Et skeptisk sind
Copenhell vil gerne have mere diversitet og ikke mindst flere kvindelige performere. Et både forståeligt og nobelt mål, og umiddelbart skulle man tro, at sydamerikanske Dogma var den perfekte start for den ambition på festivalens allerførste koncert i 2026. Når man dykker lidt ned i projektet Dogma, så finder man desværre ud af, at det i virkeligheden er et kvindeligt boyband skabt af tre mænd, der har skrevet og indspillet alt undtagen vokalen, for derefter at samle en flok kvindelige musikere til at spille koncerter. Ydermere har der uagtet bandets korte levetid konstant været udskiftninger i besætningen og en masse online bøvl mellem fyrede medlemmer og folkene bag projektet. Så lad os bare indrømme, at det var en forholdsvis skeptisk anmelder, der stod klar tidligt onsdag foran Pandæmonium.
Hvad er meningen?
Med kun et enkelt album fra 2023 i kataloget og nogle få singler siden havde de fem letpåklædte nonner i corpsepaint heller ikke meget materiale at tage fra. Vi fik derfor en blanding af sange fra 2023-albummet mixet med de nye singler. Alt sammen var melodisk heavy metal skåret over samme skabelon. De fleste sange var godt sovset ind i keyboards, men der var ingen keyboardspillende nonne på scenen. Vi fik tidligt i sættet den spritnye single "My Matricidal", men det var desværre kedeligt melodisk/episk metal fra samme hylde som alt det andet.
Gruppens største hit er et cover af Madonnas ”Like A Prayer”. Den blev afleveret lige så uinspireret som resten og endte med at blive en deprimerende uoriginal metalversion af dette fantastiske popnummer. Heldigvis varede Dogmas version kun fire minutter. Bedre gik det trods alt med ”Father I Have Sinned”, som havde et utroligt catchy omkvæd. Det nummer blev i øvrigt introduceret af den ellers godt syngende nye forsanger Lilith, med et ’I need a father because I have sinned'. Kan det blive mere fabrikeret? Det var i det hele taget svært at se, hvad Dogma-projektet går ud på. Hvad er det for en historie, de vil fortælle? Der er langt op til Ghost, derfra hvor Dogma står.
Den eneste af de dogmatiske nonner, der besad en lille smule smittende karisma, var bassisten Nixe, der da også har været med fra starten af projektet. Hun kunne godt ligne Dani Filths bastardunge, og det er vel for helvede meningen, at det skal være lidt ondt også? Der var da enkelte riffs, der kunne lidt, for eksempel i "Pleasure From Pain". Desværre var det nummers højdepunkt en lækker keyboardsolo, der blev fremført af ikke nogen. Efter bare tre kvarter var det heldigvis slut, for hvis der foregik noget som helst ægte, imens Dogma lallede rundt på scenen, beklager jeg meget at have overset det.
Kvindelige boybands er ikke vejen frem
Vi var blevet lovet ’kraftfulde riffs og kompromisløs sensualitet’, men det vi fik serveret, ville Thomas Treo formodentlig kategorisere som narrefisse. Personligt nøjes jeg med at konstatere, at Dogma var en sølle omgang kunstig pseudoseksualitet. Riffs med gennemslagskraft var der sgu heller ikke meget af. Der er megen snak om metallens fremtid i disse år. Dogma viste os, at generiske kvindelige boybands ikke er vejen frem.
