Torsdag aften, på en af de sidste småkolde vinterdage, drog jeg mod hovedstaden for atter at se Avatars freakshow univers. Jeg havde også æren af at opleve dem, sidste gang de spillede i pumpehusets lille sal tilbage i december 2016, men denne gang var de blevet opgraderet til den store sal og det passede bedre til deres sceneshow, samt deres meget anderledes, medbragte opvarmning. Desværre nåede jeg ikke at se Old Kerry McKee, som var først på scenen, men derimod ankom jeg netop, som Hellzapoppin startede deres morbide show.

Find alle billederne fra Hellzapoppin og Avatar her:

Hellzapoppin HER

Avatar HER

Hellzapoppin Circus Sideshow (Support)

Hellzapoppin

Da jeg gik op ad trappen til den store sal i pumpehuset, bragede lyden af Pantera ud fra højtalerne og jeg tænkte, at det sgu da var en fed intro til et opvarmningsband, men her skulle jeg tage så grueligt fejl. Opvarmning var det, men ikke i den forstand som de fleste tænker på. Gruppen Hellzapoppin er, som de selv beskriver sig, et af de sidste og største rock’n’roll cirkus-, stunt- og freakshows, der er tilbage i den moderne verden. Derfor var musikken for en stund lagt på hylden og i stedet for skulle vi bruge en lille time i hyggeligt selskab med diverse freak – dette var deres egen tolkning. Vi startede ud med en klassisk, ildslugende mand, der legede med fakler.

Dernæst gik vi over i sabelslugning af diverse skarpe/spidse genstande, herunder krumsabler og boremaskiner med et lange bor. Så kom turen til manden, der skulle bære koklokker i kæder, der sad fast i hans næse og øjenhuler – i takt med at publikum klappede, kom der flere og større koklokker i kæden. Netop som man troede, at nu kunne han ikke bære mere, blev der sat en 5 kg tung bowlingkugle i kæden og denne skulle selvfølgelig svinges fra side til side.  Vi skulle også stifte bekendtskab med en mand uden ben, der gik rundt på sine hænder; det var selvfølgelig ikke nok, så der blev smidt knust glas på bordet, hvor han ”gik”. Ild skulle der også til, så der blev sat ild til glasskårene. Herefter skulle vi se en dværg forsøge at bryde ud af en spændetrøje, mens han var hejst op under loftet med hovedet nedad. Showet fortsatte med denne type numre og kulminerede, da der skulle balanceres en tændt motorsav mellem tænderne, og ikke med håndtaget men med savklingen i munden.

Det var en meget anderledes opvarmning, men et friskt indslag til Avatars vanvittige univers. Jeg tror, at de fleste blandt publikum var ganske overraskede over denne ”gruppe”, men ud fra publikums medlevende begejstring at dømme, så sad den lige i skabet.

At give et cirkus-freakshow en karakter er ikke noget, jeg har gjort før, men skulle jeg give dem en karakter for deres underholdningsværdi, så ville Hellzapoppin få 9 kranier for deres livsfarlige stunts og autentiske optræden.

9/10

Avatar

Avatar

After one show comes another, kunne man fristes til at sige, for efter Hellzapoppin kom turen til aftenens hovednavn. Svenske Avatar var atter tilbage på dansk grund som et led i deres store Avatar Country turné. Bandet har turneret rundt i det meste af verdenen og havde valgt at slutte deres turné af i Skandinavien.  Bandets nye album, Avatar Country, satte rammen for aftenens sætliste og deres sceneshow, for under første sang blev ”kongen” (for dem der ikke ved det, så er kongen bandets ene guitarist) hejst op bag trommesættet, mens han sad i sin trone. Herfra kunne han så spille første del af sangen, ”Glory To Our King”. Scenen var bygget op med en bro bag trommesættet, hvor der var en trappe på hver side, så bandmedlemmerne kunne gå op og stå bag trommesættet.

Avatars optræden var som altid i den teatralske verden, med forsangeren i front som den småsindssyge frontfigur. Som altid var bandet klædt ud som kustoder i et cirkus og forsangeren var karakteristisk malet i ansigtet.

Bandet spillede sig helt ud denne aften og det var som altid ganske tydeligt, at de elsker at optræde. Især forsangeren er en født entertainer og han gav publikum alt, hvad han havde i sit repertoire.

Avatar spillede en del numre fra deres nyeste album, men der blev også plads til nogle af de gamle sange – især var det dejligt, at der var fundet plads til numre som ”Reload” og ”Paint Me Red”. De helt store numre, som ”Bloody Angel”, “Let It Burn” og selvfølgelig ”Hail the Apocalypse”, var naturligvis også på listen denne aften, hvor forsanger Johannes Eckerström hen mod slutningen af koncerten gav en mindre tale til publikum, om hvor meget Avatar holder af at spille i Danmark og hvordan det føles som deres andet hjem. Vi fik også at vide, at København var det første sted de spillede uden for Sverige.

Lydniveauet var ganske fornuftigt indstillet denne aften og ud over småproblemer under første sang, så var helhedsindtrykket af lyden god. Lysshow var der ikke så meget af, dog kom der lidt mere under nummeret ”The King Welcomes You To Avatar Country”, hvor der også var sat to sæbeboblemaskiner op.

Koncerten varede halvanden times tid og der var ikke noget tidspunkt, hvor man følte, at energien/intensiteten forsvandt. Avatar gav os det freakshow, som vi alle kom for at se og sluttede aftenen af med ”Hail the Apocalypse” til stor jubel bland publikum.

Avatar får 8 kranier for en intens og medlevende koncert.

Set liste:

·  Glory To Our King
·  Legend of the King
·  Let It Burn
·  Paint Me Red
·  King's Harvest
·  Bloody Angel
·  For the Swarm
·  The King Wants You
·  Puppet Show
·  Tower
·  The Eagle Has Landed
·  Tsar Bomba
·  Raven Wine
·  Reload
·  Smells Like a Freakshow
·  A Statue of the King
·  The King Welcomes You To Avatar Country
·  Hail the Apocalypse

8/10