Nevermore

De amerikanske prog thrash guder Nevermore er atter på banen med "This Godless Endeavor". I den forbindelse så jeg mit snit til at få afklaret nogle spørgsmål vedrørende det nye opus magnum. Igennem samtalen blev der snakket om alt lige fra skabelsen af albummet til Warrel Danes absurde oplevelse med Bill Clinton og hans gamle crack vaner og meget mere.

heavymetal.dk (HM):
Hello Mr. Warrel Dane. Hvordan står det til i Nevermore lejeren for tiden - er I godt tilfredse med det nye produkt, "This Godless Endeavor"?

Warrel Dane (WD):
Ja, alt kører som det skal og vi er alle overordentligt tilfredse med det nye produkt, selvom at det har været en skabelsesproces på både godt og ondt.

HM:
Fortæl læserne lidt mere om denne skabelsesproces. Hvad kan vi lyttere forvente os af det nyeste produkt? En ting som jeg lagde meget mærke til var Nevermore’s brug af mere uptempo elementer i musikken.

WD:
Well, for det første så kan lytteren forvente en velafbalanceret syntese mellem smuk brutalitet og subliminale musikalske som lyriske budskaber. Ja det er rigtigt, at vi på "This Godless Endeavor" bruger en del flere uptempo elementer. Hvordan det skete er jeg stadig ikke klar over. Det eneste jeg ved er, at Mr. Loomis en dag spillede åbningsriffet fra sangen "Born" og så var vi solgt. Vi blev hurtigt enige om, at "Born" skulle være åbningsnummeret pga. den brutalitet og energi som ligger i selve riffet. Pludselig eskalerede ting og Loomis tryllede det ene tonserriff efter det andet ud af ærmet og det meste af "This Godless Endeaveour" var skabt. En anden ny ting ved vores nyeste udspil er, at jeg også for første gang eksperimenterede med death metal vokal. Jeg syntes det var på tide at ligge nye elementer i min sang, så jeg besluttede mig for at eksperimentere. Andy Sneap var da også den første til at komplimentere mig. Andy sagde, sådan lidt henkastet; "Wow, I did not know I was working with David Vincent" (Morbid Angel)

HM:
I forlængelse af ovenstående kunne du så ikke fortælle noget om den musikalske forskel mellem "Enemies of Reality" og "This Godless Endeavor"? Iflg. mig så er det nye udspil tilnærmelsesvist ligeså komplekst som det forrige, men hvor "Enemies of Reality" udelukkende var en tonser teknisk plade, på grænsen til det kaotiske, så er "This Godless Endeavor" på mange måder mere eksperimenterende og alsidig.

WD:
Ja, det er rigtigt, at det nye album består af noget af den samme kompleksitet, men samtidig er der også en vis form for smuk brutalitet og en masse underbevidste lag på, som man ikke umiddelbart lægger mærke til ved første gennemlytning. Vores nyeste udspil kræver mange gentagende lytninger. Der ligger så mange subliminale lag på denne her skive, at det næsten ikke kan beskrives. F.eks. er der blevet arbejdet så meget med vokalen, at jeg først lagde mærke til de små detaljer, da Andy foreslog mig at tage et par høretelefoner på. Efter jeg havde gjort det, var jeg faktisk så overrasket at jeg omgående måtte ringe til Andy og fortælle ham; Dude, you’re God!

HM:
Ja og det er nok også den fedeste Nevermore produktion og måske den fedeste Andy Sneap produktion indtil nu?

WD:
Hell yeah!

HM:
kan du ikke også fortælle læserne noget mere om selve studieprocessen sammen med Andy Sneap?

WD:
Well, som du måske ved, så var det første gang jeg har været med til at indspille en plade i komplet ædru tilstand.

HM:
hvordan føles det?

WD:
Det var en rar og fed fornemmelse. Generelt var det nogle fede seks uger. Selvfølgelig var der også nogle negative sider ved selve processen, men det hører sgu også ligesom til i sådan en vanskelig og koncentreret atmosfære.

HM:
Kan ikke være mere enig. Og hvordan gik samarbejdet med jeres nye guitarist, Steve Smythe?

WD:
Det gik fint. Steve er professionel og han leverer varen som den skal. Som du nok ved, så har vi haft mange anden guitarister på prøve. Vi havde bl.a. Chris Broderick fra Jag Panzer. Det samarbejde gik ikke på sigt. Ikke noget ondt ment med det, men Chris valgte at blive i sit band. Det respekterer jeg ham for og vi er stadig gode venner. Da Chris var ude, ringede Loomis til Steve. Steve var frisk, og " here he is for the first time on a Nevermore record. Ain’t that cool?"

HM:
Pretty cool. For lige at bevæge os over på den anden side af gaden, Mr. Dane, har jeg hørt rygter om at du og Layne Staley (Alice in Chains) har haft den samme sanglærer. Kan du nikke genkendende til det?

WD:
Nej, egentlig ikke, men vil du høre noget sjovt?

HM:
HM: ja selvfølgelig.

WD:
Jeg har faktisk kendt Layne i mange år og Alice in Chains har da også været en form for inspiration. Det sjove er, at en dag droppede jeg forbi deres øvelokale og hvem stod der og sang strofer fra den første Sanctuary plade?

HM:
Ja, nu hvor du skærer det mere eller mindre ud i pap; Layne?

WD:
Jep, og det mest fantastiske var, at han kunne synge så lyst som jeg gjorde det på pågældende tidspunkt. Er det ikke for fedt?

HM:
Totally.

WD:
Layne er savnet og Alice in Chains er meget savnet. Det var det mørkeste og tungeste metal band på det tidspunkt.

HM:
Og det fedeste…

WD:
Well, det er jo en smagssag.

HM:
Tilbage til det nyeste udspil, "This Godless Endeavor". Kunne du ikke fortælle læserne noget om lyrikken? Jeg ved, at du er meget kritisk stillet overfor alle former for systemer. Er lyrikken på den nye cd også i samme dur eller kan vi forvente nye lyriske tilgangsvinkler?

WD:
I kan forvente nye aspekter. Tag f.eks. sangen "Medicated Nation". Den sang handler om hvordan medicinfirmaer bruger medierne til at fortælle uvidende mennesker, at de skal bruge "stoffer" som de egentligt ikke behøver.

HM:
Du mener, at de skaber en masse pseudo behov?

WD:
Ja, helt sikkert, vi skaber en masse behov som vi ikke behøver og som vi er uvidende om. Dette med at vi mennesker er uvidende er også noget jeg behandler i teksten "This Godless Endeavor". Den tekst handler netop om, at de religiøse fundementalister tror at videnskaben eliminerer gud, da den ikke kan finde bevis for Guds eksistens. Jeg tror ikke, at videnskaben prøver på at eliminere gud. Jeg tror bare, at den leder efter beviset for guds eksistens

HM:
Og det er der jo heller ikke noget blasfemisk i?

WD:
Netop. Derfor er den evige krig mellem videnskaben og religionen bygget op omkring nogle misforståede antagelser.

HM:
Og krigen er dermed mere eller mindre meningsløs, da de religiøse bygger deres kritik på uvidenhed eller tomme postulater. Dvs. noget som videnskaben aldrig har sagt eller gjort.

WD:
Ja, det kan man roligt sige, ha ha ha.

HM:
I forlængelse af ovenstående, hvad er du litterært inspireret af for tiden?

WD:
Jeg er meget inspireret af Dan Brown. Han har bla. skrevet The DaVinci Code og Angels and Demons. Bøgernes tema er et opgør med kristendommen. Romanen hævder, at kristendommen er et bedrag og en velorganiseret sammensværgelse. Dan Brown siger selv, at bogen bygger på historisk research. Det er der så mange kristne eller religiøse som ikke mener, hvilket da også har ført til en heftig debat.

HM:
Nu har jeg ikke selv læst den, men den virker meget interessant og provokerende.

WD:
Ja, netop.

HM:
Det må jeg så få gjort

WD:
Ja, gør det. Du vil ikke blive skuffet.

HM:
Når vi kigger på fremtiden. Hvordan ser den så ud for Nevermore?

WD:
Temmelig lys, ha ha.

HM:
Ja og I har også en ny video på banen?

WD:
Ja, det er rigtigt og vil du høre noget cool?

HM:
Ja, selvfølgelig.

WD:
Du ved, da vi skulle indspille videoen til "The Final Product", havde vi en masse statister med som overdådig fyld. Den ene af de statister vi havde med var en ældre 73 årig mand. Det viste sig, at før indspilningen af vores video havde han haft en mindre rolle i Spielbergs nyeste film "The War of the Worlds". Det trippede vi selvfølgelig en del over.

HM:
Cool!

WD:
Ja, det er egentlig ret fedt at tænke på, at den her gamle mand havde danset rundt med de tunge drenge for derefter at dukke op i en scene i en Nevermore video hvor jeg refererer til "The Black Seed", ha ha.

HM:
Jeg ved også, at i den nærmeste fremtid skal I medvirke på The Giant Tour. Ser I frem til det?

WD:
Hvad tror du selv? Det er en fed mulighed for endelig at få sat vores navn fast til folks læber. Bare den promotion der bliver kørt; det er helt utroligt.

HM:
Og hvad med de bands som I skal spille sammen med, har du et godt forhold til dem alle?

WD:
Ja, som sagt, det er en fed mulighed for os at spille sammen med bands af den kaliber.

HM:
Kan du også lide et band som Dillinger Escape Plan?

WD:
Ja, de har nogle fede jazzede indslag i deres musik og det sparker røv. Nu kan jeg også godt lide jazz. Faktisk så arbejdede jeg engang i en jazzbar her i Seattle.

HM:
Har du så mødt nogle store jazz navne der hvor du arbejdede?

WD:
Ja, faktisk har jeg engang mødt Stanley Jordan. Det var sgu stort... Nå ja for fanden, ved du hvad jeg også oplevede da jeg arbejdede i jazzklubben?

HM:
Øh, nej hvad?

WD:
Jeg så engang Bill Clinton tage crack, ha ha.

HM:
Hvad?

WD:
Ja, der stod vores præsident og fyrede den fede. Og underligt nok var der ingen af de tilsynsværgende som gjorde noget ved det. Det var meget surrealistisk, ha ha

HM:
Ja, det er sådan beraukratiet virker.

WD:
Hell yeah, ha ha.

HM:
I skal også headline på jeres europa turne her til efteråret. Har i nogle co-headers indtil nu?

WD:
Faktisk ja, så er der tale om et dansk band ved navn Mercenary. Kender du dem?

HM:
Ja, de spiller fed tråd!

WD:
Cool!

HM:
Forventer I så også at besøge Danmark her til foråret?

WD:
Ja, det er vel lidt åbenlyst siden vores co-headers er bla. et dansk band.

HM:
Kender du ellers noget til Danmark?

WD:
Næh, egentligt ikke. Jo, Lars Ulrich. Men jeg glæder mig meget til at besøge Danmark og se et dæmonisk veloplagt publikum til vores koncerter.

HM:
Det kan jeg nok også roligt garantere for de er.

WD:
Cool!

HM:
Well, Mr. Warrel Dane. Det var en fed oplevelse at høre lidt om både Dem selv, men så sandlig også om skabelsen af det nye mesterværk "This Godless Endeavor" samt en masse andet sladder.

WD:
Jamen, tak i lige måde og tak for interviewet.