Ulven hedder måske Peter
Alle kender historien om den store stygge ulv, der først æder Rødhættes bedstemor og sidenhen også Rødhætte. Ud fra denne opførsel kan man hurtigt konkludere, at den store stygge ulv lever op til definitionen af at være styg. Styg defineres eksempelvis ved, at man på grov vis bryder regler eller normer for god opførsel og samtidig er yderst ubehagelig. Og at æde folk er både groft brud på god opførsel og jævnt ubehageligt. Så når bandet “Atom” Chris Dall & Powerband har valgt at kalde debutpladen På Styggeste Vis, så burde man kunne forvente en god gang ballade.
Styg på den forkerte måde
Da bandet ligesom på ep'en Selvfedisme har kastet sig ud i det garagerockede og protopunkede, så bevares håbet for et par stygge fornemmelser da også.
Ved åbneren, “Os der kan lide blod”, får jeg fornemmelsen af, at det styggeste Chris og hans kumpaner kan finde på, er at give folk en gang buksevand. Et frygtelig ufarligt og gennemsnitligt fuzzet 60’er-rockriff spillet så lalleglad at selv en højskolehippierundkreds siger stop, giver ikke meget håb for den næste halve times tid. “Bundrådden Ligeglad” hjælper heller ikke meget på at holde håbet højt. Nok er nummeret knapt så lalleglad, men i sin søgen efter en mere cool lyd ender vi i et lydtapet af let grinagtigt karikeret 70’er-udgave af Disneys Camp Rock. Jeg er dog ikke helt overbevist om, at Jonas Brothers med ubegrænsede mængder fjolletobak og spraglet tøj på sin vis ikke er en opgradering af brødrene.
Men apropos 70’ernes lejrskole, så er det her, at På Styggeste Vis laver en associationsleg til noget, som fungerer. Til trods for en tåkrummende lyrik, så er den let Sun Dial-inspirerede garagepsych på “Blussende breve til Nora" knæhøj karse og bred ymer på den fede, afslappede og totalt ubekymrede måde. “Ikke det” går stik modsat det afslappede og leverer et stykke udmærket, godt fuzzet punk, hvor specielt vokalens mere vrede klang giver den lussing, som enhver punkrelateret plade bør have.
Netop vokalen er dog også et punkt, der gør På Styggeste Vis til en plade, der er svær at tage seriøs. Det er stadig avisdrengen, der står og råber på hjørnet, men det flabede tvist i håbet om at give associationer til Mick Jagger ender mere ud i Bølle Bob-udgaven af “Paint It Black”. Når “Amagerfræser” tilmed kaster sig lytteren ufrivilligt i hænderne på Arne Nougatgren, fællessang om lejrbålet og alt, der ellers er rædsomt ved brun-orange kollektiver og 70’er-pædagogik, så er den gode Mick lysår væk. Jeg er med på, at lyduniverset hos “Atom” Chris Dall & Powerband skal være let tilgængeligt, kækt og indbyde til sammenhold, men der er forskel på at gøre det i forholdsvis acceptabel, let hippieficeret Motörhead-stil som “Æder min kærlighed “ og så som hovedparten af ovenstående. At “A.C.D.P.B mareridt” runder af med mere country-twang, end en spaghetti-western kan bære, understreger også fint, hvor træls en plade På Styggeste Vis er.
En plade, der sagtens kan blæses i ruiner
På ep'en Selvfedisme var der et mere råt udtryk, end man forventer af denne genre, og det var bestemt ikke et tosset udtryk. At På Styggeste Vis næsten vælger at arkivere dette udtryk lodret og i stedet byde på enerverende fællessang, lejrskoler, gruppekram og alt, der burde have været afgået ved døden i 60-70’erne er næsten et større musikalsk fejltrin, end da Michael Poulsen omdannede Dominus til Volbeat. Der redder Chris og kompagni dog akkurat sig selv på målstregen med en minimal mængde fungerende psych rock og punk.