Vent … er der et plot!?
At lytte til Gloryhammer for historien er som at se sengekantsfilm for plottet eller det fremragende skuespil. Men gak og løjer til trods, så er der en slags rød tråd i lyrikken, hvor bandet – desperat – forsøger at få det hele til at give mening. Et udmærket eksempel på hvor dårlige de dog er til at få enderne til at mødes, er det faktum, at Space 1993: Wrath of Kor-Virliat er en direkte fortsættelse af Space 1992: Rise of the Chaos Wizards fra 2015. Havde det nu ikke været, fordi bandet i mellemtiden har udgivet to plader, som også forsøger at berette en slags sammenhængende historie, så havde det ikke været et reelt narrativt problem. Men igen, hvis du følger med her, fordi du oprigtigt er interesseret i, hvordan det vil gå for Angus McFife V i sin kamp mod den onde, intergalaktiske troldmand Zargothrax, Dark Emperor of Dundee … ja, så modtag da venligst min kondolence.
Kunsten at snuble ind over målstregen
Jeg var ikke synderligt glad for bandets foregående udgivelse, Return to the Kingdom of Fife. Mestendels skyldtes det, at Winkler var blevet erstattet af Sozos Michael. At musikken så også var blevet mindre hård og mere eurodance, hjalp bestemt heller ikke.
Michael lyder fortsat, som hvis man bad Suno om at generere en power metal-vokalist. Han er ikke dårlig, bare kedelig og generisk. Winkler var da langt fra den mest teknisk dygtige sanger, men hans vokal var unik. Så han er fortsat savnet. Det er han for øvrigt også ovre i Angus McSix, men det er en helt anden side af sagen. Men netop 'kedelig' og 'generisk' er de to bedste gloser, man kan bruge til at beskrive pladen her. Det lyder faktisk slet ikke som Gloryhammer længere. Musikken er blottet for humor, hårdhed og generel herlighed. Dette skyldes uden tvivl, at det ikke længere er Chris Bowes, der står for at skrive musikken. Han begyndte faktisk allerede at udfase sin egen aktivitet på den front tilbage i 2023 – hvilket også var tydeligt da. Én ting er Gloryhammer uden Winkler, men Gloryhammer uden Bowes er som flæskesteg uden sprøde svær, champagne uden brus og Star Wars uden Darth Vader. Med andre ord: 'Duer ikke, væk!'
Det, der fik Gloryhammer til at fungere, var, at det nærmest bare lød som Alestorm med mere guitarlir og lyrik om enhjørninger og troldkarle i stedet for pirater og skørbug. Bevares, der er da enkelte numre, hvor bandet er tæt på at lyde som i de gode gamle dage. “Ultimate Sacrifice” og “Warriors of Auchtermuchty” er begge udmærkede numre, og hvis de lige havde fået lidt mere spade, så kunne man måske endda have refereret til dem som gode sange. Især Michael havde lidt mere gravitas i sin vokal.
Desværre er der også ulidelige pop-flødeballader som “Pax Galactica” og rædslen ”Demonic Devotion”, som afgjort er det værste Gloryhammer nogensinde, føj for en gang eurodance! Ydermere er der også de totalt ligegyldige numre, som man glemmer igen, det sekund de er færdige. “Silver Talon” klart det bedste eksempel. De formår dog lige akkurat at lande indenfor skiven qua sidste nummer: ”The Celestial Warhost of the Dundonian Empire Marches to Space Against the Dark Sorcerer (Final Assault on Battlemoon X-22)”. Her får vi – stort set – alt det, jeg gerne vil have fra Gloryhammer, nemlig en episk omgang ekstrem-power, hvor der både trækkes tråde til Emperor, Rhapsody, Flash Gordon og Power Rangers. Det er storladent, det er dumt – og det er perfekt. Eller, det er det, lige indtil man kommer i tanke om, at det mere eller mindre er en tro kopi af ”The Fires of Ancient Cosmic Destiny” fra Legends from Beyond the Galactic. Så ganske vist formår albummet at komme ind over målstregen, men der snubles over den, og landingen er ikke køn.
Adieu, goodbye, auf Wiederseh'n!
Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg tror, at mine og Gloryhammers veje må skilles. Det har været sjovt, men nu er latteren forstummet. Musikken er langt fra på det niveau, hvor den burde være, humoren har taget natbussen hjem, og tilbage står bare en tom, og sørgelig, skal. Hæderen er pist væk, og hammeren er for tung til, at nogen reelt gider prøve at løfte den. Så tak for dansen, tak for de mange grin, og tak for at minde mig om, hvordan power metal bør lyde samt, desværre, også ikke bør lyde. Tilbage er der kun at sige: Adieu, goodbye, auf Wiederseh'n!
