Musikalske mikro-universer
Det er jo ikke ligefrem, fordi vi drukner i udgivelser fra Kina – eller Asien – generelt. Det er faktisk utrolig sjældent. Så til trods for den gamle traver om at musik er et universelt sprog, så lader det til, at det univers ikke strækker sig ret langt væk fra den vestlige verden. Muqali er, efter eget udsagn, et af de mest brutale undergrundsblack metal-bands fra Kina. Selvom de har eksisteret siden 2019, er de først nu klar med en debutplade – som dog har umådeligt lidt med Kina at gøre. Spændende, meget spændende.
Er I sikre på, at I er fra Kina?
Bandet er fra Nanchang, hovedstaden i Jiangxi-provinsen, bedre kendt som fødestedet for Folkets Befrielseshær – og derved en ret vigtig by i forhold til det moderne Kinas historie. Det viker dog ikke til, at Muqali er specielt interesseret i sit eget lands historie – eller måske i det hele taget det moderne Kina. Selve bandets navn har de taget fra general Muqali, en af Genghis Khans mest effektive hærførere, en central nøglefigur i forhold til netop at erobre Kina samt muligvis den største militærkommandør i verdenshistorien qua det faktum, at han ikke led et eneste nederlag på slagmarken. Nogensinde. Ydermere er albummet dedikeret til chahar-mongolerne fra det Indre Mongoliet, samt den sidste store khan, Ligdan Khan, hvis død resulterede i, at manchuerne kom til magten, som de besad indtil 1912, hvor det kejserlige Kina endegyldigt faldt fra hinanden. Desuden er albummet indspillet under Tsagaan Sar i år. Alt dette peger på, at bandet nok vil skide højt og flot på deres kinesiske rødder og gladeligt skifte de kinesiske pas ud med mongolske.
Nu kender jeg ikke ret mange kinesiske black metal-bands, jeg tror faktisk, at jeg lige akkurat kan tælle dem alle på én hånd. Men hvis Muqali er et af de mest brutale, så kan der ikke være tale om den hårdeste scene nogensinde. Jovist, Marching Under the Moon's Wisdom, Triumphant in the Golden Sunset er da en grim og skraldet sag, som nemt kunne have været en plade fra den skandinaviske black metal-scene i 1990'erne. Selve musikken er dog ganske melodisk – ja, nærmest dansabel og pop-punket til tider. Hvilket på stort set hvert et nummer kommer til udtryk i enten omkvæd eller c-stykkerne, hvor der bare bliver høvlet barré-akkorder af, som var det Johnny Ramone, der stod med spaden i hånden.
Havde det ikke været for vokalen, som bedst kan sammenlignes med en bidsk pekingeser, der bjæffer af fulde lungers kraft, samt den ekstremt insisterende lilletromme, så tror jeg ikke, nogen var gået med til at kalde det her for black metal i det hele taget, da det langt hen ad vejen er betydeligt mere thrashet og punket. Bevares, bandet skriver da også selv, at de her har ladet sig inspirere af den finske black metal-scene, som da godt kan være noget mere frisk og frejdig end eksempelvis sin norske pendant, men …!
Nu lyder det måske, som om jeg kun har kritik og klagesang til overs for Marching Under the Moon's Wisdom, Triumphant in the Golden Sunset. Det er dog ikke rigtigt. Der er mange rigtig fine elementer og passager på pladen her, og overordnet set er det et album, der er ganske velskrevet og med en fin sammenhængskraft. Det undrer mig dog, når de har sat sig så fast på en tematik om mongolsk historie i 1600-tallet, at de så også vælger at skrive et nummer om RDS-1 atomprøvesprængningen i 1949 som på alle tænkelige måder var en sort dag i menneskehedens historie. Selve nummeret er ret fedt, selvom det ikke havde behøvet at vare hele otte minutter, for Muqali er bestemt ikke dygtige nok sangsmede til at kunne slippe afsted med at lave et nummer på meget mere end seks minutter. Ikke at det dog stopper dem, for albummet her er faktisk ret langt – alt for langt endda. Der er ikke ét nummer, der ikke kunne have tålt et skud Wegovy, og ydermere burde de totalt have droppet ”The Snow on the Steppe Is the Ever-thickening Silence Around Me”, som både er træls at lytte til og totalt ligegyldigt i det store billede.
Stor teoretisk fan
Jeg må nok erkende, at jeg er større teoretisk fan af Muqali, end jeg er praktisk fan. De unge kinesere har absolut potentiale, og helt grundlæggende er det monstersprødt at sidde med en plade fra et land, som ikke er et, vi tænker på ret tit i metal-sammenhænge. Kriger-kvartetten her har lavet en fin debutplade, som overordnet set har en ret høj underholdningsværdi. Der skal dog helt klart gøres noget ved den lilletromme, og så bør de for sådan virkelig at understrege den mongolske fascination at overveje at skrue op for folk-elementerne, som ligger og lurer hist og pist på pladen.