Søvndepriveret jammerkommode
Medmindre du nærer ualmindeligt varme følelser for det progressive miljø i Toscana, kan dit kendskab til Eldritch formentlig ligge på et forsvindende lille område. Ret skal være ret, italienerne har nu heller ikke ligefrem rendt Danmark på dørene, hvor det indtil videre blot er blevet til et enkelt besøg på for længst hedenfarne The Rock helt tilbage i 2007. Her på matriklen har vi to gange tidligere krydset klinger med den nuværende sekstet, senest i forbindelse med Cracksleep fra 2018; et album, der ikke just gav anledning til at kippe med flaget. Det fik derimod indtil flere løftede pegefingre på grund af den mildt sagt ubehjælpelige lyrik og ikke mindst den tilsyneladende stærkt søvndepriverede jammerkommode Terence Holler, der gjorde arbejdsbetingelserne på jubilæumsudgivelsen mere end almindeligt vanskelige for sine kolleger. Efterfølgende Eos (2021) rystede derfor tiltrængt posen. Den originalt stiftende keyboardist, Oleg Smirnoff, der forlod Eldritch i 1999, vendte tilbage ligesom gruppen også kunne byde velkommen til bassist Dario Lastrucci. Det er dog i kølvandet på Innervoid, studiealbum nummer 12 siden stiftelsen i 1991, vi finder den med afstand mest bemærkelsesværdige ændring i besætningen. Ud er således gået institutionen Terence Holler, der i stedet er blevet erstattet af den 47-årige Alessandro ’Alex’ Jarusso.
Klinisk og sterilt
Man foranledigedes næsten til at tro, at nærværende album skal ses som en indirekte udløber af Cracksleep. Det er i al fald forholdsvis almenkendt, at manglende søvn over en længere periode kan medføre alvorlige konsekvenser for vores mentale helbred – et yderst relevant skisma i tilfældet Innervoid. Helt så kategorisk kan vi naturligvis ikke fastslå den tematiske kongruens, om end den statiske støj på instrumenterede ”Innervoid” godt kunne tolkes som vandringen i grænselandet mellem søvnløshed og begyndende sindssyge. Teorien får yderligere næring med ”Handful of Sand (Right or Wrong)”, der adresserer det fundamentale spørgsmål om ’rigtigt og forkert’. Den lavkomplekse lyrik ‘Wrong or right / one more fight / Inside my mind … /’ leveres sterilt og klinisk af nytilkomne Jarusso, der over en bred kam ikke evner at løfte de trivielle vokalfraseringer fra forrige album. De bombastiske guitarharmonier og den vibrerende trommepedal bliver til gengældt eksekveret uden tekniske anmærkninger, men samtidig også uden nerve eller nærvær.
Det får vi til gengæld i moderat omfang på ”Elegy of Lust”, hvor fokus er lagt på melodien frem for de atmosfæriske virkemidler. Jarusso fremviser tillige for første gang antydningen af variation i sit vokale spænd, dog uden nummeret nogensinde kommer betragtning til klassikerstatus inden for progressiv powermetal. Fremhæves bør også ”Wings of Emptiness”, hvor balancen mellem melodi og melankoli næsten sidder i skabet, havde det ikke været for Jarussos tenderende teatralske vokal.
Herfra begynder vores virkelighedsopfattelse for alvor at erodere, eksemplificeret ved ”From The Scars”. Skamferet af synthwave-insinuerende keyboardflader og pop-leflende rytmik ville denne ugudelige bastard være blevet kvalt i egen navlestreng, hvis vi ikke havde skrevet 2023 …! Og ligesom ”The Lost Days of Winter”, i øvrigt ikke ulig beskrivelsen af den mørke tid på året, hvor dagene kan være yderst vanskelige at adskille fra hinanden, ender Innervoid også med at stritte i alt for mange retninger uden rigtigt at komme nogen vegne.
Hult klingende ekkokammer
Vi bliver simpelthen nødt til at runde disponeringen af lytterens tid, hvor singler som ”Elegy of Lust” i sagens natur er kørt i stilling som et af albummets mest slagkraftige batterier. Her frister enkeltstående kompositioner med progressiv innovation, der umiskendeligt kunne forveksles med et plottvist. Det er dog ikke tilnærmelsesvis nok til at retfærdiggøre albummets gennemsnitlige skæringslængde på fem-syv minutter, der over en bred kam snildt kunne barberes ned med et minuts penge. Uden øvrig sammenligning føler jeg mig desuden hensat til Insomniums nyligt publicerede opsamlings-EP, hvor et af de primære anklagepunkter var fraværet af fængende melodier til fordel for atmosfæriske virkemidler. Der bliver som på Cracksleep spillet på absolut hæderligt niveau … jeg mærker bare intet i mit ’indre rum’ andet end et hult klingende ekko af fortidens fejltrin. Som aktører i den progressive genre, og dermed foregangsmænd for begrebet ’fremdrift’, kunne man derfor ud fra et klinisk perspektiv godt argumentere for, at opretholdelsen af status quo, som Innervoid ret beset munder ud i, placerer Eldritch i et regressivt stadie.
