Springtime Slaughter: Prevail

Prevail 2018

Som optakt til Springtime Slaughter har vi taget en snak med de fire bands. Vi snakker selvfølgelig om arrangementet, men også om den danske metalscene, og hvad man kan forvente af bandenes optræden.

Dansk metal har igennem de sidste par år oplevet en solid fremgang. Årets Springtime Slaughter er et godt bevis på dette. Hvordan oplever I fremgangen i dansk metal?
Det er pissefedt at være en del af en sprudlende metalscene i DK, og p.t. spytter vi jo fede bands ud. Kvaliteten af dansk metal nærmer sig sit højeste i mange år, så det er også pissefedt, at folk faktisk gider komme og støtte op live – det er nok noget nær det vigtigste. Så fremgangen er suveræn!

Er der nogle bands, som I har lagt mere mærke til, eller som har gjort sig mere bemærket, igennem de sidste par år? Og hvorfor?
Selvfølgelig: De starter med B, slutter med aest og spiller faktisk også til Springtime i år. Ellers er der skub i mange danske bands p.t. Aphyxion, Solbrud, Cabal, Defecto osv. Det er fee’.

Skulle I pege på danske bands, som er de bedste indenfor dødsmetal, hvilke skulle det så være og hvorfor?
Det er selvfølgelig os. Springtime bliver et af vores første shows i et par måneder – og vi har alle brugt vinteren på at spise sundt og løfte tunge ting i et fitnesscenter. Så nu er vi toptunet med rock hard beach bodies og endnu tungere riffs. Dét gør os til de bedste.

Hvis man ser på dansk dødsmetal med internationale øjne, hvordan mener I så, niveauet er? Står vi distancen? 
Ja, bestemt. Bands i DK er generelt gode til at skille sig ud fra alle de andre i genren, og det er man nødt til for at blive bemærket. Det gælder også internationalt.

Hvordan mener I, at I som band bidrager positivt til den danske metalscene? Hvad gør jer unikke?
Swing. Vi er ikke bange for at lege med grooves, melodi og lidt swing i en ellers meget klinisk genre fyldt op med 220 BPM duga og 16-delsstortromme. Vi elsker at udfordre os selv, elsker at drage MANGE forskellige inspirationer ind i musikken, og det skiller os ud fra andre, der helst bare vil lyde som Deicide fra start til slut – håber vi i hvert fald.

Og så er vi flotte. Og har lige fået en ny sanger, som faktisk måske er den flotteste af os alle.

Når man oplever jer live, hvad kan man så med garanti forvente?
Et show, hvor du nærmest er tvunget til at deltage. Vi vil MÆRKE dig, moshe, headbange, kaste horn, råbe. Det skal vi, for musikken fungerer bedst sådan. Forvent et vildt show, perfekt at drikke bajere til – dog må du kun drikke bajere i to sange maks., for bagefter skal du ud i dansepitten.

Hvis I skulle pege på fire bands, som skulle på scenen til næste års Springtime Slaughter, hvilke skulle det så være og hvorfor?
Keld og Hilda, Rasmus Seebach-musen, Birthe Kjær og Safri Duo. Fordi de rykker! Ellers måske Cabal, Aphyxion, Unseen Faith. Fordi de spiller core-genren til ug, og alle gør det på hver sin unikke måde – og leverer sindssyge shows live.