Interview med Sharlee D'Angelo fra Arch Enemy
I forbindelse med deres nyeste album fik jeg mig en sludder med Sharlee D'angelo, bassisten fra Arch Enemy. Desværre, trods adskillige forsøg, var forbindelsen simpelthen så ringe, at interviewet ikke blev helt så langt, som det ellers gerne måtte have været, da Sharlee nok er en af de mest hyggelige musikere, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at snakke med.
Hej, Sharlee! Fedt, at det endeligt lykkedes. Tak for at du ringer. Er du klar til at svare på et par spørgsmål?
Det kan du tro. Fyr løs!
Will to Power er ude nu. Hvis du skulle sammenligne den med jeres tidligere værker, hvad ville du så sammenligne den med?
Den er svær. Det kan jeg ikke rigtigt. Altså der er en masse små ting på albummet, som vi ikke har lavet før, men det er samtidig en fortsættelse af alt det, vi har lavet før. Fx har vi vores første rigtige ballade på albummet… men så alligevel har vi lavet noget, der minder om ballader før. Men det, at vi har fået en ny sanger, gør, at vi jo kan prøve nye ting af, og Alissa er fantastisk at arbejde med. Folk siger tit, at vi på sidste album var for forsigtige og kørte på rutinen, men det var mere det, at vi allerede havde planlagt det hele, da vi fik Alissa ind.
For et par måneder siden var der en artikel, hvor I udtalte, at Jeff Loomis bidrog med en masse på Will to Power, men for et par uger siden var der et andet interview, hvor der blev sagt, at han ikke bidrog. Hvad er den virkelige historie?
Ja, altså vi havde så meget musik klar allerede. Det er ikke fordi, Jeff ikke har bidraget. Hans idéer er over det hele, men måske ikke så meget hans musik, hvis det giver mening. En fyr som Jeff har virkelig en personlig lyd og er virkelig dygtig. Så han bidrog, men han bidrog ikke – giver det mening?
Et nøgleelement i Arch Enemy lader til at være revolution og anarki. Den moderne verden er vel næsten en gave til jer som kunstnere?
Ha, ja, det kan man vel sige. Alt det, vi laver, er en reaktion på, hvordan vi ser verden. Især vores tekster handler om den personlige og individuelle revolution. Det, at man tænker sig om og ikke tager alting for gode varer. At man faktatjekker ting og ikke bare sluger alt råt er jo næsten en revolution i sig selv. Det er også lidt det, et nummer som ”The Eagle Flies Alone” handler om.
Vi har jo alle en punkbaggrund, og vi skruede lidt op for punken på både Rise of the Tyrant og Khaos Legions, men det var vist også det. Det handler om det individuelle synspunkt, tror jeg.
Er der en chance for, at turnéen Arch Enemy + Trivium kommer til Europa?
Desværre nej. Det var planen, men planer ændrer sig jo. De ville deres ting, og vi ville vores ting. Men altså vi er ikke blevet uvenner; Heafy og de andre er nogle herlige og ærlige fyre. Det er sgu fedt, at der stadig findes den slags folk.
Apropos tour, jeg kunne jo ikke undgå at se, at der ikke er en dansk dato på jeres tour. Kommer der flere datoer, som vi kommer længere ind i 2018?
Det håber jeg! Der var en dato, men den blev fjernet. Danmark er altid et problem. Det er svært at booke datoer i Danmark. Jeg ved ikke, om det skyldes, at scenen ikke er så god til bands, der ikke er enorme, medmindre vi snakker festivaler som Copenhell. Det var også engang svært at booke datoer i Sverige, men det er blevet bedre. Selv Norge blev bedre, ha! Norge! Måske vi kan åbne for Volbeat en dag; det kan være vores indgang! Man ved jo aldrig. Vi åbnede engang for Nightwish på en tour. Deres fans var mega seje!
Som bassist er der et åbenlyst spørgsmål: fingre eller plektre?
Hmm, det må blive plektre. Det er nemmere at spille hårdt og få den der solide tordenlyd. Jeg brugte fingrene, da jeg var yngre, men det blev for hårdt.
Er der et sted eller land, I ikke har spillet i, men ville elske at spille i?
Danmark! Ha, ha! Vi har spillet i Marokko engang og i Sydafrika, men alt det i midten har vi ikke. Måske der er én fan i Zimbabwe! Så spiller vi sgu der!
Når I er af sted på tour, men ikke på scenen, hvad laver I så?
Vi sover! Det kommer jo an på, hvor det er, og hvordan vejret er. Men altså vi laver normale ting. Vi går på bar, vi går ud efter kaffe og ser nogle ting, men mest af alt slapper vi af. Aftenen er jo en stor prioritet.