Fra poltergejst på plade …

Da jeg tilbage i 2021 erfarede, at Derrick Vella (Tomb Mold) havde slået pjalterne sammen med Justin DeTore (Innumerable Forms, Sumerlands) under navnet Dream Unending, var min begejstring mildest talt til at tage og føle på. Vella og DeTore har, sammen med deres respektive ensembler, været blandt bannerførerne for den nye bølge af oldschool dødsmetal, der er skyllet ind fra USA de senere år. Det var derfor med en vis portion spænding, at jeg satte duoens debutplade, Tide Turns Eternal, i ørerne. Mine forventninger blev på ingen måde indfriet, hvilket dog ikke skyldes kvaliteten af musikken, men den simple omstændighed, at Dream Unending ikke spiller dødsmetal. De spiller … noget andet.

Lad det blot være sagt, at Tide Turns Eternal endte med at blive en noget uventet dark horse på min årets album-liste for 2021, og jeg var derfor hurtig til at kalde dibs på opfølgeren, Song of Salvation, da den landede på redaktionen. For sådan et par erfarne herrer var det vel bare et spørgsmål om at fortsætte i samme spor? Right? ... RIGHT?

… til ligegyldigheder fra overskudslageret

“Dream doom” er den etikette, som d’herrer Vella og DeTore har givet deres sideprojekt, og jeg kan dårligt komme på en mere rammende beskrivelse. Deres sædvanlige affektion for hurtige dødsmetalriffs og blast beats galore er blevet erstattet af en sælsom art fodslæbende, melankolsk doom, der er indsvøbt i lag på lag af reverb og guitareffekter. Resultatet er en lyd, der på en og samme tid føles udenjordisk og livløs, men samtidig har en bedøvende varme i sig, som er svær at sætte fingeren på. En fascinerende, men også dybt foruroligende, kombination, der får alle evolutionens alarmklokker til at bimle. Referencerammen her må siges at være yderst smal, men hvis man miksede Ahab, Cocteau Twins og Pink Floyd i en petriskål og tilsatte et par dråber af Justin DeTores eget Innumerable Forms, ville man nok få en fornemmelse af, hvordan det føles at svømme rundt i Dream Unendings kalejdoskopiske drømmeverden.

Eller rettere: den drømmeverden, de formåede at skabe på Tide Turns Eternal.  For sandt at sige så er Song of Salvation på mange måder et markant anderledes værk end sin forgænger, hvilket står klart allerede ved gennemgangen af tracklisten. Med en samlet spilletid på lige knap tre kvarter fordelt på fem numre er Song et noget mere kompakt værk end Tide Turns Eternal, der bestod af fem numre, hvoraf det længste nummer ebbede ud efter ni minutter. Til sammenligning tegner to af numrene på Song, titelnummeret og ”Ecstactic Reign”, sig for to tredjedele af pladens samlede spilletid, idet de kræver lytterens opmærksomhed i henholdsvis 14 og 16 minutter.

Det ville jo sådan set være udmærket, hvis længden på numrene var udtryk for en ambition om at bygge et ekstra lag af episke kompositioner ovenpå den grundopskrift, der var blevet skabt på debuten. Men det viser sig desværre ikke at være tilfældet. Faktisk er føromtalte grundopskrift – den sløve opbygning båret af plingende guitarer, Floydianske keys og DeTores døsige vokal, der pludseligt kollapser i et forskruet dødsmetal-delirium – ingen steder at finde på Song. Den gotiske melankoli er blevet henvist til passagersædet, og i stedet har man placeret psykedelisk 80’er-rock bag rattet. Det er ikke en udvikling til det bedre. Åbneren, ”Song of Salvation”, starter ganske lovende med en helt klassisk Dream Unending-intro (hvis man kan tale om noget ”klassisk” for et band, der har to udgivelser under bæltet), men udvikler sig hurtigt til en underlig gang prog-rock/Blue Öyster Cult/doom metal-navlepilleri. ”Secret Grief” kunne være soundtracket til en amerikansk 80’er-krimi, hvor Harold Faltermeyer og Ozzy Osbourne i fællesskab havde fået til opgave at genskabe lyden af sovekammerøjne på tværs af en røgfyldt hotelbar. Det lyder ikke dårligt som sådan, men det er bare ikke voldsomt interessant. Når man har hørt de første to numre har man reelt hørt resten af albummet, der reelt blot er en gentagelse af de samme ligegyldigheder. Hvor er dynamikken blevet af? Hvor er den afmålte brug af abrupte breakdowns, der gav musikken kontrast, kant og karakter? Pist forsvundet.

Song of ZzzzzZzZZz

I det Herrens år 2022, der vitterligt ikke har været noget festfyrværkeri på udgivelsesfronten, står Song of Salvation som en af mine største personlige skuffelser. Indrømmet, min karakter bærer præg af de forventninger til albummet, som jeg havde på forhånd. Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man vil. Men hvis det er sandt, at man er forpligtet efter evne, så har Dream Unending ikke evnet at leve op til sine forpligtelser på Song of Salvation. Måske har ambitionen blot været at skabe en ny subgenre uden skelen til kvaliteten? I så fald er det lykkedes. Og hvad er barnets navn, spørger præsten så, på lillebroren, der for evigt er dømt til at stå i storebrorens skygge? Miami Vice-doom? Top Gun-doom? Far er ikke sur. Men far er eddermame skuffet.