Interview med Fordærv

Fordærv Band

I forbindelse med deres debutplade, Knep Dig Selv Ihjel, tog vi os en snak med Fordærv, blandt andet om hvorfor de spiller grindcore, og hvorfor det skal være så provokerende? 

Hvad karakteriserer jer som band?

Mikkel: Det ved jeg sgu ikke. Som du kan mærke, tager vi ikke tingene alt for højtideligt. Vi er faktisk pisse useriøse, når det kommer til stykket. Altså lige ud over musikken. Så useriøse er vi fandeme heller ikke. Jeg tror, det der karakteriserer os som band, det er jo nok, at vi gjort det her i nogle år efterhånden, og vi har altid snakket om, det skal bare være sjovt. Når det stopper med at være sjovt, så gider vi ikke mere. Det er heller ikke, for at det skal være ultraseriøst det hele, selvfølgelig skal der også være en eller anden form for fremdrift i det. Vi er bare tre gutter, der skal spille musik sammen, udgive noget musik og spille nogle koncerter. Meget af indgangsvinklen i starten af det, det var noget med, at vi skulle have det pissesjovt i øvelokalet, og hvis vi havde det sjovt der, så er det også sjovt at komme ud at spille. Noget af det, der karakteriserer os, er, at det skulle være intuitivt, det skulle virke. Hvis det virkede til at virke, så virkede det. Vi er ikke bundet op på nogle regler i forhold til musikken, hvis riffene, trommedelene eller vokalen fungerede, så er det fint. Det er ikke: ”Det der riff er lidt for black metal eller punk osv.” Når vi skriver sange, så går det oftest ret hurtigt. Så bliver det sådan, at jeg har et riff, Mads har nogle trommedele, og Jonas laver noget vokal lige med det samme. Det skal bare fremad.

Jonas: Jeg tror også, vi har smidt de første tyve sange i skraldespanden, simpelthen fordi vi bare ikke har følt dem.

Mikkel: Det er ikke engang et forsøg på at være sjov. Hver gang vi har skrevet nye numre eller besluttet os for at skrive et nyt nummer, så er det gået så pissestærkt, at så er der to minutter her, halvandet minut der, eller måske ti sekunder. Det virker fint, okay, så er det det, videre. Jeg ved ikke, om det er et godt svar overhovedet.

Forklar lidt om baggrunden for pladen. Hvordan er den blevet til?

Jonas: Vi tog vel egentlig bare en beslutning om, efter vi havde udgivet den EP, nu ville vi gå efter det album. Nu skulle vi lave noget andet end demoer og EP’er, nu skulle vi prøve at lave en plade.

Mikkel: Måske var det egentlig også, så vidt jeg husker, på et tidspunkt så bliver vi også nødt til at udgive en fuldlængde, bare for at have gjort det. Så var det lidt motivationen. Altså også at vi skulle have nogle gode numre.

Mads: Så også det der med at de andre EP’er og demoer, det bliver meget kort det hele. Især med EP’er på 7 og 10 minutter. Det kunne være sjovt nok at prøve at have noget lidt længere. Så prøve 16 minutter, 19 minutter. Bare have et eller andet, hvor der er mere bag ved. Og så er det også bare den oplagte vej at gå med at have to EP’er i ryggen, som folk ved, hvad fanden er. Det handler om at sætte alle sejl i gang og så bare se, hvor det kører henad.

Mikkel: Så tror jeg bare efter den sidste EP var færdig, så hver gang vi var øvede, lavede vi nye numre, hvis det ikke var, vi skulle ud og spille koncerter. Så er der et eller andet, vi jammede os frem til, og lynhurtigt begynder vi at have sindssygt mange numre. Og så var det sådan: skulle vi lave en EP mere? Det havde vi ligesom gjort to gange, og det var der okay respons på. Så kunne vi jo godt se, om vi faktisk godt kunne finde ud af at lave en hel plade. Så tror jeg bare, man gik med det. Så lavede vi de der numre, så snakkede vi med NP, som har siddet bag knapperne på de andre to EP’er. Og så sagde han: ”Det er fint, vi laver bare et album.” Så gjorde vi det.

Jonas: Det er faktisk helt vildt ukompliceret.

Mikkel: Det var rigtig ukompliceret. Så røg den [red.: pladen] ud omkring Jacob Brehdal [red.: producer] i Dead Rat Studio og blev masteret derude, og så var det bare tip top. Og så brugte vi bare en fucking masse tid, efter vi havde indspillet den i marts 2018, på at vente på alt muligt: mastering, artworks, alt det sjove.

Jonas: Vi lærte lidt af nogle fodfejl, vi fik lavet i det her projekt.

Mikkel: Det er ikke nogens skyld, at tingene er gået så langsomt, udover vores egen, så til sidst var det ret forløsende at få det udgivet.

Hvad er jeres ide bag den sindssygt offensive fremtoning?

Jonas: Det er pissesjovt.

Mikkel: Det er fandeme fedt at stikke til folk. Der er et eller andet rigtig godt i det. Det er nok også derfor, vi synes, meget af den slags musik er helt vildt fedt. Det er på grund af, det at stikke til en helvedes masse ting og folks fordomme og værdier osv. Og så er det pissesjovt at råbe pik op i ansigtet på folk. Måske er det bare virkelig urmenneske-/drengerøvsagtig ting at sige ”Fuck dig, fuck dig, og fuck dig og dig og dig, jeg har ikke noget bedre alternativ, men fuck dig”.

Jonas: Det er os, der ikke går til fodbolds udgave af omklædningsrumshumor. Det at stå og råbe knep dig selv ihjel ind i en mikrofon i et øvelokale.

Mads: Det lyder bare fedt. Når vi begynder at snakke politik osv., så er vi også rigtig gode til at råbe og bruge store ord. Vi er gode til at se os sure på ting, men stadig have den ironiske distance.

Mikkel: Det er heller ikke, fordi vi har noget politisk bagvedliggende budskab. Det er egentlig bare for at sende nogle fuckfingre afsted fra vores øvelokale, og så kan man tænke lidt over det. Det kan virke megapubertært og idiotisk, men sådan tror jeg alle mennesker har det en gang imellem. Alting kan også bare blive så fucking overdrevet og seriøst, specielt indenfor sådan noget ekstremmetal. Det er også fint, det er det, men nogle gange er måske nogle bands, der bare måske skal råbe ”pik og patter”.

Mads: Det er faktisk sjovt, fordi vi var afsted på festival i Tyskland, Party San, hvor vi alle sammen synes det var så fucking sjovt, latterligt og åndssvagt, når man så de der black metallere, fred være med det, black metal er superfedt. Men det var alle black metallere, de var bare nogle sure cunts, der gik og så sure ud, fordi det gør man, når man er black metal. Og jeg blev så pisse provokeret af det.

Mikkel: Men det findes jo også indenfor grindcore med de her megaekstremister, der bare er så fucking seriøse. Man kan jo fandeme ikke engang sige noget, der er sjovt, så er det ikke rigtig grindcore eller black metal osv.

Mads: Det er til at stikke op i røven sådan noget.

Jonas: Det er det fede ved grindcore, det er, at der også er den der side af det, hvor vi siger ”luk røven, vi har det sjovt”.

Hvem er I inspireret af?

Mikkel: Dead Kennedys kunne man lynhurtigt trække frem. Det er sådan et standard svar fra alle grindcorebands.

Jonas: Med den der humoristiske distance til tingene.

Mikkel: Stormtroopers of Death. Jeg ved ikke, hvor seriøs den plade, Speak English or Die, er, men det er en fucking god plade, og der er fucking smæk på, men det bliver aldrig taget 100 % seriøst. Men bands som dem. Ellers Slayer, Brutal Truth, Decapitated – det gamle, Rotten Sound, som vi også lige har set, og Suffocation, nu hvor vi snakker Royal Metal Fest. Men der ville ikke ske noget ved, hvis man tog en aften, altså os tre i Fordærv, der kunne vi snildt også sætte Enter the 46th Chamber med Wu-tang Clan eller Malk De Kojin på. Hip hop, i hvert fald Malk de Kojin, har i også sådan en halvironisk, men også halvseriøs tilgang til nogle af deres ting.

Mads: Og Bon Jovi. ”You Give Love a Bad Name”, det er fandeme den mest ironiske sang nogensinde.

Mikkel: Så er det også hverdagsting. Det er også derfor, noget af vores musik bliver en reaktion på noget af det, der sker i hverdagen. Det at bare lige stikke en millimeter af en fuckfinger op i røven af folk. Det har vi det godt med.

Hvad hører I selv?

Jonas: Jeg hører meget japansk grind, Convulsions fra Portugal.

Mikkel: Jeg hører helt vildt meget Entombed lige for tiden, det groovy med Wolverine Blues, fordi det er fucking fedt når det er groovy og helt vildt meget Pantera, fordi det er fucking groovy.

Mads: Jeg er vokset op med nærmest kun at høre metal. Jeg har hørt så meget forskelligt efterhånden, at det bare er blevet mere og mere ekstremt. Jeg har været igennem mange af de forskellige genrer efterhånden, så nu er jeg på en form for tilbagetrip, hvor man hører de gamle ting igen. Alt det metal, jeg har hørt, er jeg blevet inspireret af.

Hvordan er I endt med den lyd, I har? Var det en omgang pedalroulette?

Mikkel: Det startede med, da mig og Mads vi besluttede os for at lave det her grindcoreband, så hørte vi fucking meget Rotten Sound, og så sagde NP: ”Prøv lige at høre det band, der hedder Nails”, og så sagde vi: ”Det lyder godt”. Og så fandt vi ud af, at begge bands brugte den her sagnomspundne HM-2 pedal, og så tænke vi, det kunne være megafedt at have den lyd, men vi kunne ikke lige finde sådan en pedal, så det kunne måske også bare være smartere at prøve at opfinde sin egen lyd. Men så var der sådan noget brugt musikermarked i Silkeborg, en uge efter vi havde snakket om det, og der var så en HM-2 pedal fra Japan, det hele var, som det skulle være. Så tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne købe den, den var pissebillig, og så brugte vi bare den. Så det er måske halvt bevidst, at det skulle være den lyd.

Mads: Det er sgu næsten mere tilfældet, at den netop dukkede op der, da vi havde snakket om det, du kunne lige så godt have købt nogle andre pedaler, og så havde man kørt på det setup.

Mikkel: De første to EP’er er indspillet med en guitar, en guitar og en bas. Men på pladen her prøvede vi noget helt andet. Vi indspillede én guitar, og så kørte vi den gennem to guitarstacks og et basstack, så vi splittede det tre gange og optog det hele på samme tid. Det, man hører på pladen, det er faktisk bare en guitar, der spiller tre stacks i samme lokale. Det er i princippet en guitar, der spiller ud af to guitarforstærkere og en basforstærker på samme tid.

Jonas: Det var et forsøg på at komme tættere på vores livelyd, for vi kan ikke lave to guitarer og en bas live overhovedet.

Mads: Og så også med trommer. Det er altid fedt at indspille trommer ovre ved NP, fordi mig og NP er pisseenige om, hvordan trommer de skal lyde. Han har sagt: ”Det skal lyde sådan her”, så har jeg sagt: ”Det er okay”. Og så har han et vanvittig godt øre for, hvordan ting skal stemmes og lyde. Og vi har prøvet nogle sjove ting af med nogle store trommer, så det kommer til at lyde dybere og tungere, og ikke som et Star Wars-spil.

Mikkel: Det er måske også, fordi vi har haft tilpas meget punkinspiration til, det ikke skulle være en blikdåselilletromme. Men, med fare for at støde nogen, for at det også godt må lyde af rigtige trommer.

Mads: Ikke for meget klik på stortrommen, ikke for meget pis og pjat og små trommer, det skal fandeme lyde rock. Der skal være noget dynamik i selve trommen. Der er meget, der forsvinder ved fin, moderne og poleret lyd.

Hvilke reaktioner har I fået fra hr. og fru Danmark – er det i deres ører bare en omgang larm uden lige?

Jonas: Mine forældre fortalte mig, at efter de var gået fra vores releasekoncert, så var de gået bag ved nogen, der sagde: ”Det var da fælt, så meget de syntes, de skulle skrige. Men ellers var de da udmærket”. Det er jo ikke lavet til Hr. og Fru Danmark, musikken, så deres reaktion har vi heller ikke rigtig fået.

Mikkel: Så på en måde er det jo lidt alligevel, for man kan jo sige at Knep dig selv ihjel, det er det der fuldstændig leverpostejsDanmark, der må man jo godt røre i gryden en gang imellem, det er jo ikke forkert. Den der fuldstændig gennemsnitlige ligusterhækdansker, det er slet ikke til dem. Men derfor kunne det være godt nok at få rørt lidt i suppen en gang imellem.

Jonas: Altså min mors reaktion synes jeg var fed, hun sagde bare ”Arj”. Det synes jeg var en god reaktion på navnet af pladen.

Kan I beskrive en typisk Fordærvkoncert?

Mads: Vi kan pissegodt lide at spille på jord, det ville jeg ønske var en typisk Fordærvkoncert. Vi var ude at spille til Wulfaz releasekoncert, ude i Viby rugbyklub, og det var pissesjovt at være derude. Det var nede på jorden. Altså vi spillede på gulvet, og oppe i hovedet på folk, og det er bare bedre. Det forhåbentligt vildt og voldsomt og hurtigt.

Jonas: 25-30 minutter, og så fucker vi af igen.

Mikkel: Ikke så meget pis mellem numrene.

Hvilke fremtidsplaner har I?

Mikkel: Vi skal fucking ud at spille nogle koncerter, på et eller andet tidspunkt, når vi lige tager os sammen til at få styr på nogle folk. Det er også bare, fordi det har taget fucking halvandet år at få lavet det her lortealbum, så er det blevet udgivet og så, nåh, hvad fanden skal vi så nu. Det er ikke noget vi lige har tænkt så meget videre over, udover at vi gerne vil ud og spille en masse.

Mads: Vi vil fandeme gerne til udlandet og spille igen. Jeg ved heller ikke, hvor meget vi tør sige, for vi har heller ikke diskuteret supermeget om det. Nu har vi lige holdt den her releasekoncert og har åbenbart altid pissetravlt, alle tre af os. Så vi har ikke lige nået at falde helt på plads efter at have udgivet den, for det tog også noget tid og nogle kræfter. Så jeg tror egentlig lige, vi skal have sat os ned og lige få styr på det hele igen, og lige have kigget os rundt og se, hvad fanden det er, vi skal gøre.

Mikkel: Vi skal lave en musikvideo for helvede.

Til hvilket nummer?

Det har vi ikke fundet ud af. Vi skal lave en musikvideo, og den bliver nok god. Og det er lidt det, vi kan sige om det.

Hvorfor skal man høre Fordærv og ikke Dizzy Miss Lizzy eller D-A-D?

Mikkel: Man skal høre Fordærv, når man får den der instinktive følelse af at ville sætte ild til alting og fucking pløje folk ihjel med den stavblender, man alligevel står med i sit lortekedelige liv og alligevel er ved at blende grøntsagssuppe.

Jonas: Den der mandagsfornemmelse, når man har lyst til at råbe af sin opvask.

Mikkel: Når man føler ”Arghhh fuck jer”, det er der, man skal høre Fordærv, ellers skal man aldrig høre det.

Mads: Det er rigtig fint at høre Dizzy Miss Lizzy, hvis man har en stille og fredelig tirsdag, og man bare skal rende rundt og hygge sig og godt kan lide at tage opvasken. Men mandage, hvor du hader at tage opvasken, hvor du har lyst til at råbe ”fucking lortebæ”.

Hvad i alverden er titlen xJxVxVxBxMxMxJxMxIxFxMxMx en forkortelse for?

Jonas: Jeg Vil Være Black Metal, Men Jeg Må Ikke For Min Mor. Det var en lorte-meme, jeg fandt.

Mads: Det er ham, der står og vander blomster. Det er egentlig også megafedt, vi har baseret en sang på en meme. Det er også noget på dansk, og vi spiller med HM-2.

Mikkel: Vi er faktisk super moderne.

Jonas: Snakkede vi egentlig ikke om at kalde os noget på dansk, altså kalde os det: ”Noget på Dansk”?

Mikkel: Vi snakkede om at lave en plade, der hedder det: ”Vi hedder også noget på dansk”

Jonas: Det kan være, det bliver den nye plade.

Tak fordi I gad stille op til interview, nu skal I vel også nyde jeres påskeferie?

Mikkel: Jeg skal hjem og vaske op og sove.

Mads: Jeg skal i hvert fald se noget Game of Thrones og drikke nogle bajere, det er helt sikkert.

Jonas: Jeg har ikke HBO.

Mads: Jeg er fandeme den eneste, der stadig er rock i det her band.

Mikkel: Det har været pissehyggeligt.

Mads: Tak fordi vi måtte, og tak fordi du gad.