Bokassa

De norske stonerpunkere i Bokassa kalder sig selv ‘The Sassiest Cats of Rock Since '13’, og der kan sgu sagtens være noget om snakken. Frontmand Jørn Kaarstad var i hvert fald ikke bleg for at slynge drillerier og jokes ud til dansken på gulvet, med glimt i øjet og beundringsværdig karisma.

Karisma kan desværre ikke bære alt. Da Bokassa, efter en tirade af citater fra blandet popkultur (og et par fra Volbeat) over PA-anlægget, kom på scenen med åbningsnummeret “Charmed & Extremely Treacherous”, viste de første problemer sig. De havde energien med sig, men vokalen led under en skør, mekanisk effekt – måske et levn fra deres meme-fyldte intro – og et generelt meget mudret lydbillede 

Det blev heldigvis bedre allerede på andet nummer, ”Retaliation”, men helt godt blev det aldrig. Særligt trommerne lød, som om de var fyldt med grød, og flere gange måtte vi bevidne, at taktskifte kan være svært og medføre fejl.

Spilleglæden var dog til stede, det skal man ikke tage fejl af. Nummeret “Walker Texas Danger”, som ligger et finurligt sted mellem Sum41 og Mötorhead, gik rent ind hos publikum. Der var virkelig god publikumskontakt fra Kaarstad, og selvom han troede, at danskere hader Norge, fik han hurtigt fanget den ægte fjende og dedikerede det hårdtslående punkcorenummer “Mouthbreathers Inc.” til svensken. 

Energien var således på niveau med et gymnasierockband, men det var den musikalske kvalitet desværre også. Kor og clean vokal faldt helt til gulvet og kunne til tider decideret skære i ørerne. En skam, for på bandets indspilninger er de punkede 'wåuååhs' virkelig fede og giver ekstra dynamik til sangene. Det kom dem dog til gode, at det var den første koncert, de spillede uden for Norge i en rum tid og den første koncert med Clutch på deres Europaturné. Forhåbentlig kommer spilleevnerne, når bandet er varmet op og har rystet lidt af den norske rimfrost af sig, til at matche deres karismas høje niveau

5/10

 

1000mods

 

De græske tungrock- og stonerkonger kom noget anonymt ind på scenen, og deres underspillede attitude virkede næsten genert. Frontman Dani G. gav et hurtigt og noget mumlende ‘we are 1000mods’, inden de satte fra og gik ind i det hæsblæsende og dansevenlige track “Electric Carve”. 

Desværre vokser oliventræerne ikke ind i himlen. Selvom 1000mods spillede fænomenalt på deres instrumenter, kunne de ikke undvige den samme grødede lyd, som havde spøgt hos Bokassa. Trommerne havde svært ved at trænge igennem suppen, og vokalen lød ofte, som om den skulle presses igennem et vådt viskestykke, inden den kom ud til publikum.

Trods tekniske problemer var den sortskæggede trio ukuelig i sin spilleglæde. Det er altid en fornøjelse at se en trommeslager med højt niveau af animation i både ansigtsmimik og kropssprog, og Labros G. var lige så dygtig til at give et godt fjæs, som han var til at holde takten til 1000mods dominerende grooves. 

Bandet inviterede os til rock'n'roll, men skal du være rockstjerne, kræver det mere end blot at kunne spille fedt på dine instrumenter. Aftenen igennem savnede denne anmelder en del publikumskontakt. Ja, det gode folk på gulvet talte mere til 1000mods, end de talte til os. Der var utrættelige tilråb og jublen, men genertheden hos de gæve grækere lod til at overvinde dem. 

Musikken kan dog godt tale for sig selv, når den er fed, og da det velkendte riff i det forlængede introstykke i “Low” sluttede, og nummeret gik ind i sin vilde fase, behøvede vi ingen ord for at få festen i gang. Trods lidt kludder med kor og strengeinstrumenter, der gik lidt skævt af hinanden, føltes “The One Who Keeps Me Down” som et absolut triumftog, og herfra steg energien kun yderligere. Publikum tog det hele ind, og der var så mange, der hoppede og dansede med, at hele gulvet rystede under bevægelsen af kød og blod.

Trods dårlig lyd i Store Vegas haller kunne 1000mods stadig spille et mandagsbetonet publikum op i gear, og det i sig selv er en stor bedrift. Denne anmelder fandt dog ofte sig selv tænke tilbage til 1000mods sidste koncert på Stengade i 2024, der i minderne fremstår som en langt stærkere oplevelse. Der er bare noget over de små, dunkle scener, der passer bedre til stoner end Vegas aflange passage. Måske ville 1000mods være enige, for de afsluttede deres sæt efter blot 38 minutter med en hurtig gennemspilning af deres største hit, “Vidage”. En skam, for det er et godt nummer, der fortjener alle tæt på ni minutter, som det varer på skiven.

7/10

Clutch

Flot skæg, flottere stemme

De amerikanske hardrock-stormestre har gæstet Danmark mangen en gang, og denne anmelder har været med, hver gang muligheden bød sig, om det så var på Vega, Roskilde Festival eller Copenhell. De bluesinspirerede højtflyvende vokaler og de rock’n’roll-betonede tunge riffs, der udgør Clutchs repertoire, lander altid klokkerent. Det var altså med en god portion kærlighed og forventning, at undertegnede stod klar til genforeningen med Neil Fallons mægtige skæg og hans endnu mægtigere stemme.

Selvom Chuck Browns udødelige klassiker “We Need Some Money (Bout Money)” ikke er den værste sang at blæse over PA’et (også den gældende medleyversion), mens publikum ventede på, at bandet trådte ind på scenen, så trak Clutch den godt nok denne mandag aften. Interessen for at klappe, råbe, fløjte og generelt have gluggerne på scenen dalede løbende, og til sidst befandt de fleste blandt publikum sig i samtale eller på telefonen, før Clutch endelig indtog Vega med Blast Tyrants “The Mob Goes Wild”. Om valget af den åbner i sætlisten skulle være en hentydning til, at publikum skulle gå amok, kan ikke siges med sikkerhed. Desværre betød den lange ventetid, at vi alle lige skulle ruskes ud af mandags-komaen, der havde ramt os, så helt amok gik vi ikke. Clutch blev dog taget hjerteligt imod, da sangen sluttede, og Fallon skuede ud over publikum med sin vanlige charme. Med nogle bløde, men bestemte opfordringer til mere vildskab kastede de os ind i den album-eponyme sang “Earth Rocker”, og herfra blev der hedt i salen.

Lyden var også endelig kommet på plads. Fallons smørstemme gik klart igennem, Tim Sult og Dan Maines lå perfekt i niveau på deres strengeinstrumenter, og julemanden Jean-Paul Gasters dyreskind havde den helt rigtige mængde af klask.

Det var noget af en ‘best of’-sætliste, hardrockerne fra Maryland havde sammensat til os denne aften. Deres fremføring af “X-Ray Visions” står som en af de bedste, denne anmelder har set til dato, og “Firebirds!” satte næsten ild til gulvet med ren rå energi. Selvom publikum mellem stort set hvert nummer råbte på “The Regulator” og blev svaret med samme fladpandede energi som dem, der råbte ‘spil noget med Slayer’, så kunne ingen undgå at skråle med på den næsten kommanderende tekst i “Spacegrass”. 

Scenografien kunne godt have brugt et pift. Lyset var funktionelt, men ikke som sådan vigtigt for udtrykket. Meget af arbejdet for at komme ud til publikum lå hos Fallon, en opgave, hans charme sagtens kunne bære, men det ville ikke dræbe Suit og Maines at gå lidt rundt. Selvom mundharmonikaen i “D.C Sound Attack” havde svært ved at gå igennem lydbilledet, så bidrog det positivt til det sydstats-bluesede udtryk, men aftenens højdepunkt blev koklokken. Da nummeret sluttede, udbrød en blandt publikum af sine lungers fulde kraft ‘PLAY SOME MORE COWBELL’, hvilket frembragte et så smittende smil og stort grin fra Fallon, at flere i salen måtte grine med. Aftenen indeholdt også en overraskelse i form af verdenspremieren på nummeret “The Green Skull”, som Fallon efterfølgende sagde, måske kommer på det nye album. 

Fucking jetlag

Fallon erklærede under koncerten ‘goodbye jetlag, hello good times’, og det meste af koncerten blev denne erklæring overholdt. Desværre begyndte udmattelsen hos Clutch at blive tydelig under den sidste fjerdedel af koncerten. Da det længe ventede nummer “The Regulator” kom, blev det leveret med en del småfejl i riffet, og bandmedlemmerne faldt forkert ind flere gange. Publikum virkede også trætte her, for taget i betragtning af at der var blevet kaldt tusindvis af gange på det her nummer, så var der nærmest ingen reaktion på det. 

Det proggede nummer “Burning Beard” var derfor et modigt valg som aftenens falske lukker. Det blev dog ret utydeligt, hvilke af de rodede rytmer og skæve indfald der var tilsigtede, og hvilke der bare var fejl.

Clutch gik af for første gang og efterlod salen mørklagt og en smule utålmodig. Det ellers imponerende førstehåndsindtryk præget af energi og dygtighed, som de også havde formået at holde langt størstedelen af koncerten, var nu en smule besudlet. Bedre blev det ikke af at de igen trak den utroligt længe med at komme tilbage på scenen. Publikum startede ellers stærkt med råben, trampen i gulvet og klappen. Alle ville faktisk gerne have noget mere. Som tiden gik, faldt entusiasmen dog igen, og snart var der ikke meget energi tilbage i publikum andet end det obligatoriske overgreb på passagen ‘Lå-lå-lå-låååå’ fra “Seven Nation Army” fra den flok stive gutter, der frygter stilhed. 

Tilbage på scenen kom de dog, og de leverede en fremragende omgang med tophittet “Electric Worry”, med nok pondus og energi til at vi alle var klar til en sidste dans. Som ægte afslutter gav de et desværre kort, men godt cover af Creedence Clearwater Revivals “Fortunate Son”.

I hate Mondays

Som nævnt tidligere i anmeldelsen var denne mandag aften i Vega første ben på Clutchs Fortune Tellers Make A Killing Nowadays-Europaturné. Denne anmelder vil godt give lidt snor i forhold til, at selv de mest rutinerede performere som gutterne i Clutch kan blive ramt af jetlag, træthed og alt muligt. Vi er alle mennesker. Men for filan, det var da ærgerligt, at de ikke formåede at holde det høje niveau, de ellers satte fra land med. Når det så er sagt, så finder I nok stadig undertegnede midt i crowden med fadøl i hånden, lys i øjnene og smil på læberne, næste gang Clutch rammer Danmark.

7/10