Megadeth

Megadeth har været en af de hårdest arbejdende arkitekter bag thrash-metallens murværk. Teknisk voldsomt, politisk skarpt og med Dave Mustaines guitar som en gnist, der konstant antænder nye riffs. Deres tidlige plader og især klassikere som Rust in Peace cementerede et sprog i metallen: hurtigere tempi, klinisk præcision og en aggressiv intellektualitet, som mange bands senere byggede videre på. Denne aften trådte de stille og roligt på scenen, som havde de gjort det tusind og atter tusind gange før. Og det er nok heller ikke helt ved siden af. Salen var stadig halvtom, da ”Hangar 18” skulle forsøge at ruske liv i publikum. På trods af spredt begejstring var det tydeligt, at folk altså lige skulle lande denne søndag aften.

Nogle gange er der ikke langt fra rutineret til rutinepræget

Bandet selv var i vanlig stil heller ikke fuld af ballade. De stod relativt stille på deres pladser og leverede riffs og soli, så det var en fryd for øret. Publikum reagerede halvstille men positivt mellem sangene, og gjorde sig ikke de store anstrengelser for at levere selv den mindste pit. På den måde matchede publikum og band hinandens energi rigtigt fint. Bandet spillede, publikum klappede. Ikke så meget hurlumhej. Jeg så nok gerne, at Mustaine fx interagerede lidt mere med publikum, om end det nok er et spørgsmål om at lære en gammel hund nye tricks. Han har aldrig været kendt for at være udadvendt og fuld af pep. Jeg savnede dog alligevel lidt mere. Måske bare at manken ikke skjulte hans ansigt hele tiden, så man kunne se, om han hyggede sig eller ej.

Bandet havde et simpelt men effektivt lysshow med sig som eneste element udover musikken. Det mistænker jeg, har med Disturbeds massive sceneshow at gøre. Der var rent faktisk ikke meget plads til at gøre noget som helst opsigtsvækkende udover at spille blændende. Og det gjorde Megadeth heldigvis hele vejen rundt. Mustaines vokal var lidt tid om at blive rigtig god, men da han først var varm, så forstår man klassikerstatussen. Mäntysaari, der ellers stadig er relativt ny i bandet, viste på guitaren forrygende form og var et godt makkerskab til Mustaines guitar. Også ros i øvrigt til Verbeuren bag tønderne, der stort set var alene om at opildne til mere energi og klap fra publikum – altimens han trommede, som afhang hans liv af det.

Sættet bestod samlet set af numre, som enhver Megadeth-fan kun kan være tilfreds med. ”Dystopia”, ”Peace Sells” (hvor Vic Rattlehead endelig kom på scenen, men forsvandt igen inden han havde nået at gøre en forskel) og naturligvis ”Symphony of Destruction” blev sendt ud over scenekanten med så meget finesse, at det er svært at finde teknisk lige. ”Hangar 18” blev også fremført flot, men det faldt lidt til jorden på grund af det alt for rolige (og begrænset) publikum. Det afsluttende nummer ”Holy Wars” fik endelig en lille begejstret flok til at forme en pit, men det var jo en kort fornøjelse, for Megadeth var færdige, smed en håndfuld plektre til publikum og takkede af.

You’ve been great, we’ve been Megadeth 

Megadeth har gennem årtier leveret liveshows, hvor både teknisk virtuositet og rå energi fylder salen fra kaotiske, moshing-tunge spillejobs i 80’erne til mere polerede, men stadig intense, arenaoptrædener som den vi så i Royal Arena denne aften. Vi fik på det nærmeste en Greatest Hits sætliste, så selv hvis afskedsturnéen ikke svinger forbi Danmark næste år, så er jeg fint tilfreds, hvis dette skulle blive den sidste omgang i Megadeths manege. På trods af et noget stillestående publikum og band, spillede Megadeth præcis lige så dygtigt, som de plejer og uden en masse staffage og show. Det er jeg til gengæld sikker på, at hovednavnet har taget med sig.

Sætliste

1. Hangar 18
2. Dread and the Fugitive Mind
3. Sweating Bullets
4. Dystopia
5. We’ll Be Back
6. Tornado of Souls
7. Mechanix
8. Peace Sells
9. Symphony of Destruction
10. Holy Wars… The Punishment Due

8/10

Disturbed

Disturbeds album The Sickness er som nævnt hele årsagen til, at vi var sat i stævne denne aften. Albummet har solgt mere end 5 millioner eksemplarer og har opnået lidt af en klassikerstatus indenfor hard rock og nu-metal. Aftenen bestod derfor af to sæt, hvoraf det første indeholdt sangene fra The Sickness og det efterfølgende sæt af deres udvalgte greatest hits. Og hvor Megadeth desværre måtte optræde for halvt fyldt sal, så kunne Disturbed heldigvis troppe op til et fyldt Royal Arena, og stemningen var god blandt de fremmødte allerede inden bandets grafik på lærredet teasede, at koncerten snart skulle starte.

Spread the Sickness

Så snart bandet gik på scenen, blev det åbenlyst, hvor meget mere show vi stod over for her. For Draiman blev kørt ind på scenen i spændetrøje og maske a la Hannibal Lecter, blev befriet af båren, gnister sprang fra scenen og han gik sit publikum i møde, der omfavnede ham med jubel. Allerede fra de første pompøse toner af ”Voices” over ”The Game” og den moshpit-fremkaldende banger ”Stupify” blev stilen lagt. Men bandets største hit ”Down With the Sickness” satte ekstra ild til publikum, der skrålede og hoppede, som var der ingen i morgen.

Man kunne godt frygte på forhånd, at det største hit så tidligt på sætlisten ville være en kæmpe fejl. Også selvom det jo er sådan det er, når man spiller hele albummer. Man kan sige meget om Disturbed, men de lader hverken hinanden eller publikum trække vejret, og holdt i den grad alle til ilden hele sættet igennem. Draiman både sang og urgh urghede sig igennem alle numrene med samme præcision som en urværk, og bandet bag ham spillede tight, med lethed og flabede smil om læberne.

Inden det sidste nummer i første sæt, ”Meaning of Life” fik vi endnu en runde teater. Denne gang skulle Draiman simpelthen henrettes i den elektriske stol. Men den voldsomme strøm gav blot forsangeren yderligere liv, og med et dystert skurkegrin styrede han sidste nummer i hus. Og selv her efter en times sang og opildnen til ballade, så lød Draiman stadig forrygende, og den ekstra tyngde som sangene fra The Sickness fik, klædte dem.

Den efterfølgende 20 minutters pause inden næste sæt, var for nogle blandt publikum perfekt anledning til at få skyllet ganen og tømt blæren, andre var skuffede over, at bandet ikke bare kløede på og holdt tempoet kørende. Andet sæt var en portion alt godt fra havet – hvoraf højdepunkterne var de to covernumre nemlig Genesis’ ”Land of Confusion” og Simon og Garfunkels ”The Sound of Silence”, der som det eneste nummer denne aften ikke inkluderede Draimans både ikoniske og særprægede lydeffekter imellem hver sætning. Begge sæt igennem var der flot lysshow, masser af ild på scenen, og sidste halvdel havde også selskab af en kæmpe udgave af ”The Guy”, der tronede bag bandet – og ikke mindst en flabet attitude fra hele bandet. Ja, selv trommeslageren Mike Wengren uddelte så gedigne klø til sit trommesæt, som var han Lektor Blomme, der havde fået fingre i en uvorn unge.

Disturbed er faktisk meget mere end et The Sickness-band

Sammen gik Disturbed og publikum igennem den musikalske galskab, der er The Sickness. Albummet virker stadig pit-inducerende selv 25 år efter dets udgivelse. Publikum lod sig rive med – både af de tunge rytmer og af nostalgiens vingesus. Det var en fornøjelse at være i selskab med et publikum, der både skråler med på eksempelvis ”Bad Man” og stille lader sig henføre igennem den mere intime stemning i ”Sound of Silence”, hvor mobiltelefoner lyste hele arenaen op. Disturbed beviste dermed på smukkeste vis, at de er meget mere end et The Sickness-band – de har masser af numre at fyre på deres greatest hits-sæt, det er bare ærgerligt i mine øjne, at så vælger at bruge hele to pladser på covers. Også selvom de er gode. Den fulde oplevelse var dygtigt sammensat - så meget ild at enhver pyroman må have våde drømme om koncerten, solide numre spillet fremragende og hovedpersonen, Draiman, lød imponerende fra start til slut.

Sætliste

Første sæt

1. Voices
2. The Game
3. Stupify
4. Down With The Sickness
5. Violence Fetish
6. Fear
7. Numb
8. Want
9. Conflict
10. Shout 2000
11. Droppin’ Plates
12. Meaning of Life

 

Andet sæt

1. I Will Not Break
2. Ten Thousand Fists
3. Bad Man
4. Land of Confusion
5. Indestructible
6. The Sound of Silence
7. The Light
8. Inside The Fire

8/10