Zombier og andet godtfolk

Zombiefænomenet stammer fra haitianske og afrikanske myter, folklore og voodookulturen, der kom til Nordamerika gennem slavehandelen. Oprindeligt var frygten ikke at blive kontamineret med en postapokalyptisk zombievirus, men at blive offer for en ond tryllekunstner, der kunne forvandle dig til en viljeløs zombieslave efter døden. Det var dog først med George A. Romeros film Night of the Living Dead fra 1968, at den moderne zombienarrativ opstod. Siden da er zombiekarakteren blevet fortolket på forskellige måder i utallige film, serier, bøger og videospil, der ofte har vundet stor popularitet i krisetider. Meget passende til det har det sydtyske band Dominum med Felix Heldt alias Dr. Dead i spidsen udgivet deres debutplade, Hey Living People, der beskæftiger sig med netop dette emne og lukker portene op for en helt ny genre: zombiemetal.   

Frankenstein for begyndere

Dominum inviterer os med ind i deres laboratorium, og vi præsenteres for et værk, hvor kontrasten mellem det lyriske univers, der er præget af gothic horror, og det auditive, der i største omfang er opløftende og syng-med-venligt, skaber en velovervejet disharmoni. Det har en lignende effekt på modtageren som, når Frankensteins monster plukker blomster sammen med Little Maria nede ved søen i 1931-versionen af Frankenstein, da en lille skrøbelig blomst i hænderne på et sådant kreatur vækker en vis følelse af ubehag – især når man som tilskuer ved, hvad der venter. Pladens åbningsnummer, “Immortalis Dominum”, indledes af keyboard, der er en unægtelig reminiscens af 1980’ernes synthwave. Efterfølgende sætter vokalsporet ind, hvor Felix Heldt påtager sig rollen som selveste “Immortalis Dominus” (som er den korrekte form i denne sammenhæng), altså det udødeliges herre, og fortæller om sin evige venten på at udføre sin plan for at opnå ultimativ magt. Alt dette kun på lidt under fire minutter og med et omkvæd, der har en højere infektionsrate end enhver zombievirus. Sang nummer fem, “Patient Zero”, har en iørefaldende melodi, der bæres af Heldts klokkeklare stemme, som underbygges af et storladent, teatralsk kor. Yderligere er kombinationen af fortælleteknikken og sangens dynamiske komposition med svingende intensitet meget vellykket, og når det så ovenikøbet krydres med en veleksekveret guitarsolo fra Jochen Windischs side, er det sandt øresnolder. For dem, der ønsker det endnu mere musicalagtigt, er pladens sjette sang, “We All Taste the Same”, med sin dansende melodi en lytning værd, især fordi sangen har et unægteligt Avantasia-flair, der forstærkes af koret, som imidlertid godt kan blive lidt for meget af det gode. Lyrikken er for min smag lidt for fjollet og kunne sagtens være taget fra Alice Coopers “Feed My Frankenstein”: “Would you like fries with that torso / topping it off with the brain”. Til gengæld er teksten på det efterfølgende nummer god. “Frankenstein”, der uden tvivl er et højdepunkt på denne plade, fortæller på spændingsmættet vis om Victor Frankensteins liv og virke. Sangen har en klang af Powerwolfs “Beast Of Gévaudan” – sjovt nok har mixer og producer Jacob Hansen været indover dem begge – og er dermed sød musik i mine ører. På trods af al den ros, dette album givetvis har fortjent, så finder vi desværre også ting, der trækker ned. Der er for eksempel ikke ét, men hele tre covers, der efter min mening ikke er nødvendige, når pladen rummer ti originale sange. Gruppens eget materiale ville stå meget skarpere uden et Dead or Alive-, et Billie Eilish- og et Midnight Oil-cover, der dog indholdsmæssigt falder fint i tråd med de øvrige sange. Til tider er der måske smurt lidt for tykt på, både hvad angår det lyriske og med hensyn til den meget bombastiske lyd.    

Metalopera – men af letmetal

Dr. Dead og hans tre zombier har skruet en fornem debutplade sammen, der trods mine nævnte anker er nyskabende og lyttevenlig. Af en debutplade at være er den meget god, og jeg er spændt på, hvor meget mere kvartetten kan vride ud af zombietematikken på længere sigt. Jeg har selv haft fornøjelsen af at opleve Dominum live, og de er alle fremragende musikere, så det, man får at høre på pladen, er også det, man får live. Hvis man dog ikke er til meget melodisk metal med popindflydelse, skal man nok holde fingrene fra dette udspil.