Thirty Seconds To Mars

Tap 1, København S

Officiel vurdering: 4/10

Det mindste spillested

Jared og Shannon Leto er bagmændene til 30 Seconds To Mars, som brødrene begge har været med til at bygge op fra grunden - sammen med Tomo Milicevic - som på denne tour desværre ikke var med, hvilket senere skulle vise sig at være en akilleshæl. Næsten fem år var der gået siden sidste album fra bandet, og med det nyeste album, America, i rygsækken var de nu taget ud på vejene for at vise, hvad de kunne.

The Monolith Tour er den europæiske gren af touren uden opvarmning, så de to en halv times ventetid, fra dørene åbnede til bandet gik på, var meget lange. Selv ikke en gennemspilning af et remix af America fik publikum med, bortset fra dem, som var kommet ud af hulerne til en sjælden koncert.

Man havde valgt Tap1 på Amager som spillested til denne Monolith Tour, og som Jared Leto nævner: Det var det mindste spillested på denne tour, men med det bedste publikum. Jeg har endnu ikke været til en koncert, hvor lige dét publikum var det bedste, som bandet havde oplevet længe, så måske dén udtalelse skal tages med et gran salt. Dog kunne det med at være det mindste sagens mærkes.

Den hellige treenighed

Jeg synes at det, for at få den bedste beskrivelse af denne aften, er nemmest at dele det op i tre dele: Publikum, spillested og band.

Publikum var fra start meget forventningsfulde og havde igennem længere tid i hallen været opsatte på, at festen snart godt måtte starte. Rundt omkring på gulvet lå der spredte shotsrør og tomme ølglas, der bevidnede, at folk havde været i gang i meget lang tid, inden musikken startede. Men da den så endelig gik i gang, var publikum med hele vejen til sidste strofe. Lige fra at synge med, at hoppe med, at være med på scenen, når Jared bad om det, til rent faktisk at blive til koncerten til sidste nummer. Det er sjældent, at man ser, at et band kan holde på publikum i så lang tid. Typisk begynder folk at sive væk inden ekstranumrene, men det var slet ikke i samme omfang ved denne koncert. Måske det kan have noget at gøre med den modenhed, der var lagt for dagen fra publikums side.

Spillestedet er, hvad jeg vil kalde en fuser. Som spillested fungerer Tap1, den nye version, slet ikke. Scenen er for lav, salen er for smal og de forbandede stolper i salen ødelægger ens oplevelse, og hvis man ikke kommer i meget god tid, så man kan komme op foran, så er man næsten prisgivet, hvis ikke man har rundet en meter og 90 og kan skue ud over folk. Jeg forstår ikke, at man vælger at bruge et spillested som dette til en koncert, hvor der kun er to mand på scenen, og som endda er så langt væk fra bare den midterste del af publikum. Lyden var dog heldigvis generelt fin, dog med lidt overgange i mikrofonen, som var lidt mudret, men ellers var der ikke noget at sætte på det.

Tredje og sidste del af treenigheden er bandet. Og her synes jeg faktisk, at koncerten falder til jorden. Der blev brugt så mange gimmicks, som vikingehjelme, store balloner, folk på scenen konstant, plapren mellem numrene og underlige overgange, hvor det at forsøge at høre, hvad Jared sagde, blev meget svært. Samtidig er jeg nødt til at berøre, at Jared ikke kan synge live. Jo, på album og i studie synger han rigtig godt, men ikke på en scene. De brædder, som han bør holde sig til, bør være skrå eller have en fyr, der råber ”ACTION” i tide og utide.

Duer ikke, væk med sig”

Desværre stod oplevelsen i sin helhed på ingen måde til måls med, at vi ikke har set bandet i næsten fem år, og at det så var uden Tomo gjorde heller ikke oplevelsen bedre. Der manglede hele tiden den sidste kant af lyden og samtidig bidrog Jareds spasmageri til, at jeg desværre var skuffet. Det var ikke en helhjertet tilgang fra bandets side til at underholde os som publikum. Der var ikke et helhjertet forsøg på at underholde os som publikum, og dette blev forsøgt skjult bag en masse underholdning og gimmicks, som intet havde med musikken at gøre, i stedet for at fokusere på at levere en ordentlig opførelse af deres materiale. Med det i tankerne kan jeg ikke snige mig op over fire kranier for denne oplevelse.

Kommentarer (3)

Bettina Jensen

30SecondsToMars Tap1

Jeg er kun lidt enig i Jonas Rosvalds anmeldelse; Tap1 er et dårligt spillested til 6500 mennesker.
Opvarmningen bestod af en hel time med en DJ der spillede alt for høj musik, det var alt for længe. Publikum virkede kun interesseret i musikken de 3-4 gange det var 30STM numre der blev spillet.
Tomo Milicevic var, som Jonas nævner, ik med, så det var nok derfor at DJ'en blev på scenen og styrede lyden og lagde playback ind også.
Så er vi herfra dybt uenige. Jared og Shannon var ligeså fabelagtige som de plejer at være. Spillestilen og deres optræden er som den plejer at være. De spillede nye numre og gamle hits. Det er min 4.koncert med 30STM og ikke den sidste. Dog havde jeg ventet at høre Shannon synge Remedy, som han synger på det nye album. Alle de andre jeg kender som oplevede koncerten var også tilfredse. Men man skal nok være fan og ikke koncert anmelder.

Jonas Rosvald

Jonas Rosvald

Tidligere anmelder

Indlæg: 3

Mange tak for din kommentar

Heldigvis er verden indrettet sådan, at vi kan være uenige om en oplevelse, og alligevel være lige gode venner af den grund :) Jeg vil godt give dig ret i, at variationen af de spillede numre var god, men det gjorde ikke selve udførelsen bedre. Nu er jeg selv fan af bandet, nok derfor jeg blev så skuffet som jeg blev. Kanske det havde hjulpet med et bedre spillested, hvor det ikke kun var den forreste del af publikum der fik noget ud af koncerten.

Sofie

Skuffet og enig

(Næsten) enig med Jonas - koncerten i Tap1 levede på ingen måde op til 30stm standarder... Jeg er dog uenig i at Jared ikke kan synge live, lige præcis hans stemme er en af de største oplevelser ved koncerterne, specielt på "stille" numre, men pga. den absurd dårlige lyd på Tap1 faldt det totalt til jorden, fordi man hverken kunne høre hans stemme eller hvad han sang... Jeg har også været til flere 30stm koncerter og glædet mig ustyrligt til denne koncert, netop pga. de andre exeptionelle koncerter de har givet, men jeg blev svært skuffet specielt pga. spillestedet, men også, som du skriver, pga. Jareds gimmicks... Tak for en ærlig og nøgtern anmeldelse.