Nocturnal Rites

Nocturnal Rites

Efter at mine svenske True Metal helte har leveret et pragt eksemplar af et album, var det kun på sin plads at høre dem om deres karriere, fremtidsplaner og hvorfor de ikke er mere kendte end de fortjener! Så en sen aften ringede Frederik til mig!

heavymetal.dk (HM):
Nocturnal Rites er desværre ikke så kendte i vores land som I fortjener, kan du fortælle lidt om jeres band historie?

Frederik Mannberg (FM):
Jo da, vi er efterhånden ved at være et gammelt band – 14 år i alt. Jeg tror det var omkring 1988-89 vi kaldte os selv Nocturnal Rites. Vi blev så signed til et lille svensk selskab ved navn Dark Age, som solgte rettighederne videre til at andet svensk label. Siden hen blev vi så signet til Century Media, og der er vi endnu.

HM:
Og I er stadig glade med dem?

FM:
Jeg tror faktisk ikke der er nogen bands der er glade for deres selskaber, fordi det jo kun er business for dem. Men efterhånden er de blevet mere hjælpsomme, så personligt er jeg tilfreds med dem lige nu.

HM:
Jeg synes der er en stor forskel fra jeres tidligere udgivelser som "Tales of Mystery…" og frem til jeres nye, som jeg synes er meget mere Heavy. Synes du ikke også?

FM:
Ahh, jo, men jeg synes ikke jeg er den rette til at analysere sangene og lyden osv. Fordi hver gang folk laver et nyt album, så siger alle at vores nye plade er så gooood, vores er selvfølgelig fantastisk.

HM:
Jeg synes Johnny Lindquist er en af de bedste sangere her i Europa.

FM:
Gør du det, det gør jeg også…

HM:
Hvad var grunden til at jeres gamle sanger Anders forlod bandet?

FM:
Jeg tror det er den normale historie hvor folk gror fra hinanden. Det skete bare.

HM:
Har du kontakt med ham endnu og hvad laver han så nu?

FM:
Jeg har ikke meget kontakt med ham, men sidst jeg snakkede med ham, var han med i et eller andet cover band, men jeg tror ikke han har udgivet noget siden dengang.

HM:
Hvad med Johnny, var han med i et andet band før han kom med i Nocturnal Rites?

FM:
Ja, han spillede med i et andet band kaldet Arrows, tror jeg, men det var slet ikke sådan noget som vi spiller. Det er mere gammelt Hard Rock, men det er temmelig cool.

HM:
Kendte I hinanden før, og er I gamle venner?

FM:
Jeg kendte ikke Johnny før, men de andre fra bandet gjorde.

HM:
Før var der mange der sammenlignede Jer med Hammerfall, var det grunden til at lave en sound ændring?

FM:
Nej, det var det ikke. Hammerfall er personligt min venner, og hvis jeg skal være helt ærlig synes jeg heller aldrig vi har lydt som dem. Men jeg har ikke noget imod at blive sammenlignet med så godt et band.

HM:
Kan du så fortælle hvorfor I ikke har fået den samme success så?

FM:
Ha ha, bare jeg kunne, men prøv og tænk, der er millioner af bands i verden, så det er nok det sædvanlige om at være på det rette sted på det rigtige tidspunkt. Men jeg tror vi kommer et stort skridt videre med det nye album.

HM:
Hvad er dine influenser?

FM:
Vi har alle en forskellig smag, jeg er vild med det melodiske, og jeg hører lidt Country og Pop, du må ikke grine, men det er sandheden.

HM:
Sådan som Britney Spears?

FM:
Nej, ikke lige hende, ha ha – men jeg hører alt muligt, jeg mener vi har alle forskellige smag, så vi hører lige fra Pop til Death Metal.

HM:
Fortæl mig om jeres første album fra 1995, jeg har aldrig hørt det, da det er enormt svært at få fat i?

FM:
Ja, det er rigtig nok, det er ikke til at få fat på. Det lyder som om vi er meget unge, temmelig punket. Men vi kan godt lide det, der er masser af energi i det. Det bliver formodentlig genudgivet senere i år.

HM:
For år tilbage fik man allerede at vide det blev genudgivet.

FM:
Ja, det er fordi de ikke havde rettighederne dengang.

HM:
Er det stadig et Melodic Metal album, jeg har nemlig hørt det skulle være mere Death Metal agtigt?

FM:
Det var et Melodic Metal album, men i 1992 lavede vi et par demoer som var Death Metal agtige.

HM:
Hvad med Jeres fremtidsplaner, skal I på tour, osv?

FM:
Vi skal jo på tour med Edguy, men desværre ingen danske steder.

HM:
I har aldrig spillet i Danmark?

FM:
Nej, men det bliver en fed tour, da alle bands lyder temmelig forskellige.

HM:
I har aldrig haft en headliner tour?

FM:
Vi har haft headliner koncerter, men ikke tours.

HM:
Jeg vil sige tak for nu, og held og lykke med det nye album.

FM:
Jo, mange tak.