Man skal starte et sted

Hvad end afart af metal, man er faldet for, så er det med al sandsynlighed ikke en genre, man bare vågnede op en dag og syntes, var det bedste siden skiveskåret brød. Hvad enten det er Revenge, Killswitch Engage, Miasmatic Necrosis eller Slayer, der får det til at kilde alle de rigtige steder, så har vi alle været igennem en række blødere bands, inden vi kunne kalde den metalliske kakofoni for easy-listening. Og om disse blødere bands var Siamese, Linkin Park, Mötley Crüe eller Celldweller, så falder de alle ind under betegnelsen gateway bands – altså bands der fungerer som porten ind til den tungere metal. Så når belgieren Robin van Oyen vælger at kalde hans soloprojekt Gateway, så kunne man nemt tro, at projektets seneste plade Galgendood var i den blødere afdeling. Der kan man dog godt tro om igen.

Det diametralt modsatte af et gateway-band

Galgendood er nemlig alt andet end blødt og tilgængeligt. Det er slimet småprimitivt death/doom trukket helt nede fra det sorteste dyb af genren krydret med voldsomheden fra funeral doom. Vi kender alle memet med Neandertallica. På "The Coexistence of Dead Enitites" og "Scourged at Dawn" er det meme blevet perverteret og tortureret på den mest modbydelige fantastiske facon, som var det en elver, der skulle transformeres om til en Uruk-hai. Det er råt, grimt og voldsomt, og præcis som en Uruk-hai viser Galgendood ingen nåde. Trommer og bas tordner ned i grundfjeldet, som dikterede de rytmen for en hær, alt imens vokalen runger som urmenneskets primalbrøl, inden guitaren agerer våben, der river og flår det moderne menneske fra hinanden. Det er Krypts og Dead Congregation skruet op på 11 med fintuning over hele linjen.

Nu spørger du nok nu om, hvor de melodiske Krypts og Dead Congregation riffs, der lyder til at være orkestreret af H. P. Lovecraft er blevet af. Bare rolig, de kommer også på "Scourged at Dawn" og "Bog Bodies Near the Human Crypt" samt lukkeren "Galgendood - Dagritueel - Duvelsput". Her kommer æstetikken fra funeral doomen for alvor til sin ret, når Gateway lægger de smukke, mørke og melodiske riffs, som er det for at minde os om, at urmenneskets genopstandelse og raseren kun kan skyldes et gruopvækkende kosmisk væsen udtænkt af Lovecraft selv. 

Visse death/doom entusiaster vil nok kritisere Galgendood for kun at have en spilletid på sølle 30 minutter. Kritikken kan dog pure afvises, når man har at gøre med et album, der på sin vis kan kaldes hulemandens funeral doom på speed. Og har man et nummer som ”Sacrificial Blood Oath in the Temple of K’zadu”, der et sonisk quickfix til menneskeofringer, ja, så er 30 minutter helt perfekt. Det kilder alle de rigtige steder, så man kan møde på arbejde totalt i zen og uden risikoen for at efterlade kontoret smurt ind i diverse kollegaers blod.

Jeg skal have købt mig en stridskølle

Vil man have sin slimede og dystre death/doom presset til det yderste, så er Galgendood den absolutte endestation. Samtlige af genrens grundpiller har fået et skud steroider og giver et resultat, der er så voldsomt, så råt, så aggressivt og stadigvæk så tro mod alt det, som et solidt skud death/doom skal indeholde, at det er umuligt ikke at gribe til våben, når van Oyen kalder.