Space Angels … of doom!
Ashtar er en black doom-duo fra Schweiz – et land, der har givet os navne som Celtic Frost, Eluveitie og Zeal & Ardor. Ergo er den lillebitte bjergstat ofte garant for metal i weltklasse. Ligeså er Ashtar fællesbetegnelsen på en række forskellige englelignende rumvæsner, som folk siden 1952 påstår, at de har haft kontakt med. Så med disse to ingredienser er der lagt op til, at Wandering Through Time kan være noget af en oplevelse.
Men efter et par gennemlytninger står det dog ganske klart, hvorfor ingen af os har hørt om Ashtar før.
Somehow … Ashtar returned
Lig rumvæsenengle lider Wandering Through Time af det massive problem, at der absolut ingen kredibilitet bag projektet er, for på intet tidspunkt igennem albummets 42 minutter (hvoraf næsten 11 bruges på et covernummer – juhu) føler jeg mig overbevist.
Ægteparret Witch N og V. Noir – eller Nadine Lehtien og Marko Lehtien, som er deres borgerlige navne – spiller doom af den helt støvede og fodslæbende art. Det går med andre ord så ufatteligt langsomt, at Søren Ryge fremstår som en, der lider af svær ADHD. Det er den slags doom, hvor man har bandet mistænkt for at forsøge at have mindre end ét taktslag pr. minut.
Men det er ikke kun doom metal, for duoen sniger også et par milligram black ind i mixet, og det er da også af den gamle slags, forstået således at der ingen bund, dybde eller bas er at finde i lydbilledet, uanset hvor meget med lys og lygte, man så søger. Dette totale fravær af gravitas virker som en sær beslutning, når nu bandet vægter doomdelen, for doom uden bas virker som kaffe uden cognac: skuffende.
Albummets absolut eneste merit er dog, at det er tydeligt for enhver, at de to ægtefolk bag projektet er kompetente musikere. Ligeså er deres vision for albummet tydelig, om end den er lige så overbevisende som årsagen til, at Palpatine vendte tilbage i The Rise of Skywalker.
Men dette ændrer dog ikke på, at Ashtars tredje album er en gudsjammerlig og ufatteligt kedsommelig rædderlighed på niveau med andre neoklassikere som Palaces of Dust og Weight of a God.
Det eneste interessante moment på hele albummet er nummeret ”Voices (Collide Again)”, hvor den støvede doomstemning og heksehylene er erstattet af en let lejrbålsknitren, jazzrytmer og så Nadine, der hvisker franske gloser ud i luften. Det er ikke, fordi det er et godt nummer, men det er da en spændende ganerenser om ikke andet. Derefter er det dog fluks retur til de støvede gemakker samt coveret af Post Mortems ”I Want to Die” fra 1985 – en titel, der i øvrigt beskriver min personlige sindsstemning efter at have hørt det her album.
Dette er ikke en anmeldelse, men en advarsel!
Vi skriver nu d. 31-08-2023, og dette er, uden tvivl, det værste samt mest ligegyldige album, jeg har hørt i år – så tillykke med det, Ashtar, det er vel også en slags bedrift. Denne anmeldelse skal betragtes lige så meget som en advarsel, for hvis du frivilligt kaster dig ud i at lytte til det her album, ja, så skal du ikke komme tilbage og klage, thi du var advaret!