Mere død, ødelæggelse og forfald

Crocell har i mange år huseret på den danske metalscene, og med lige knap femten år på bagen er det blevet til fem fuldlængdeudgivelser og et hav af koncerter i ind- og udland. Efter tre års udgivelsespause er bandet nu klar med deres dobbelte EP, Baptized in Bullets/Funeral Bliss. Denne anmeldelse har fokus på andel del af udgivelsen, Funeral Bliss, der ligesom første del er optaget i diverse stuer, kældre og øvelokaler i løbet af 2020. Trommerne er optaget, produceret og mikset af Jacob Bredahl, og resultatet er, ligesom tilfældet var det på første del af udgivelsen, fire velkomponerede og velproducerede numre.

Lyksalig begravelse

Det overordnede tema på Funeral Bliss er alt det, der er tilbage, når krigen er slut: død, ødelæggelse, armod og forfald. EP’en åbner med nummeret ”Marching as One”, der fra første anslag trækker lytteren ind i et kaos, hvor fræsende guitar, bankende trommer og skrigevokal er vejvisere. Der er en lidt mere ”lige ud ad landevejen”-fornemmelse over ”Marching as One”, end der er på de fire skæringer på Baptized in Bullets, men der er også elementer, der går igen. Eksempelvis den dobbelte vokal, hvor forsangeren og den ene guitarist supplerer hinanden på fornemmeste vis og fører dynamik til musikken. Generelt er det bare en stærk vokalpræstation på begge skiver, og den er med til at give alle sangene en sort fornemmelse. Næste skæring er ingen undtagelse: ”Scornful” smadrer lige ind i ørerne på lytteren med et massivt guitarriff, der bakkes op af voldsomme trommer, der i øvrigt er optaget, produceret og mikset af Jacob Bredahl (Dead Rat Studio). Tredje skæring, ”Rapture”, fortsætter, hvor ”Scornful” slap, og flår lytteren endnu længere ned i mørket. Med skiftende trommerytmer banker nummeret derudad, og man begejstres over, hvor velproduceret det er. Lidt over halvvejs i nummeret skifter det karakter. Tempoet bliver sat lidt ned, og en noget tungere fornemmelse breder sig. Vokalen ændrer også karakter og bliver mere råbende end tidligere. Dog varer dette skifte ikke ved, og nummeret afsluttes, som det begyndte, med fuld damp under kedlerne. Funeral Bliss lukkes med skæringen af samme navn. En tung sag, der understreger, at nu er det hele slut – ikke kun EP’en, men den menneskelige eksistens generelt. En meget stærk afslutning, der med det tungere udtryk skaber noget afveksling, der er med til at holde lytteren til.

Anden del holder hele vejen

Som tilfældet var det med første del af Crocells dobbeltudgivelse, Baptized in Bullets, holder anden del, Funeral Bliss, også hele vejen. Numrene er velskrevne, musikken er velproduceret, og leveringen sidder lige i skabet. De mange referencer til black metal, særligt vokalen, men også flere steder i musikken, løfter oplevelsen, og det bliver aldrig kedeligt. Der er for hver gennemlytning noget nyt at lytte sig ind på. Med andre ord er Crocell lykkedes med deres forehavende, og den utraditionelle tilgang med to udgivelser i en fungerer godt. Skulle du have fået lyst til mere Crocell efter at have lyttet til Baptized in Bullets/Funeral Bliss, vil jeg anbefale, at du tjekker bandets koncertprogram ud. Ét er at lytte til en plade eller to, men Crocell er et fabelagtigt liveband, og hvis du kan lide, hvad du hørte på plade, vil du elske at se dem live.