Impending Doom - The Serpent Servant

The Serpent Servant

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Deathcore, Death metal
Spilletid:35:42
Antal numre:11

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nej, amerikanske Impending Doom spiller ikke doom, men ultrabrutal, beskidt, dødsmetal med guitarer stemt så langt ned, at det med de dissonante riffs meget af tiden er umuligt at høre, hvilken toneart, man befinder sig i. Der er dog passager, hvor nogle få enkeltstående lyse toner fra en guitar får lov til at ligge og svæve oven på den tunge bund, og nogle af albummets sidste numre, f.eks. "City of Refuge", har genkendelige mol-harmonier, der imidlertid kører i så lang tid, at det bliver ensformigt. Der, hvor bandet primært varierer lydbilledet, er i rytmemønstrene, der veksler mellem det tunge, headbanging-venlige (midtempo-puls med masser af underdelinger i dobbeltpedalen), mere synkoperede rytmer og lejlighedsvise blastbeats.

Growlen kører i det samme tonløse, dybe leje hele vejen igennem, hvilket hurtigt bliver ret ensformigt at høre på. Det samme gør albummet som helhed, fordi mange af numrene minder om hinanden. På trods af at skæringerne er ret korte, når jeg ofte at kede mig inden for det enkelte nummer, fordi bandet malker så meget de kan ud af den enkelte idé (der typisk er bygget op omkring en eller anden tung, synkoperet trommefigur). På den positive side skal det siges, at musikerne i Impending Doom spiller helt fint. Det er tight, tungt og tilfredsstillende, hvis man ikke kan få det mudret-brutalt nok. Produktionen er faktisk også meget klar, genren taget i betragtning - det er igen de nedstemte guitarer, der bringer en ned i sølet.

Impending Doom er for øvrigt, i modsætning til et hedengangent tysk band af samme navn, et kristent dødsmetalband, hvilket betyder, at deres tekster kredser om nytestamentlige temaer, typisk af den apokalyptiske slags, eller i "sådan bliver du fordømt, hvis ikke du opfører dig ordentligt"-boldgaden. Men det skal man læse sig til at vide. Både stilen og cover-illustrationerne kunne lige så godt være fra en hvilken som helst anden traditionel dødsmetaludgivelse. Men Impending Doom gør et rimelig solidt stykke arbejde inden for deres subgenre, synes jeg.