Thrashing like it`s 1988
Canadiske Infrared udgav i 1988 deres første og eneste demo, der gik under navnet R.I.P. og, derefter var der intet spor efter dem, hverken i andre bands eller i forbindelse med udgivelser, indtil de i 2016 vendte tilbage med skiven No Peace, som blandt andet bestod af nogle genindspilninger fra demoen. Nu er de tilbage med Saviours her i 2018. Canada har leveret nogle rigtig fede bands, som eksempelvis Voivod og Annihilator for at nævne nogle af de større af slagsen, så måske Infrared kan et eller andet? Det første nummer Project Karma kommer fint ud af startblokken med nogle fine riffs, der kan minde en smule om noget, Metallica eller Megadeth tidligt i deres karrierer kunne have stået fader til, og en ganske ok vokal. Der er dog en anke, og det er, at det aldrig for alvor kommer ud over startrampen, der mangler noget smæk på, hvilket desværre er kendetegnende for skiven som helhed.
Laaaaaaaange numre og kedsommelighed
Efterhånden som skiven ruller sig ud, bliver jeg mere og mere desperat. De har egentlig masser af gode og svingende riffs, men det er hele tiden som om, at de ikke rigtig giver los. Det hele kommer til at virke lidt for gumpetungt og kontrolleret. Numrene føles lange som et ondt år, og det er de faktisk også tidsmæssigt. De svinger mellem 5 og små 8 minutter. På nummeret All in Favour er det dog som om, der pludselig bliver sluppet noget energi løs, og omkvædet er rigtig fedt. Her spiller de thrash, som meget thrash lød tilbage i 80`erne, og bøllekoret rammer plet. Var det dog bare den sti, de fulgte, ville Saviours være en langt mere spændende udgivelse.
En blanding af skidt og kanel
Der findes fine ting spredt godt og grundigt ud på de 51 minutter, skiven strækker sig over. Men der findes sandt for dyden også mange parter, hvor øjenlågene bliver tunge som bly, og jeg mister fokus. Det ville bare være så lækkert, hvis de indimellem gad rykke gashåndtaget i bund og thrashe derudad, for det viser de jo nogle steder, at de faktisk godt kan. Alt i alt en skive, der svinger mellem det ultimativt søvndyssende og det legende thrashede udtryk, man husker fra 80`erne, som helhed finder jeg desværre skiven ganske kedelig.