.
.
.
|
w : o : a 2 0 0 3 - f r e d a g
Dew Scented, Black Metal Stage, Fredag
Jeg havde ikke tidligere stiftet bekendskab med de
tyske Thrashere fra Dew Scented, men havde fået at
vide, fra pålidlige kilder, at det absolut måtte være
noget for mig. Så jeg trodsede en del tømmermænd,
fandt en halv lunken Warsteiner på dåse og begav mig
ned mod Black Metal Stage. Da vi ankom var der stadig
gang i den sidste fin-justering af lyden... Og
fandenme om ikke de fyrede Slayer klassikeren "War
Ensemble" af under lydprøven!!! Det gjorde at jeg med
t ikke følte de ellers ret så ubehagelige tømmermænd.
Dew Scented spiller Thrash med stort T, et eller
andet sted mellem The Haunted og Kreator. Absolut min
kop blod! Det rykkede fra ende til anden, med fed
og overbevisende lyd... Så overbevisende at jeg promte
købte deres seneste skive "Inwards", som siden har
været i laserovnen en hel del gange... Da jeg
selvfølgelig ikke kendte numrene på forhånd, kan jeg
umuligt gøre rede for hvilke tracks fra hvilke skiver
der blev leveret, jeg kan bare konstantere at en god
omgang morgen-Thrash er et vidunderligt hjælpemiddel
mod selv de væreste tømmermænd... Check selv
Dew Scented ud når deres nye skive "Impact" rammer
gaden d. 1. september!
(DSW)
Extreme Noise Terror, True Metal Stage, Fredag
Extreme Noise Terror er larm, larm og atter larm! Det var faktisk noget jeg lyttede til i mine unge dage, og det fatter jeg ikke den dag i dag. Men de var da helt sjove og se, deres musik minder meget om gamle Napalm Death i deres "Scum" tid. Der er da også lidt specielt ved dem, da de har to sangere, som skiftes til enten at skrige eller growle. Men mere end 20 min. kunne jeg ikke holde ud; øllene i Paulaner Biergarten trak nu en del mere.
(Keitel)
The Crown, Black Metal Stage, Fredag
Absolut en af de koncerter jeg på forhånd havde
glædet mig rigtig meget til. The Crown lagde hårdt ud
med "Crowned In Terror" og fortsatte et heftigt og
hårdslående sæt, hvor klassikere som "Deathexplotion",
"Under The Whip" og "Speed Of Darkness" blev leveret med
overbevisning. Lyden var rigtig fed og niveauet var
som det skulle være, nemlig højt. Der var ikke rigtig
noget at komme efter... Varen blev leveret... Publikum
var med... Solen skinnede... De resterende tømmermænd
var forlængst drukket væk... The Crown fyrede den af
for vildt... Ak ja, hvilken herlig eftermiddag på
Wacken!
(DSW)
Dismember, Black Metal Stage, Fre
Svenske deathsters Dismember, som nok huskes bedst for plader som "Like An Ever Flowing Stream" og den sublime "Indecent and Obscene", indtog årets W:O:A med halsbrækkende oldschool riffs og døds råbe vokal, som burde have sat tankerne i gang hos Soilwork folkene, efter deres ret så kedelige optræden. Musikkerne bangede deres hoveder til de var blå, mens den efterhånden velpolstrede frontmand, Matti, var lidt tung i røven. På trods af dette må jeg så afgjort komplimentere Mattis vokal, som var ond og brutal, ligesom i de gode gamle Dismember tider. Lyden var fed og showet mere end tilladeligt. Eftermiddagens højdepunkter var ovennævnte titelsang "Like An Ever Flowing Stream", "Pieces", samt afslutnings nummeret "Dreaming in Red", hvilket resulterede i at det veloplagte Wacken publikum gik fuldstændigt amok og kastede sig ud i headbanging en masse.
(causa sui)
Dismember, Black Metal Stage, Fredag
Bandets første optræden på Wacken blev et stort triumftog for de svenske death legender. Dismember lagde ud med en kæmpe stak af de ældre sange, især den legendariske debut "Like An Everflowing Stream" dominerede næsten halvdelen af deres sæt. Desuden var bandet god for to overraskelser, den første var at i stedet for deres sædvanlige bassist Richard Cabeza havde de lånt Necrophobic's rytmeguitarist, den anden var at bandet spillede et nyt nummer fra deres kommende skive "Where Ironcrosses Grow". Nummeret de spillede hed "Tragedy Of The Faithful", og var en fed blanding af de første pladers brutale old school død, blandet med en ultra cool harmoni guitar sektion. En ting jeg ville have ønsket var at bandet havde en eller to sange mere fra "Massive Killing Capacity", hvorfra vi kun fik "Casket Garden". Men da svenskerne afsluttede de brandvarme tre kvarter med klassikeren "Dreaming In Red", var alt tilgivet.
(Bjorn)
Oratory, Wet Stage, Fredag
Oratory var også et af de bands jeg så enormt frem til. De spillede i det helt lille telt, da de jo ikke er så fandens store, og der var da heller ikke vanvittig proppet derinde, men da de jo er fra Portugal, kunne man se en hel del Portugisikske flag derinde. De lagde ud med en forfærdeligt ringe lyd; man kunne næsten kun høre diskant, og da de kun har en guitarist gjorde dette heller ikke lydbilledet bedre. De spillede næsten kun sange fra deres suveræne "Beyond Earth" plade og forsangerinden Ana Lara sang som en gudinde, men hendes optræden var meget amatør agtig, og hun lignede mest af alt en gammel mormor i hendes outfit. Desværre var lyden lige så ringe, hele koncerten igennem, så alt ialt en meget skuffende oplevelse.
(Keitel)
Sentenced, Black Metal Stage, Fredag
Finske Sentenced som altid er god for en gang heavy rock 'n roll beviste endnu en gang hvorfor de så afgjort skal spille på Wacken. Bandet har format! Udover de mega melodiske riffs, så har de Ville (sangeren) som gang på gang udstråler selvbevidsthed og charme. Derudover synger han fanme også ligeså godt på scenen som han gør på skiven, og det er i sig selv en bedrift som mange sangere kunne tage ved lære af. Alt i alt så bestod Sentenced sættet af mange nyere numre, men der var da også overladt plads til de gamle kendinge såsom "The Sun Won't Shine On Me" og klassikeren "Nepenthe", som stadigvæk har sit drive og hit potentiale.
(causa sui)
Primal Fear, True Metal Stage, Fredag
Hvert andet år det samme: Primal Fear til Wacken, så for tredje gang skulle jeg se dette seje Power band fra Tyskland, med en af europas bedste sangere, i form af Ralph Sheepers (Judas Priest's andet valg hvis det ikke havde lykkedes med Ripper). De lagde hårdt ud med en fed tung lyd, rigtig Priest agtig, som de plejer og styrede hele vejen igennem deres energi ladede show.
(Keitel)
Testament, Black Metal Stage, Fredag
Bay Areas fineste tog Wacken med storm! Bandet spillede en koncert fuld af fede klassikere som "Trial By Fire", "Disciples Of The Watch" og "Practice What You Preach" og nyere numre som "True Believer", "D.N.R" og "Low". Jeg var personligt meget spændt på at se hvordan Chuck Billy ville klare det, efter at have været syg af kræft, men manden sang for fuld hammer, bangede som et svin og viste sig fra sin allerbedste side denne fredag. De andre gutter var også i fed form, især bas monster Steve DiGorgio havde et scene show der sparkede seriøst meget røv. Lyden var også, som en undtagelse, sublim helt fra starten, hvilket ikke er en selvfølge på festivaler. Publikum var desuden mødt talrigt op for at hylde et af de bedste Thrash bands på scenen, omkring 20,000 metal freaks smed garnet rundt i takt med de hamrende rytmer. Desværre varede det hele kun en time, men man kan jo altid håbe på at de besøger Wacken igen om nogle år.
(Bjorn)
Testament, Black Metal Stage, Fredag
Det er ikke lykkedes mig at se Testament live siden
den legendariske "Clash Of The Titans" tilbage i 1990.
Siden er der unægtelig sket en del med Testament og
ikke mindst Chuck Billy, der jo har været gennem et
uhyggeligt sygdoms forløb. Chuck virkede da også som
om han stadig var lidt mærket af sygdom, men lagde
alle kræfter i for at levere varen - og den blev
leveret! Det bliv oven i købet til en del
headbanging af og til. Chuck og Co. fyrede et ganske
fedt sæt af, bestående af en lang række klassikere fra
det meste af deres snart uendelige bagkatalog. "Down
For Life", "Over The Wall", "Low", "The Preacher", "Into The
Pit" var bare nogle af højdepunkterne. Personligt kunne
jeg nu godt undvære den noget wimpede "Electric Crown"
fra deres absolut dårligste skive "The Return".
Tilgengæld fik vi heller ikke nogen af deres
"ballader", hvilket passede mig fint. Dog syntes jeg
at et track som "Trail By Fire" manglede. Meeen alt i
alt var det fedt at gense Testament og se at Chuck
Billy ikke har lidt samme tragiske skæbne som en anden
Chuck med efternavnet Schuldiner (R.I.P)!
(DSW)
In Flames, Black Metal Stage, Fredag
Efter den geniale 100% skive, "Reroute To Remain",
var mine forventninger tårn-høje og frygten for at de
mere melodiske tracks fra skiven ikke passede ind i et
sæt med klassikerne fra "Colony" og "Whoracle" lå hele
tiden og lurede i baghovedet. Jeg kan kun sige at
mine forventninger blev indfriet og min frygt slået
ned med hård hånd. "Reroute To Remain", "Drifter",
"Trigger", "Cloud Connected" gik i fin hamoni med gamle
tracks som den klassiske "Episode 666". Lyden var bare
perfekt og publikum var så absolut med. In Flames
leverede et sjældent set selvsikkert show, der sparkede
så eftertrykkeligt meget røv, at selv den største
bong-hjerne med den støreste hængerøv må have fattet
det! Jeg måtte da også fluks købe den
Carlsberg-ligende grønne trøje med undertitlen
"Probably The Best Band In the World". Efter dette
klasse show, er jeg tilbøjelig til at give den ret...
In Flames er bare bedst!
(DSW)
In Flames, Black Metal Stage, Fre
Svenske In Flames var nok festivalens største musikalske overraskelse, i hvert fald hvis man sammenligner med svenskernes beskedne indsats på Wacken 2001. Allerede med åbnings nummeret "Cloud Connected" vidste jeg at denne koncert ville skrive historie. Lyden var tung og brutal, lysshowet var helt fænomenalt, og især flammernes svenske flag og deres lidt nu-metal national sports trøjer samt Anders Fridéns dreadlocks satte for mig at se bandet i et helt andet relief end tidligere. Flammerne lysnede og ligeså gjorde In Flames. Med en god vekselvirkning mellem "Reroute To Remain" og ældre materiale, tonsede de svenske superstars derud af med 100 km/h. Musikerne var generelt tighte og spillede med en helt anden energi end som sidste gang de besøgte Wacken. Anders Fridén skreg sine lunger fulde og svingede sine dreadlocks til højre og venstre, som en anden Jonathan Davies fra Korn. Generelt så spillede flammerne en forrygende koncert, med en masse spændende tekniske, såvel som visuelle effekter. Klimaks på denne aften var da flammerne knaldede deres festfyrværkeri af over Black Metal scenens monstrøse kulisser og bogstavligt talt oplyste hele Wacken!
(causa sui)
Twisted Sister, True Metal Stage, Fredag
Mit absolutte hovedpunkt i Wacken! Jeg har glædet mig vildt den sidste måned efter det blev offentliggjort at de kom med i stedet for Iced Earth. Jeg har fulgt Twisted lige siden "Come out and Play" fra 1985, hvilket var min anden heavy plade overhovedet, og jeg har altid elsket deres enkle Rock'n Roll Heavy Metal, som de kalder det. De vil forevigt være på min top 10 over bedste bands efter den aften i Wacken. Halv snilret står jeg og venter, klar til startskudet "What You Don't Know" og de starter med en halv ringe lyd og Dee Snider synger ikke igennem. - Neeeeeej, skriger jeg, det kan ikke passe, det ødelægger hele min tur hvis de fucker up. To numre mere kører det sådan, men så bliver lyden perfekt, hele bandet skulle åbenbart lige varmes op. Nu kører de derudaf med klassikere som "You Can't Stop Rock 'n Roll", "I Wanna Rock", "Burn in Hell" og mange flere. Især til "We're Not Gonna Take It" går publikum amok - jeg tror heller ikke der er en eneste der ikke kender deres største hit. Som de fleste ved er Dee Snider en af metal verdenens største entertainere, han har publikum i sin hule hånd, og efter over 20 år ser han total frisk ud. De andre (den orig. Twisted Sister besætning) ser dog lidt mere medtagne af alderen ud, men de gør det sgu' godt alligevel, især Mark "Animal" Mendoza kører den sejeste bass jeg længe har set (selvfølgelig efter Joey De Maio/Manowar). Han løber rundt og banker på bassen som en berzerk, og holder rytmen til UG. Formidabelt! Årets oplevelse!
(Keitel)
Twisted Sister, True Metal Stage, Fredag
Twistede Sister som for mange nok må betegnes som hovednavnet på denne fredag aften udførte i mine øjne en jævn optræden på årets Wacken festival. En del skyldtes nok at lyden var meget tynd og slet ikke kunne nå de eksplosive højder som In Flames havde tidligere. Lysshowet var derimod OK. Front mand Dee Snider var da også som altid noget af en farvebombe med sin blanding af pink, grønt og hans halv lange hvide krusede hår. Hans evige faren frem og tilbage mellem publikum og scenen var da også et syn jeg nok aldrig vil glemme. Dog syntes jeg at resten af bandet var lidt for stille stående. På trods af ovennævnte, og især den tynde lyd, blev der alligevel sunget med og især på klassikere som "We're Not Gonna Take It "og" I Wanna Rock" blev der skrålet med til den helt store guldmedalje.
(causa sui)
|
Officiel W:O:A homepage: www.wacken-open-air.com
|
|
