Hrizg - Inferno

Inferno

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hrizg er et spansk black metal en-mands projekt med en del forskellige typer udgivelser bag sig. "Inferno" er en EP med fem numre og den anden udgivelse fra Hrizg, der også udgav albummet "Anthems to Decreptitude" i år.

Stilen er mere eller mindre traditionel black metal og der er ikke tale om noget specielt innovativt musik i de fem numre på skiven, men det behøver jo heller ikke være så forbandet nyskabende hele tiden. Musikken ligger for det meste i midtempo med enkelte småtunge passager, men der dukker ofte blastbeats op - ja, i stort set hver sang består hovedvariationen i skift mellem midtempo-passager og blastbeat-passager, og jeg kan forestille mig, at nogle lyttere vil finde dette irriterende, mens andre vil værdsætte denne veklsen og den variation, det skaber (åbningsnummeret "Inferno I: The Awakening" er et godt eksempel herpå).

Jeg ved ikke, om man ligefrem kan kategorisere denne udgivelse som depressiv black metal, men der er bestemt en mørk og melankolsk atmosfære over musikken, som faktisk er meget melodiøst, og indeholder flere passager, der nærmest er doom-agtigt tunge med triste guitarharmonier, hvilket er skivens bedste kvalitet for mit vedkommende.

Produktionen er rimeligt lo-fi, dog uden at være dårlig eller uudholdelig, og således kan man sige, at Hrizg i hvert fald er tro mod black metallens DIY etos.

Dette er ingenlunde et black metal mesterværk, men det er bestemt ikke en dårlig udgivelse, og, er man til melodisk og tung traditionel black metal, bør man da tjekke "Inferno" ud.