Et landkort uden linjer
Mange folkeslag er samlet i Calva Louise. Bandmedlemmerne repræsenterer både Venezuela, Frankrig samt New Zealand – og så mødtes de endda i England, for at gøre det endnu mere internationalt. De mange forskellige tunger taler dog ét fælles sprog: nemlig musikken. Med tonerne samler de deres forskellige veje i livet på samme landkort … et landkort, hvor de trods mange hjem aldrig rigtigt føler sig hjemme. Denne følelse af fremmedgørelse er et af hovedtemaerne (blandt mange andre) i det univers, som Calva Louise har skabt sammen. Hvis man for alvor vil fordybe sig i dette, eksisterer der både graphic novels og videoer af bandet, der fortæller karakteren Calva Louises historie. Det er noget helt andet end Anders And-jumbobogen … men nu er spørgsmålet, om de kan fortælle historien lige så levende live.
På skælvende grund
Naturkatastrofers force majeure ryster os i vores grundvold. Meningsløsheden melder sig sammen med magtesløsheden: For der er ingen at bebrejde, og de overlevende lever med en livslang skam over at være tilfældigt udvalgt til livet. Sådan en katastrofe ramte Venezuela i forgårs. Det var således med grådkvalt og bævende stemme, at forsanger Jess Allanic mindedes ofrene fra jordskælvet. Det udløste en flere minutter lang applaus med publikum samt et udråb, der gik direkte i hjertet: ‘We got you!’ Det var en smuk udvisning af sammenhold og medmenneskelighed på tværs af sprog og kulturer, som understregede Calva Louises lyriske tematikker.
Den nerve, som viste sig i denne tale, blev dog kun delvist spejlet i musikken. Storhittet “Aimless” samt nummeret “Hate in me” viste bandet fra deres bedste side, når råstyrke og sårbarhed kolliderede. Allanics stemme egner sig både til clean sang og fry screams, og her fungerede det sidstnævnte klart bedst. Desværre var musikkens nerve paralyseret på flere af de andre numre. Bandet forsøgte ihærdigt at få liv i den igen med bassen som pacemaker, men desværre havde det den omvendte effekt. Lydbilledet druknede nærmest i bas, og efter gentagne gange at have tigget om mere bas var dette en påmindelse om at være varsom med sine ønsker. Bassen blev brudt af enkelte klaverpassager, som først virkede kejtet og malplaceret. Som koncerten fremskred, begyndte disse dog at indfinde sig bedre i kompositionerne, og Allanic kender bestemt takt og tone på tangenterne, særligt under “Hate in me”. Det instrumentale måtte gerne have fyldt mere, for de elektroniske elementer overtog ofte lydbilledet og druknede de ellers fine instrumentalpræstationer. Publikum tog fint imod bandet, men en moshpit blev det ikke til, selvom der var små enklaver af pits spredt gennem publikummasserne. En af disse pits bestod af to, der dansede en ukoreograferet vals til musikken. Så tror man lidt på kærligheden igen. Der er ingen tvivl om, at vi var sammen om at støtte Calva Louise-projektets indhold, men desværre forekom formen ufærdig. Der var ligeledes noget usikkert famlende i deres nærvær på scenen. Jeg skal være den sidste til at dømme nogen for sceneangst, og så alligevel: Usikkerhed smitter og gør, at man tror mindre på projektet. Calva Louise består af unge mennesker, så de skal nok komme efter det. De har spillet sammen siden 2016, men deres bredere popularitet med festivaloptrædener er relativt ny. Et beroligende råd: Det bliver nemmere med tiden, og publikum er i hvert fald klar til at gribe bandet.
I samme båd, men hvorhen?
Man kan komme langt ved at have hjertet på rette sted, men desværre ikke hele vejen. Calva Louise er et interessant projekt, som blander både historiefortælling, fantasi og den virkelige verdens politik ind i deres musik. Allanics citat om, at de var ‘a weird band with weird members who should not coexist, but do’ virkede rammende for koncertoplevelsen. Ikke fordi de forekom underlige, men fordi vi alle fandt sammen om en favnende forskellighed under de lange klapsalver ved talen om Venezuela. Det viste, at vi alle er i samme båd. Men desværre kom denne båd ud af kurs med Calva Louise som navigator, for det virker ikke, som om de helt har fundet koordinaterne for den retning, de vil sejle med deres musik. I havn kom vi dog, mest båret af Allanics screams. Hvis de dyrker den brutale sårbarhed som på “Aimless” samt skruer ned for bassen og sceneangsten, skal de nok kunne blive et etableret kultband.
