Metal”, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Dream Evil på grund af den lettere stupide tekst om drager, troldmænd og – ja – heavy metal, men lydbilledet er der ikke noget i vejen med, for Küstner går helt amok på guitaren, og Patrick Klose giver trommerne en ordentlig omgang tæsk. En sang, der skiller sig ud fra de øvrige, er “Rising From Ashes”, der har en lidt mørkere og rå tilgang til musikken. I modsætning til pladens andre numre, der generelt er meget ligetil, har den desuden flere interessante skift i kompositionen, der gør lytteoplevelsen forfriskende. Gennemgående er pladen velproduceret, og de enkelte elementer kommer alle til deres ret, men som tidligere nævnt er det særligt guitaren, der får lov til at skinne. Det høres blandt andet på “Across the Wastelands”, hvor den sprøde guitarlyd strækker sig gennem hele sangen og understøtter vokalsporet.
Aus Hamburg nichts Neues
Firestar er et fint album, der beviser, at Iron Savior trods sine 27 år på bagen stadig har noget at byde på, og pladen har definitivt sine lyse momenter, som bestemt vil tilfredsstille de fleste powermetal-fans: Der er hylende guitarer, en gennemtrængende og rå vokal samt melodiøsitet, men Hamborgs veteraner har hverken skabt noget nyt eller innovativt. Iron Fire leverer det, man forventer af dem, og man kan sagtens nyde albummet. Men i det øjeblik, pladen er færdig, så er den altså ikke særlig mindeværdig. På spørgsmålet “Top eller flop?” må jeg altså svare: “Hverken top eller flop”.
