Atrocious Abnormality rumler videre i adstadigt og ubønhørligt tempo på deres andet album.

Br00tal

Den svære to’er et udtryk de fleste har hørt om, hvis de kender det der musik, men der findes også dem der nægter at lade sig kue ved tanken om at skulle leve op til deres første album og egentlig bare trækker på skuldrene og ruller arsenalet ud. Det kunne, i dette tilfælde, måske have noget at gøre med at debuten Echoes of the Rotten fra 2007 er en lidt tam affære – hvis man kan bruge det udtryk om brutal dødsmetal.

Velkomponeret hærg

For det er unægtelig en speciel genre indenfor kategorien ekstrem metal. Jeg vil aldrig i mit liv påstå jeg hverken er kender eller connoisseur når det handler om hverken brutal eller old school death, men jeg er dybt fascineret af selve musikken og vil ikke undgå at lytte til det, for jeg bliver sgu’ så glad over hvor smadret musik kan lyde og stadig ikke lyde som et epileptisk anfald. Og glad, det bliver jeg virkelig også af det her. Et nummer som ”Erotic Tales of Disembowelment” er et glimrende eksempel på hvad jeg elsker ved den slags musik. Fuldstændig over the top titler, et konstant bombardement af utrætteligt tøndetæskeri, de der uundgåelige og uundværlige, i mine ører, nedtunede mellemstykker der fungerer som en lille forret inden en solo der er fuldstændigt blottet for pretense og krummelurer, men stadig melodisk nok til man ikke mister interessen. Og så selvfølgelig den onde, dybe og gutturale growlen jeg må tilstå jeg til stadighed foretrækker over squealing som vel er effektivt, men også træls i længden. Særligt vokalen vil jeg faktisk gerne hæve glasset for, for Steve Green bliver aldrig ensformig og han forsøger sig heller ikke med varianter der ligger uden for hans formåen.

Generelt synes jeg albummet fremstår som en sammenhængende oplevelse og mixing og mastering har formået at bringe hvert instrument til deres ret, uden at det lyder alt for poleret – for den lidt mutede lyd er jo også en del af charmen ved den her slags metal. Jeg kan jo faktisk høre bassen og det gør mig simpelthen så glad, for den sidder også lige i øjet, som en stor og snavset finger. Numrene er forholdsvis korte, kun et enkelt nummer sniger sig op over fire minutter, men jeg ser heller ingen grund til at strække den længere end den kan bære og det betyder den får fuld Rebekka i godt og vel 30 minutter, noget der i min optik gør albummet mere tilgængeligt og samtidig giver mig lyst til at høre den igen.

Sampling er en kunst

Det er ikke et album der kræver voldsomt meget af dig som lytter, men man kan, som lytter, godt høre de har lagt kræfter i det her. Hvis jeg skal sige noget negativt om pladen, så er det nok kun om de satans samples de har most ind her og der og næsten alle vegne. Jeg forstår godt hvad de vil med det, men næste gang kunne de godt være lidt mindre rundhåndede med dem. Omvendt så redder banjoen hvad alt det andet forsøger at smide over bord, jeg er trods alt en sucker for onde mænd med humor.