Kunst eller kopi?

Tasmanien er måske nok mere kendt for sine savlende pungdyr og eksport af ejendomsmæglere end for sit dødsmetalmiljø. Udover øens grand old men, Psycroptic, er der ikke mange ekstremmetalbands at komme efter, hvilket måske er forklaringen på, at netop Joe Haley (sangeren fra Psycroptic) startede sit soloprojekt, Domination Campaign, tilbage i 2021. Stilistisk er de to bands ikke synderligt langt fra hinanden, men hvor Psycroptic er mere teknisk i sit udtryk, er Domination Campaign betydeligt mere simpelt og gammeldaws, komplet med motorsavsriffs og HM-2-pedalen trykket helt i bund. Problemet er blot, at oldschool-dødsmetalgenren virkelig har haft en renæssance de sidste par år, så det er bestemt ikke en mangelvare – man kan nærmest ikke svinge en død kat uden at ramme et Bolt Thrower- eller Entombed-kopiband – så har Domination Campaign i det hele taget en eksistensberettigelse?

God start, middelmådig midte og en dårlig slutning

A Storm of Steel er teknisk set et konceptalbum dedikeret til Anden Verdenskrig. En krig, som de fleste bands går udenom, da bare ordet ”kloringas” har det med at få én smidt ned i rodekassen med neonazister og andre tosser. Dette har dog ikke afskrækket den tasmanske duo, men lyrikken og tematikken bliver også præsenteret så vagt, at det egentlig lige så godt kunne handle om at stå i kø i Netto. Der er nemlig ingen virkemidler på albummet, der er med til at påpege, at det altså handler om D-Day (ser man bort fra sangen ”D-Day”), Værnemagten eller diverse pogromer, hvilket på sin vis er forfriskende, da krigsrelaterede album ofte bliver fyldt med diverse lydklip af geværsalver, eksplosioner, støvletramp, citater og radiotransmissioner. Den slags er der absolut intet af på A Storm of Steel, her er kun dødsmetal.

Det er dog også et tveægget sværd, da bandets anden udgivelse er et meget lydmættet album, så det kunne faktisk have været rart med nogle små stemningsopbyggende elementer a la de ovenstående eksempler. For selvom albummet begynder virkelig stærkt med numrene ”Time to Die”, ”The Iron Beast” og ”Winds of Death” (trommespillet i slutningen af det nummer er mageløst!), så er det, som om de to herrer Haley og Peppiatt løb tør for kreativitet og ideer derefter. Det er noget, især de to sidste numre, ”141 Days of Terror” og ”Death Landing”, understreger, for der går bandet totalt i tomgang, og selvom albummet kun varer lidt over en halv time, så er de sidste par sange så monotone, at man sidder med en fornemmelse af, at det har varet det tredobbelte. Ud fra albummets første par numre kunne man nemt få en ide om, at Domination Campaign blandede sin dødsmetal med både groove, crust og black metal, da især nummeret ”Time to Die” udviser alle disse delelementer, men desværre forsvinder stort set alle disse inputs som dug for solen henimod slutningen, og det eneste, der står tilbage, er så skabelonskåret OSDM, som man har hørt så utroligt mange gange før. Det er derfor desværre også et album, der faktisk bliver værre, i takt med man genhører det, da man hurtigt opdager, at det – groft sagt – kører i ring næsten med det samme.

Lunken pulversovs

Ingen af de to medlemmer af Domination Campaign er dårlige musikere, og hvis man bare tager A Storm of Steel som OSDM-tributudgivelse nummer 666, jamen så fejler det strengt taget intet. Men hvis man kræver lidt mere end bare mere af det samme, jamen så er albummet desværre ganske utilstrækkeligt – trods de første par numre, som helt oprigtigt er fremragende. Men det er nu alligevel som at drukne en perfekt stegt wagyubøf i lunken pulverbearnaise fra Knorr – hvilket egentlig burde være forbudt. Har Domination Campaign en eksistensberettigelse? Ja, det her de, og de viser da også potentiale samt fremragende musikalske egenskaber. Men hvis de ikke vil forsvinde i glemslens tåger, så er de simpelthen nødt til at se indad og udforske de delelementer, som de – ganske forsigtigt – leger med. Ellers er det tilbage ned i kassen med mærkaten ”bands, vi glemte alt om, det sekund pladen var færdig.”