Hvor’ du fra? Er det havnen?
Det er efterhånden blevet relativt let at gætte, hvor i landet danske hardcorebands har deres ophav. For hvis det er noget andet sted end Aalborg, så må det enten være en anden genre forklædt som core eller af ringe kvalitet. Så skarpt og karikeret er Danmarks genrelandegrænser selvfølgelig ikke trukket op i virkeligheden. Og så alligevel står vi her igen med endnu et aalborgensisk post-hardcoreband. Omsorg sagde sætningen “Vi hedder Omsorg, og vi er fra Aalborg” mere flittigt end et barn, der lige har lært sit navn og alder. Det kan jeg sådan set godt forstå, for alene deres ophav sætter forventningerne højt. Nu var spørgsmålet så, om de kunne leve op til dem.
Plejehjemmet Omsorg
Koncertens første indtryk var en diskrepans mellem det visuelle og auditive. En blomsterpragt prydede bagtæppet og fik det til at ligne et kasseret design til et Royal Copenhagen-stel. Navnet Omsorg gjorde heller ikke meget for at modarbejde illusionen om, at vi var i ældreplejen, og mangt et pensionat ville kunne bruge bagtæppet som logo. Men så kom musikken og smadrede forventningernes musselmalede porcelæn.
Det var kompromiløs hardcore med højt tempo og endnu højere knytnæveslag mod den forbandede sol, som udsendte stikstråler af varme mod folket. En skyggefuld stund i Gehennas lund var lige, hvad man havde brug for… men ørerne kom man til gengæld ikke til at hvile! Der var ikke et eneste stille moment under koncerten, og pitten var konstant i omdrejninger. Ja, faktisk var pitten så heftig, at man åbenbart skulle have cykelhjelm på for at være med. Det har jeg godt nok aldrig set før, men det er da egentligt en fin idé. Vokalen var todelt mellem glammende bjæffen og skingre skrig, der sendte os direkte til tinnitus-afdelingen på eksempelvis “Bound By Blood”. Disse skrig blev for det meste krænget ud over stærkt skinnende tandpastasmil, og man kunne fornemme, at bandet besad en stor spilleglæde. Der var dog to momenter, hvor smilene endte i mere alvorlige miner. Første gang, dette skete, var, da en sang blev dedikeret til en person, som fik en tidlig udgang fra livet, muligvis for egen hånd. Hardcorens hårdtslående genre går ofte hånd i hånd med en lige så hardcore sårbarhed. Tårerne satte sig både i øjenkrogene og på stemmen. Huden var skrællet af følelserne, så deres sår i sjælen frit kunne bløde ud over scenen, og det var så nært og ægte, at jeg fik gåsehud. Samtalen om mental sundhed er evigt vigtig, og det er smukt, at flere og flere tør tage teten, især på scenen. Senere fik piben en lidt anden lyd, da Puke Wolfs forsanger havde en gæsteoptræden i pitten. Hans vokal passede godt ind i lydbilledets skramlede landskab, så samarbejdet gav fin mening. Rytmerne rustede ud af Omsorg, og ikke et eneste beat sad forkert. Guitarriffene og basbunden gled til gengæld lidt i baggrunden, så man ofte helt glemte deres tilstedeværelse i bandets lydlandskab… men man ville selvfølgelig have savnet dem, hvis de ikke havde været der. Lyden var generelt overraskende god for Gehenna og skar igennem som en slagterkniv i smeltet smør. Koncerten havde næsten den perfekte længde… måske var den blot et nummer for lang. For selv den bedste hardcore er hård at høre på i længere tid. Til sidst var man blevet godt smadret, selvom pittens centrifuge ikke havde suget mig ind.
Et kaotisk klangunivers
Har du hørt om Klanguniverset? Det er sonisk terapi, som kan læge både sjæl og legeme blot ved en enkelt, rungende tone. Omsorg må være det modsatte: Ikke klangterapi, men tonetortur. For trods mine nyindkøbte ørepropper ringede hele verden efter deres koncert… og jeg tror ikke, at det var universets symfoni, jeg hørte. Hvis man ikke kendte til genren, ville dette lyde som kritik, men for et tykpandet hardcorehoved som mig er det tværtimod den største ros. Jeg kunne have savnet mere variation på bas- og guitarsiden, og det blev til tider lidt ensformigt. Det, der dog løftede det op, var de emotionelle momenter midt i al solskins-hardcoren. Vi må aldrig stoppe samtalen om selvmord, og selv, hvis du ikke gik hjem med andet fra koncerten, formåede de i hvert fald at cementere disse råd: Tjek op på dine venner og dig selv. Flere mennesker ville savne dig, end du tror.
