Du kan godt begynde at glæde dig til 2030
Amerikanske Deftones, kongerne af den alternative metal, er efter fire år endelig klar med deres niende studiealbum, Ohms. Bandet brød igennem lydmuren tilbage i 1995 med debuten Adrenaline, Adrenalin. Det kunstneriske og kommercielle gennembrud kom i 2000 med det mesterlige album White Pony, der dengang sendte Deftones ud af årtusindskiftets Nu-Metalnu-metal og over på toppen af en svært definerbar genre, hvor fællesnævneren er, at det ikke lyder som noget andet. Siden er det blevet til en række plader, hvor udtrykket har været noget uklart, og det har været tydeligt, at bandet har været undervejs i den kunstneriske proces. Spørgsmålet er, om Deftones på deres nye album, som i øvrigt er produceret af Terry Date – det var også ham, der producerede bandets første fire plader – kan ramme et lige så rent udtryk, som tilfældet var det på eksempelvis White Pony og Diamond Eyes?
Tæt på genialt
Til det kan der kun svares ja. Deftones er i den grad tilbage, og det er i absolut topform. Med et knivskarpt udtryk, der måske aldrig har været stærkere, fortsætter Deftones med at bevæge sig ud til og afsøge grænser. Jeg kender i hvert fald ingen andre bands, der med så stor overbevisning får atmosfæriske sample- og synth-flader, tonstunge guitarbredsider og teknisk udfordrende trommer til at spille godt sammen med en aggressiv og skrigende vokal, skønsang og poppede melodier. Men det er lige præcis det, Deftones mestrer til perfektion.
Albummet åbner med nummeret ”Genesis”, der i bedste Deftones-stil indledes af en ambient lydkollage med guitarakkorder spillet en tone ad gangen, inden hele bandet kommer på, og forsanger Chino Moreno med sin karakteristiske forvrængede vokal skærer igennem, og så er vi ligesom i gang. Et stærkt nummer, der på fornemmeste vis lader lytteren vide, hvad der venter. Det vildeste er, at det måske er albummets svageste sang, og alligevel havde det været det bedste nummer på bandets forrige udgivelse, Gore. Et andet nummer, der er værd at fremhæve, er ”Urantia”, der begynder med et palm muted og rytmisk guitarriff, der indikerer, at vi her har fat i et af de hårde numre. Og ja, det er et hårdt nummer, men så alligevel ikke helt. Igen er det kontrasterne, der sættes i spil. Et stille vers, der går over i et melodisk og hårdt omkvæd, og langsomt bygges nummeret op og ender i en massiv lydmur.
Albummet er utrolig skarpskåret, og de bedste elementer fra hele bandets karriere er kondenseret ned til en fantastisk omgang Deftones deluxe de luxe på Ohms. Musikken har alle dage været enormt kontrastfyldt. Fra det massive, hårde og brutale til det fjerlette, bløde og følsomme, hvilket også er tilfældet på den nye plade. Den er, som det er nævnt i indledningen, produceret af Terry Date, hvilket sagtens kan høres. Stemningen på albummet er lettere melankolsk, og fra start til slut bliver man som lytter taget med på en rejse gennem hele følelsesregistret.
Endnu et mesterværk
Med Ohms har Deftones gjort det igen: skabt et mesterværk, der mange år frem i tiden vil stå som den barre,r man skal over, hvis man vil indtage tronen som konger af alternativ metal. Med en enorm præcision rammer de præcis det udtryk, der tidligere har gjort dem til et af de mest interessante bands overhovedet, og lyden på pladen er massiv, tung og samtidig organisk. En mangelvare i moderne metal. Chino Morenos vokal suppleret af et utrolig velspillende band, hvor idéer og inspirationer fra både shoegaze, hiphophip hop og mørk pop som The Cure og Depeche Mode blandes i det helt rigtige forhold. Hvis der skal siges en enkelt negativ ting, så kunne der godt have været en sang eller to mere på albummet. Intet mindre end verdensklasse.