Store ord eller floskelsalat?
Hammerfilosofi er et spritnyt projekt, der startede tilbage i 2020 under diverse covid-nedlukninger. Nok er bandet nyt, men ambitionerne enorme. Læser man det, bandet selv har skrevet om sin debutskive, vil man støde på løfter om, at dette altså er ægte og oprigtig black metal med det formål at være en rensende ild, der vil brænde civilisationen, de harmløse og middelmådigheden væk. Så der er da lagt i kakkelovnen til det helt store harmagedon her. Den mere skeptiske lytter vil dog læse denne floskelsalat, hæve et øjenbryn og endda ryste lidt på hovedet. Men lad os da endeligt finde ud af, om The Desolate One bliver den nye målestok for black metal eller ej.
Jeg vil ikke videre, jeg vil hjem!
Med et navn som Hammerfilosofi forventer man et band så skramlet og smadret, at Hellhammer lyder som Enya til sammenligning. Kombineret med bandets udtalelse om, at de vil kanalisere blackmetallens sande, indre væsen, så sidder man da virkeligt og er spændt på, hvad bandet så har at byde på!
Nu har jeg så hørt hele The Desolate One, og jeg skal blankt indrømme, at på intet tidspunkt op til havde jeg forestillet mig, at det ville være 45 minutters Mayhem-nu-som-dødsdoom-jam. For et band, der postulerer, at de er den sande ild, der vil brænde al middelmådighed væk, så er deres eget resultat helt ufatteligt middelmådigt. Der er ikke så meget tale om et altopslugende inferno, som der er tale om en forkølet ulveunge, der kæmper med at få slået et par gnister ned i et bål-fad.
Jeg er helt med på, at man som et nyt projekt er nødt til at tale med store bogstaver for at få lidt opmærksomhed, men at Hammerfilosofi på intet tidspunkt har kigget indad for lige at mærke efter, om deres visioner og palaver egentligt matcher musikken, er mig en gåde. Hele projektet minder om, da Tesla annoncerede en skudsikker bil, hvis vinduer så ikke engang kunne stoppe en sten.
Deres selvtillid fejler dog absolut intet, hvilket albummets lukker, ”The Skull” – en børge på lidt over ti minutter – beviser. Det er kækt nok, at man som et helt nyt band tænker, at man da snildt kan lave et nummer med en sådan længde, som formår at være både interessant og fængende. Desværre er det også et fejlskud, for det nummer er en ørkenvandring uden lige – hvilket egentligt opsummerer hele The Desolate One ganske fint. Igen og igen genbruger bandet de samme riffs, den samme struktur, det samme tempo og endda det samme forsøg på at kopiere Attila Csihars vokal. Der er mere genbrug her end i en trendy lejlighed på Østerbro.
Mindre ambition, mere realitetssans
The Desolate One er tre kvarter, du ikke får igen, og ser man bort fra nummeret ”Odi Profanum Vulgus et Arceo”, så er det i bund og grund bare det samme nummer, man bliver serveret om og om igen. Sangene er alt for lange, alt for repetitive og generelt helt ufatteligt kedelige; faktisk så kedelige, at man som lytter bliver irriteret. Er bandet blottet for talent og potentiale? Nej, absolut ikke. Men hvis deres musik nogensinde skal matche deres absurde ambitioner, så skal de virkeligt tage sig gevaldigt sammen, eller også skal de i stedet skrue helt op for deres realistiske sans.