Foto: rolfrawphotography.dk

Copenhell 2023 - Zeal & Ardor

Refshalen, København

14. juni 2023

• Headliner: Zeal & Ardor

Officiel vurdering: 10/10

We make angry music

I en musikgenre som metallen, der nu har over 50 år på bagen, er det efterhånden sjældent, at der dukker kunstnere op, der for alvor stikker ud. En af dem, der ikke bare har formået at skabe noget nyt og banebrydende, men også noget virkelig, virkelig godt, er Manuel Gagneux med sit Zeal & Ardor-projekt. Helt fra starten har vi her på Heavymetal.dk været svært begejstrede for hans unikke kombination af black metal, slavesang og electronica. Ikke mindst når det foregår live (det med black metal vender vi lige tilbage til). Gruppen har gæstet Danmark flere gange siden den fremragende debut på Copenhell i 2018, og vi har endda haft mulighed for at interviewe det fåmælte geni bag projektet. Her måtte vi konstatere at han er mere spændende på plade og til koncert, end når han skal snakke om sig selv. Forventningerne var store her ved den sidste Pandæmonium-seance på festivalens første dag.

Det her, det var det rigtige Copenhell

Og er du da vanvittig, hvor levede Manuel & co. op til de høje forventninger. de selv har skabt – og mere til. De stillede op, som de plejer, med hele bandet, undtagen trommeslageren, klædt i kutter og linet op på række helt fremme ved scenekanten. Og så var det ellers i gang med et brag. ”Church Burns” og ”Götterdämmerung” var et et-to stød til kæben, og en koncertstart få bands i dag kan leve op til. Specielt ”Götterdämmerung” var imponerende. Stadig den unikke Z&A stil, men samtidig formåede de at lyde mere tysk og tung end selveste Rammstein. De fik endda smidt et lille melodisk Iron Maiden-stykke ind i det nummer også.

Der er med andre ord ingen, der laver metal som Z&A, og det fortsatte koncerten ud. Stemningen var fantastisk, hele pladsen foran Pandæmonium var fyldt godt op, især i betragtning af at Parkway Drive og de danske darlings, Iotunn, var i gang samtidig. De mange mennesker og den oppiskede stemning påvirkede den normalt meget reserverede Gagneux så meget, at han, som koncerten skred frem, udviklede sig til et decideret snakkehoved. Det var en fornøjelse at opleve en så ægte entusiastisk og ukrukket reaktion fra en stjerne i svøb. Det var vi nok mange, der havde brug for efter oplevelsen med Mötley Crüe tidligere på aftenen…

Den monotoni, der godt kan snige sig ind på Z&As albummer, var der intet af her. Vi fik en time med fuld knald på, leveret af et ekstremt tight band, det hele styret af en knalddygtig og pludselig nu også utrolig karismatisk frontmand i Manuel Gagneux. Man kan selvfølgelig godt diskutere, hvor meget black-metal der reelt set er blandet ind i gruppens mageløse metal-mix, der er mere groove- end black metal. Der var dog tilsyneladende ikke ret mange foran Pandæmonium scenen, der gik op i den slags flueknepperi. ’Cheers to you fucking insane people’ sagde Gagneux med et kæmpe smil, mens han tog en tår af sin Tuborg Classic, hvorefter han introducerede ’another angry song’. Det blev til en mageløs version af ”Death To The Holy”. ’Fuck, hvor er de gode’, var der en ung mand der udbrød bag mig, og det havde han så inderligt ret i.

Jeg har set fremtiden

Der er meget snak i disse år om metallens fremtid. De aldrende, og for nogles vedkommende falmede, hovednavne på dette års Copenhell-plakat, har kun forstærket den debat. Gennemsnitsalderen for publikummet til Zeal & Ardor var helt sikkert under de 42 år, der ellers er gennemsnittet for Copenhells gæster. Bedømt på den magi, som bandet og publikum her skabte sammen, tyder det på, at metallen har en smuk fremtid.