Et skud lykke i mørket
Med deres dansksprogede atmosfæriske black metal har Sunken for alvor fået vind i sejlene. Ikke mindst efter deres seneste udspil, Lykke, som flere på redaktionen havde med i toppen af deres årslister. På udgivelsen glider numrene sømløst ind og ud af hinanden, hvilket gør det særligt interessant at opleve materialet live. Kan den samme opslugende helhed fastholdes, når sætlisten bliver blandet? Eller bliver det netop liveformatet, der gør det mørke, eftertænksomme univers endnu mere nærværende? Én ting er sikkert: Publikum var klar til et skud lykke.
Fimbulvinterens soniske storm
Nogle gange lægger poesiens fugl en klat klarhed på de mindst ventede mennesker. Denne aften havde den digteriske fugleklat ramt en af de rygere, der åbenbart ikke havde fået nok røg til koncerten. Han kom med en rammende analyse, som jeg lovede at citere ham for: “At lytte til Sunken er som at bevæge sig ind i en snestorm.” Det fyger om ørerne på en, og guitarernes feedbackmættede fræs flænser kindernes rødmossede skind. Man kan næsten ikke høre noget for vindens susen, og verden blegner i hvid støj, mens larmen omslutter sanserne. Det gør lidt ondt, men hvis man bliver længe nok i stormen, begynder den at give mening. Man opdager sammenhængene i det, der før blot fremstod som kakofonisk kaos med dissonante disharmonier. Lige dér i orkanens øje befandt vi os til koncerten. Det hele samlede sig i black-metallens mørke svar på verdensaltets symfoni og gik op i en højere enhed. Jeg er personligt stadig ret ny i genren og skal vænne mig til vindstyrken. Koncerten med Sunken i aften førte mig dog et skridt nærmere i retning af stormens epicenter, og det er i sig selv noget af en bedrift. Midt i den melodiske meteorologis poesi var der dog også en del mindre vellykkede sentenser. For eksempel den scenerøg, som Sunken pumpede salen fuld af, så hele forreste række nærmest dryppede af damp. Sigtbarheden var helt i bund, og i stedet for at virke stemningsfuldt blev det mere en gene. Derudover blev det hele undertiden ret monotont, og sidst på aftenen virkede de lange sange søvndyssende.
Sorrig og glæde
Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke gange på rad, som der står i Kingos salme. Albumtitlen til trods var det dog ikke lykke, der fyldte hjerterne til koncerten med Sunken. De formåede at fyge en trykkende følelse af mismod ud over scenen og fange publikum i deres soniske storms disharmoniske symfoni. Jeg følte mig flere gange nærmest hypnotiseret af deres sammensmeltning af kaos og orden, klassisk og moderne, lyst og mørkt. Da man bagefter bevægede sig ud i vintermørket, mærkede man kulden bide både i kinderne og hjertet. Sunken var således den perfekte afslutning på When Copenhell Freezes Over.
