Intronaut - Fluid Existential Inversions

Fluid Existential Inversions

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En af de oversete

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst fandt en udgivelse fra et progressivt metalband, der ikke hedder Opeth eller Enslaved, som for alvor rørte ved noget i mig. Men det skete endelig her i 2020, og det nærmest som en tilfældighed. For havde den amerikanske prog metal-gruppe Intronaut ikke været med på plakaten til Enslaveds ’Utgard European Tour 2021’, der blev annonceret for et par måneder siden, er jeg ikke sikker på, jeg havde opdaget deres mesterlige sjette album, Fluid Existential Inversions. En udgivelse, der er så stærk, at jeg bare måtte anmelde den, her hvor 2020 omsider lakker mod enden.

Det er kun niveauet, der er ekstremt

I starten af deres karriere lænede Intronaut sig op ad ekstremmetallen, men når man alligevel ikke er i nærheden af at kunne growle på samme niveau som førnævnte skandinaver, kan man vel lige så godt lade være. At Fluid Existential Inversions’ fokus på clean-vokaler klæder albummet særdeles godt, gør det så endnu mindre problematisk. Alt fungerer i det hele taget fremragende på denne udgivelse, hvor musikernes tekniske kunnen (der er formidabel) aldrig får lov til at overtrumfe hverken musikalitet eller en usvigelig sikker sans for den gode sang. Et nummer som “Cubensis” rummer hele paletten af det, Fluid byder på: Maniske djent-riffs blandes med tydelig kærlighed til Mastodon og Tool, mens et afdæmpet, post-metallisk mellemspil med et nik til Mastodons ”Sleeping Giant”-riff fra Blood Mountain viser, at Intronaut i modsætning til de fleste prog/tech/djent-bands aldrig glemmer, hvad musik først og fremmest handler om: at stimulere følelser og frembringe stemninger hos lytteren.

Og sådan fortsætter Fluid, hvor højdepunkt følger højdepunkt. Taktarter, som ingen almindeligt dødelige kan følge med i, jazzindflydelse og ikke mindst ultrakomplekst trommespil er godt nok i fokus, men der er aldrig langt til det næste tunge og insisterende riff eller den næste smukke og drømmende melodi, der henholdsvis flår eller blidt fører lytteren ud af den matematiske musikmasturbation. Sange som ”Contrapasso” og ”The Cull” har begge nærmest perfekte mix af teknik og blær, tyngde og aggression, samt ikke mindst melodi og opfindsomhed. Soniske Kinderæg af musikalske overraskelser i n’te potens. Konstant bliver man ført et andet sted hen, end man forventer, og selv et decideret poppet omkvæd på ”Speaking of Orbs” virker ikke malplaceret. ”Orbs” er i øvrigt den sang, der i melodier, rytmer og riffs bedst illustrerer, at Intronaut også lytter til den ’moderne’ prog rock, som den blandt andet kommer til udtryk i Mike Portnoys hyggeprojekt, Transatlantic.

Er der en booker i huset?

Sjældent går 53 minutter og 9 sekunder så hurtigt, som når man lytter til Fluid Existential Inversions, for i selskab med denne vidunderlige plade keder man sig aldrig. Når Intronaut har besøgt Danmark, har det indtil videre altid været på de helt små spillesteder som Loppen og Stengade i København, og endnu er der ikke annonceret et dansk besøg på førnævnte Enslaved/Intronaut Europa-tour i 2021. Men på baggrund af begge gruppers fantastiske udspil i år tegner det til at blive en af næste års helt store koncertoplevelser. Så er der en booker i kongeriget, der lige gider at komme i sving?!

Tracklist

  1. Procurement of the Victuals
  2. Cubensis
  3. The Cull
  4. Contrapasso
  5. Speaking of Orbs
  6. Tripolar
  7. Check Your Misfortune
  8. Pangloss
  9. Sour Everythings