Sidste sabbat med kliken
Med Okkult III afslutter den tyske dødskvintet Atrocity deres trilogi om menneskets fascination og dyrkelsen af det vanhellige. Frontmand Alexander Krull har selv mixet af udgivelsen, der blandt andet byder på et gæstende genhør med Zoë Marie Federoff. Sangerinden, der tidligere på året sluttede sig til Cradle of Filth som baggrundsvokalist, var således også at finde ved flere lejligheder på forgængeren Okkult II fra 2018. For at fremhæve albummets dystre atmosfære yderligere har Atrocity tillige entreret med canadiske Katie Halliday, der blandt andet står bag de Emmy-vindende lydeffekter i SAW-filmene, STAR TREK: Discovery og Netflix-serien Stranger Things. Der er med andre ord lagt op til en monumental kulmination på tyskernes trebindsværk, der samtidig markerer Okkult-seriens 10-års jubilæum.
På udflugt med døden
I ouverturen til åbneren ”Desecration of God” hører vi symfoniske horrorelementer, der fremkalder bevidsthedsstrømme fra Dimmu Borgirs lydunivers samt toner med genklang af det ildevarslende præludium på Marilyn Mansons ”Count to Six and Die” fra Holy Wood. Understøttet af orkesterleder Krulls snerrende og knurrende John Tardy-vokal, skabes slig fremdrift allerede fra første færd. Et momentum, der udnyttes til fulde på ”Fire Ignites”, hvor Joris Nijenhuis’ veloplagte blast beats og energiske dobbeltpedal komplementerer de fænomenalt forvrængede riffs fra guitarduoen Micki Richter og Luc Gebhardt. Med det dystre kirkekor som auditiv alterdug beskriver ”Bleeding For Blasphemy” hernæst den gruopvækkende gengældelse for tempelriddernes endegyldige udryddelse i 1314, hvor ordenens sidste Stormester blev brændt på bålet for kætteri.
Heksebrændinger var blot én af middelalderens mange ulyksaligheder, og gennem tungsindige førstehåndsberetninger følger vi herfra pestdoktorernes virke under Den Sorte Død, der i midten af 1300-tallet endte med at udrydde godt en tredjedel af Europas samlede befolkning. ”Priest of Plague” ender dog desværre som et transitionsnummer, der ikke helt står mål med sit fængslende oplæg. Til gengæld bliver det til et anderledes glædeligt genhør med Zoë Marie Federoff på albummets pièce de résistance, ”Malicious Sukkubus”, der nærmest virker som en hyldest til Federoffs nye arbejdsgiver: Lige fra Krulls imitation af Dani Filths notorisk bidske “pitbull-pitch”, over gæsteoptrædende Jonah Weingartens (Catalyst Crime, Pyramaze) orkestralarrangementer til de indlagte lydeffekter af kaglende hekse under nummerets slutsats. Ja, selv titlen synes inspireret af Suffolk-ensemblets Bitter Suites to Succubi fra 2001.
Vi forbliver i englændernes mareridtsunivers på den dyriske ”Lycanthropia”, hvor navnlig trommerne, ikke ulig sit primitive kildemateriale, fremstår rå og brutale, mens de forvrængede riffs udgør dyrets knurrende adfærd. Lyden af varulven, der glubsk fortærer sit bytte til sidst, udgør ligeledes et fint ekstra touch. Jagten genoptages på ”Cypka”, denne gang med morderen Józef Cyppek i rollen som menneskedyret, der med koldt blod myrdede sin blot 20-årige nabo Irena Jarosz med en hammer, hvorefter han parterede hende. Bassens forfriskende tydelighed, den indtalte monolog med vampyriske vibrationer samt de højintense hooks udgør tilsammen en fabelagtigt frastødende stemning på linje med en fætter/kusinefest afviklet i selskab med typer som Slayer, Bloodbath og Cannibal Corpse. Som festen lakker mod enden, drager vi ud på den lettere overeksalterede ”Teufelsmarsch”, hvor fremførelsen på det tyske modersmål falder sublimt i tråd med de orkestrale kompositioner. En fornem afrunding, der virkelig formår at indfange trilogiens grundstemning.
Fri os fra det onde
Der er ikke meget at udsætte på hverken mixet eller produktionen, hvor særlig Hallidays sans for lyddesign er værd at fremhæve. I tilgift forekommer riffrepetitioner yderst sjældne, mens tyskerne paradoksalt nok føler et uforståeligt behov for endnu engang at genindspille hele albummet instrumentalt. En komplet overflødig disposition, der uundgåeligt koster en karakter i den samlede bedømmelse. Der er tillige ved at være belæg for luftforandring på bagkant af tre udgivelser, der alle kredser om de samme tematikker. Det værende sagt er der stadig tale om både medrivende og velfortalte historier, hvor de fleste gæsteindslag bidrager markant til den samlede oplevelse. Okkult III er med andre ord en brutal, velspillet og stemningsmættet svanesang, der sætter høje standarder til efterlevelse for årets kommende udgivelser.
