Flot men stillestående lydbillede

Hollandsk mjød og store fyre

Seks hollandske fyre dannede i 2002 bandet Hymir. Det blev hurtigt til Heidevolk, og efter hårdt arbejde begyndte successen for alvor i 2010 med pladen Uit oude grond. Fem år senere i 2015 udkommer femte album, Velua.

Flot lydbillede

Albummet starter ud på et godt tungt nummer med god energi i form af ”Winter woede”. De heftige trommer, den tunge bas og dybe herrestemme giver en interessant lydoplevelse, der virker rigtig godt. Det eneste problem er, at der ikke sker særlig meget. Nummeret giver det rigtige lydbillede, men det bevæger sig ikke rigtig nogen steder hen. Desværre er det et gennemgående problem på albummet.

Igennem albummet møder vi de tunge, men æstetiske ”Urth”, ”Drankgelag” og den lidt mere rå ”In het diepst der nacht”. Størstedelen af albummets numre falder i denne tunge kategori, hvilket gør musikken utrolig ensformigt i længden. Det betyder dog slet ikke, at musikken er dårlig. De små folk-elementer, der kan høres på blandt andet ”Urth” skaber en perfekt atmosfære, og de intense passager spredt ud på albummet, eksempelvis på ”Vinland”, giver god mulighed for heftig headbanging. ”Vinland” er desuden albummets sidste og eneste engelske nummer. Det runder albummet godt af ved at være et af de lettere numre, med godt tempo og et friskt pust i form af et andet sprog end hollandsk.

Endnu et album i bandets komfort-zone

Musisk er albummet godt skruet sammen, og musikerne arbejder fejlfrit sammen og skaber et rigtig flot lydbillede, som det er svært ikke at nyde. Problemet er dog, at det billede ikke skifter. Albummet er noget ensartet og giver endda næsten den samme oplevelse, som forgængeren Batavi (2012).

Det er som om, bandet har fundet en comfort zone, som de ikke rigtig har lyst til at bevæge sig ud af. Føler man sig tryg samme sted, er Velua et sikkert hit, men savner man noget nyt, slipper man bedst af sted med at lede andre steder efter musikalske input til efteråret.