Fordøjet af livet
Tidens tand skåner ingen. Den bider sig fast og gumler os møre, til vores korpus er gnasket til hakkebøf, og vi synker ned i dødens svælg for at fordøjes i glemslens bug. Der er intet som et jubilæum til at fejre vores dødelighed, og da der nu er gået 15 år, siden Copenhell for første gang slog portene op, var et jubilæumsshow på sin plads. Meningerne har været mange og delte om de kunstnere, der skulle optræde til showet. Ligeledes vakte det en del furore, at jubilæumssangen af John Cxnner lænede sig så langt væk fra metallen og ind i technoens elektroniske univers. Nu skulle det blive spændende, om alle de korslagte arme ville blive til horn mod himlen, eller om showet ville blive mødt med mere hovedrysten end headbanging.
Adgang til himmel og helvede
Med jubilæet markerer vi også, at en del af os er blevet nogle gamle røvhuller. Selv havde jeg min debut på festivallen i 2011, da jeg lidt ironisk fik billetten i konfirmationsgave. Dengang var det hele noget mindre, alt forekom en smule skramlet, og det eneste veganske madtilbud var popcorn. Der er sket meget siden, og ved et jubilæumsshow vil man gerne have mulighed for at svælge en smule i nostalgi og minder om de gode, gamle dage. Det fyldte desværre bare ikke særligt meget i dette show. Til gengæld åbnede det med det, som mange har været ærgerlige over at misse: Twisted Sister med storhittet “We’re Not Gonna Take It”. Det var et velspillet cover, som fik energien godt i gang. Indslagene med Ozzy-covers (hold selv her et minuts stilhed) var ligeledes solide, selvom ingen helt kan genskabe mørkets prins’ herredømme. På et tidspunkt blev det dog en smule trættende hele tiden at blive præsenteret for nye covers, da showet trak i langdrag. Det virkede, som om alle, der nogensinde har sluppet en vind på den danske metalscene, skulle have en chance for at optræde. I grunden en sympatisk tanke, men det kom til at trække længere ud end ventetiden på busserne. Der var dog flere højdepunkter. Særligt stod Krøyers bidrag ud, og hun forstår i sandhed at eje selv den største scene. Ashes Of Billy holdt ligeledes deres sædvanlige høje niveau, og jeg kunne sådan set blive ved med at nævne mindeværdige optrædener. De poppede op på scenen som Pokemons, og det var i sig selv en underholdende effekt … hvis den ikke var blevet gentaget så mange gange. Især var det en smule opslidende, da DJ’en blev ved med at skifte mellem sange. Man nåede knap nok at glædes over genhøret med de gamle gengangere, før der blev skippet til en ny sang. Vi sang med det første stykke tid, men til sidst var det en lidt enerverende at skulle være så omstillingsparat. En sang, som vi dog fik lov til at dvæle ved, var John Cxnners “Hellwalkers”. Den har enkelte delelementer, som fungerer, men minder ellers ikke særligt meget om metal. Bevidst om at jeg nu lægger hovedet på huggeblokken, så er det i min optik lidt bizart ikke at vælge et metalnummer til at markere jubilæet for en metalfestival. Ja, ja, metal- og rockfestival, men der må være en vis grænse. Techno kan være fængende, men det skal gerne være en del hårdere end dette for at have sin eksistensberettigelse her. John Cxnner er som kunstner et interessant navn, og jeg bifalder hans eksperimenterende tilgang til musikken. Jeg ville blot ønske, at han var gået længere ind i mørket og havde skabt et tungere nummer.
Glem ikke rødderne
Ikke blot var det et langt show, men det trak endda ud, så Gaerea måtte skubbes en smule. Det er en kunst at vide, hvornår man skal stoppe. Den kunst mestrede jubilæumsshowet ikke. Mens tidens tand gnaskede os, blev vi overmætte af coversange. Der er mange ufatteligt dygtige kunstnere på den danske metalscene, men vi havde måske ikke behøvet systematisk at gennemgå dem alle sammen. Technometal bliver aldrig mig, og alene derfor vil nogle nok kalde mig gammelsur. Men nu skulle vi jo netop også markere, at vi alle var blevet 15 år ældre. Det er skønt, at der sker nye ting inden for metallens verden, og at så mange nye kommer til. Men vi må ikke glemme genrens rødder – særligt ikke til et show, der skulle hylde festivalens historie.
