Nu-metal-overlevere med mere på hjerte end nostalgi
Det californiske band Papa Roach brød for alvor igennem omkring årtusindskiftet med Infest og ikke mindst megahittet “Last Resort”, der for mange af os blev soundtrack til teenageårenes vrede, frustration og følelsen af ikke helt at passe ind. Men hvor mange af deres nu-metal-kolleger enten brændte ud eller stivnede i nostalgi, har Papa Roach formået at udvikle sig med tiden. De har bevæget sig gennem alternativ metal, hardrock og moderne arenarock uden helt at miste den rå nerve, der gjorde dem store i første omgang. Formåede de mon at balancere sættet mellem det nye og det gamle?
Fællessang, sved og følelsesmæssig forløsning
Pladsen foran Helviti kan rumme utroligt mange mennesker. Det var der også brug for, da Papa Roach spillede op til dans med ”Even If It Kills Me”, for folk var stimlet sammen og skrålede straks med, mens flammerne dansede. For ja, der var stadig masser af pyro og masser af riffs og syng-med-venlighed. Og det blev leveret med præcis den mængde energi, der skulle til for at få selv de mest trætte festivalben til at hoppe igen. Men det, der er vigtigst at fremhæve her, er forbindelsen til publikum.
Jacoby Shaddix er stadig bandets ubestridte centrum, og han udgjorde koncertoplevelsens bankende hjerte. Han stormede scenen rundt med samme rastløse energi som i 00’erne, men hvor han tidligere kunne fremstå som ren aggression, udstrålede han denne dag noget mere nuanceret: erfaring, nærvær og en næsten terapeutisk kontakt med publikum. Han søgte tydeligt ud mod crowden, sang med publikum, talte om mental sundhed og gjorde den ellers store festivalplads overraskende intim. Han virkede oprigtigt taknemmelig for både fremmøde og energi og fortalte flere gange om, hvor stolt han er af den rejse, de har været på som band. Og det fede ved præcis Shaddix er, at selvom han snakker en del mellem sangene, så bliver det aldrig prædikende eller for indøvet. Han lignede og lød som en glad hundehvalp, der endelig havde fået et ben.
Vi fik så sandelig fornøjelsen af et greatest hits-sæt denne sene og meget varme eftermiddag. Vi fik ”… To Be Loved” med sit medrivende omkvæd, vi fik ”Getting Away With Murder”, der fik alle til at hoppe og springe, og vi fik ”Braindead” med hjælp fra Brixton Shaddix, Jacoby Shaddix’ søn, og vi fik de følelsesladede ”Scars” og ”Help” og den rørende ”Falling Apart” og og … Det var en fryd, for uanset hvad bandet gik i gang med, så var publikum klar til at danse med dem. Bedst af alt var det, da bandet skruede op for deres såkaldte ”Nu Metal Time Machine” i slutningen af sættet. Først fik vi ”Between Angels and Insects”, så fik vi en bid af Korns legendariske ”Blind”, Deftones’ ”My Own Summer”, Limp Bizkits ”Break Stuff”, System of a Downs ”Chop Suey”, og ikke mindst fik vi naturligvis deres eget allerstørste hit, ”Last Resort”. Sidstnævnte sang har efterhånden vokset sig større end bandet som et sandt generationsråb. Hele vejen igennem denne bid samledes de mange fremmødte som et gigantisk kor og blev en del af koncerten. Der er en selvsikkerhed i Papa Roach anno 2026. I mine øjne er det et band, der ved præcis, hvilke knapper der skal trykkes på. Og knapperne virker.
Musikalsk virkede bandet mere sammenspillet end nogensinde. Jerry Hortons guitararbejde leverede de velkendte riffs med kirurgisk præcision, mens Tobin Esperance og Tony Palermo udgjorde en rytmesektion, hvor alt blev holdt stramt og tungt. Det var måske ikke teknisk flashy, men det var godt nok effektivt.
Nostalgien er en tung kraft
Koncerten på Copenhell føltes mindre som et nostalgishow og mere som et følelsesmæssigt gensyn med en gammel ven. En ven, der stadig råber lidt for højt, stadig hopper lidt for voldsomt, men som også har lært noget undervejs. Og når tusindvis af mennesker skriger “Cut my life into pieces” tilbage mod scenen, går det op for én, hvorfor bandet stadig betyder noget. Nogle sange bliver ikke gamle. De bliver bare en del af os.
