Loathe

Loathe er et relativt ubeskrevet blad for både undertegnede anmelder og Heavymetal.dk som helhed. Det kan sommetider give utroligt stærke oplevelser, når man ikke rigtigt ved, hvad man går ind til. Da jeg endelig fik kæmpet mig igennem køen til garderoben, og jeg kunne høre musikken buldre fra scenen, så sprang der med det samme lidt gåsehud frem. Scenen var allerede fra start helt indhyllet i røg, og lysshowet var i fuld gang, mens bandet med masser af attitude fremførte deres musik. Numrene er helt klart skabt til at underbygge Kadeem Frances vokal, der både var hidsig og ivrig. Når man da kunne høre den. For mikrofonen så ud til ikke at virke ordentligt de første par numre, og det er selvfølgelig en ærgerlig start.

I et af de øjeblikke, hvor publikum og band virkelig spillede sammen, var mobilerne tændt mod scenen, og bandet sendte musikken retur som en bølgegang. De gav og tog. Her synes jeg dog igen ikke, at vokalen var helt stærk – og desværre gjorde det sig også gældende for backingvokalen, der ikke kom ud over scenekanten på en måde, hvor man havde lyst til at lytte til den. Der var masser af dynamik og power i resten af bandets optræden, og de tunge trommer og fræsende guitarer leverede et forrygende bagtæppe til en sanger, der ikke helt var i sit es med mikrofonproblemerne. France gav dog bandet noget liv ved at danse rundt på scenen og forsøgte at få publikum med sig. Det lykkedes egentlig ganske okay i en langt fra fyldt sal, og med et publikum der startede i laveste mandagsgear. Så bandet sluttede bedre, end de startede, men det blev samlet set ikke verdens bedste koncert. Vokalen/lyden var ikke helt på plads denne aften, og uagtet France og Co.s lyst til at være på scenen og deres tak til det fremmødte publikum, så efterlod det i hvert fald både mig og mine koncertbuddies med en lidt flad fornemmelse.

 

Sætliste

• Gored
• New Faces in the Dark
• Aggressive Evolution
• Screaming
• Dance on My Skin
• Is It Really You?
• Heavy Is the Head That Falls With the Weight of a Thousand Thoughts

5/10

Spiritbox

Canadiske Spiritbox var også at finde på Copenhell i 2023, hvor jeg havde fornøjelsen af at anmelde dem. Denne aften var der dog både en anden stemning i de mørke omgivelser og ikke mindst lidt ny musik på sætlisten. Courtney LaPlante i front skød koncerten i gang med et øredøvende skrig på nummeret “Cellar Door”, fik lynhurtigt snoet publikum om sin velmanicurerede lillefinger og bragt fokus på det, der var på programmet. Metalcore af høj klasse! Nummeret bød både på forrygende vokal med masser af growl, Mike Stringers riffs på guitaren og ikke mindst Zev Rosenberg og Josh Gilbert på henholdsvis trommer og bas, der gav den altødelæggende tyngde, som sådanne numre har brug for. Masser af oomf fra starten, og de beviste lynhurtigt, hvorfor de stod højere på plakaten end Loathe. Hillemænd, en opmærksomhedskrævende optræden. Og det er ment med ypperste respekt og som en kompliment i øvrigt.

Vi fik naturligvis også en del af deres absolut bedste numre i form af ”Jaded”, ”The Void” og ikke mindst ”Yellowjacket”, hvor også Sam Carter fra Architects kom på scenen og sang med. Det var en helt suveræn opvisning, som det begejstrede publikum her fik set. Og efter den både dynamiske og voldsomme duet kunne man godt frygte, at de havde svært ved at ”fylde scenen ud”. Men rutinerede som Spiritbox er, så havde de ingen intentioner om at efterlade en tynd afslutning, så slutteligt fyrede de op for altid sublime ”Circle With Me” og ”Holy Roller”, og så snart de første par takter af ”Circle With Me” blev spillet, gik publikum amok i en frådende pit og skrålede med.

Spiritbox er ikke et band for alle. De er omskiftelige, tunge og rutinerede, men aldrig kedelige. Bassen er brutal. Guitaren er fræsende. Forsangeren er måske nok et lille nips, men vokalen er tung og kommanderende i sin growl og smuk og fin i sin clean. Ikke alle deres numre er lige stærke, men når de er gode, så er de til gengæld helt suveræne. Min største anke denne aften var koncertens længde, for den var alt for kort! Og bevares, der var også dele af sætlisten, jeg gerne så udskiftet, men det hører til i småtingsafdelingen. Overordnet set var det dog en koncert, jeg gerne så igen. Og igen.

 

Sætliste

• Cellar Door
• Jaded
• Angel Eyes
• The Void
• Rotoscope
• Hurt You
• Yellowjacket (med Sam Carter fra Architects)
• Circle With me
• Holy Roller

9/10

Architects

Efter at Queens mesterværk ”Don't Stop Me Now” blev spillet ud over salen og fik publikum til at skråle med, så var det endelig blevet tid til hovednavnet, og Architects kom blæsende på scenen med deres seneste single, ”Seeing Red”. Sangen er en kæmpe fuckfinger til folk, der hader bandets musikalske udvikling, og er et fængende nummer, der gør brug af samtlige greb fra core-kassen. Den viste sig dermed at være et tydeligt forvarsel om, hvad resten af aftenen skulle gå med.

Scenen var opdelt i tre niveauer med trommer og keys solidt plantet på det midterste, så resten af bandet kunne springe rundt mellem de andre niveauer. Scenen var samtidig fyldt med fantastisk grafik, der i den grad gav liv til showet. Sam Carter i front er en virkelig dygtig forsanger. Han har måske ikke verdens bedste vokal, men han lyder til gengæld live stort set som på album, og han havde en rigtigt god kontakt med sit publikum. Både da han fik et angstanfald og havde brug for et øjeblik, da han fortalte om, da de mistede Tom Searle (guitarist), da han efter endnu et tøjskift kom på scenen i en Højlund-fodboldtrøje, og ikke mindst da han fik alle i salen til at lyse med deres mobiler mod scenen til lyden af ”Dead Butterflies” og dannede et forrygende lysshow.

Mastodont-sætlisten bød på ikke færre end 18 numre, så der var lidt for enhver smag, dog med klart flest sange fra For Those That Wish to Exist fra 2021. Og selvom koncerten var lang, så blev det aldrig på nogen måde kedeligt, dertil er bundniveauet simpelthen for højt. Denne aften bød dermed på et klasseeksempel på, hvordan en koncert skal skæres, med en sanger, der tydeligvis ikke bare leverede en rutinepræstation, og et livligt band, der bakkede ham op med solide præstationer hele vejen rundt.

Deres sidste nummer (inden ekstranumrene) var ”when we were young”, der udløste en circlepit så stor, at den nærmest skabte et vakuum, der sugede festglade fremmødte med sig i en hvirvelvind af trampende støvler, fadbamser og blå extensions. Den lange koncert sluttede dermed af med en gedigen tur i pit-karrusellen, og alt var helt, som det skulle være. For der blev så sandelig sluttet stærkt af. For efter ”when we were young” klingede af, manglede vi kun en ting: bandets måske største hit, ”Animals”. Det var bandet heldigvis enig med os i, for ekstranumrene denne aften bestod af først ”Nihilist” og slutteligt ”Animals” inklusive mere lyserødt konfetti end til Barbies fødselsdag. Det var ret svært at være sur over sådan en afslutning, og der var lutter glade ansigter på publikum, da de gik mod udgangen.

 

Sætliste

• Seeing Red
• Giving Blood
• deep fake
• Impermanence
• Deathwish
• Black Lungs
• Discourse Is Dead
• Hereafter
• Gravedigger
• Dead Butterflies
• Little Wonder
• Doomsday
• Royal Beggars
• These Colours Don't Run
• a new moral low ground
• Meteor
• when we were young
• Nihilist
• Animals

8/10