Top tre - Cecilie Roos
2019 har været et spændende år, mildt sagt. Jeg er blevet udfordret, overrasket og overrumplet - både på den gode, og knap så gode måde. Her følger så en meget lidt fyldestgørende oversigt over albums der af forskellige årsager, har skilt sig ud fra mængden af udgivelser. Et årti går på hæld og med sådan en afsked, kan jeg kun se frem til 2020.
Danske udgivelser:
3) Dawn of Demise – Into the Depths of Veracity
Dawn of Demises fokus er skarpt, på en velsmurt lussing af en plade og læser jeg min temmelig lange anmeldelse igennem igen, er det ikke svært at se hvorfor, den har fortjent en plads på listen. De styrer elegant uden om ”åndsbollethed” og sætter barren højt for det øvrige dødsmetalsegment. Seriemordere og dobbeltpedaler, dansevenlig dukka-dukka og velartikulerede forsangere er pladens højdepunkter og selvom jeg sukkede efter en mindre poleret produktion ved de første gennemlytninger, gør det ikke det store i det lange løb. De gutturale udgydelser og tekniske detaljer står skarpt og det er en fornøjelse at høre et album der er lagt kærlighed i.
2) Late Night Venture – Subcosmos
Som et friskt pust af farve i et gråt og sort univers, fik Late Night Venture mig til at være længe oppe og gav mig trang til at danse. Det kan godt være jeg kun har kendt dem i ganske kort tid, men det føles som om de altid har været der. Med et umuligt sammensurium af genrer, er de svære at definere, men både doom og post-metal dominerer lydbilledet der bedst af alt kan beskrives som en iridiscerende oliepøl. Der er lange, seje træk for at komme op af sumpen, men også højtflyvende riffs der svæver som en psykedelisk ånd over de giftige vande. Vokalarbejdet er passende for genren og de drømmende toner er medrivende. I en verden bestående af ekstremmetal og imagerytteri, er det dejligt befriende med et band der gør hvad der passer dem og tilmed gør det så godt, at jeg for en stund glemmer at være sur.
1) Morild - Så kom mørket og tog mig på ordet/En sort sky af minder/I afgørende stunder/Frosset fast til mit indre/Jeg håber det forsvinder med lyset/At dø eller blive fri
Deres svømmende, drømmende black metal kunne få alle fans til at glemme baderådene og gå længere ud end til navlen og jeg ærgrer mig stadig virkelig meget over at være gået glip af deres releasekoncert på Den Blå Planet. Klassisk black med et nærmest provokerende vovemod udfolder sig i lag, med nye som gamle virkemidler effektivt hæklet sammen. Vovemodet kommer til sin ret i navngivningen af pladen – Så kom mørket og tog mig på ordet/En sort sky af minder/I afgørende stunder/Frosset fast til mit indre/Jeg håber det forsvinder med lyset/At dø eller blive fri – og allerede der kan du godt glemme, at gætte dig til hvad du kan forvente. Men det skal jeg sige dig: Årets danske black metal album, er hvad du kan forvente.
BOBLER:
Onkel Reje – Onkel Rejes Heavyband.
En slags heavy der tiltaler fans af Johnny Hæfty og tyggegummicigaretter – og deres børn. Den er et must for alle metalfans med unger under lædervesten og er en stor, fed langemand til dem der mener, at Onkel Reje har mere autoritet end de forældre der ikke kan få ungerne i bad. Dansevenlige riffs, et glimt i øjet og selvfølgelig har Brille også forsøgt sig udi metallens ædle kunstform. Er du til regnorme, sure tæer og satans til charmerende og upædagogiske tekster der nok skal sætte curlingforældrene på en hård opgave, så er Onkel Rejes Heavyband noget for dig.
Internationale udgivelser:
3) Carnifex – World War X
Et af de få bands der overlevede den store deathcoremassakre i mit musikbibliotek, tilbage i 2017. Pissesure og på krigsstien, støvletramp, black metal og tydeligvis i stand til at videreudvikle deres lyd. De har bevist med World War X at der er et liv efter deathcore og deres blackened mere-død-end-core-core, er vokset til et bæst der er en krigserklæring mod alt og alle. Til trods for imponerende navnes mindre imponerende gæsteoptrædener, er WWX et glimrende bud på moderne metal uden hensyn til nogens sarte følelser.
2) Darkthrone – Old Star
Læderjakken matcher cowboystøvlen og det lange hår er gemt under matchende cowboyhat, på et album der hylder den tidlige black metal, tilsat et skud Lemmy. Attituden er tilbagelænet, riffs uprætentiøse og kærligheden til håndværket er tydelig. Der er ikke tale om at genopfinde sig selv, metallen eller den dybe tallerken her. I stedet er riffet i fokus og Fenriz minder os om, at han er andet end en modvillig lokalpolitiker; han er en dygtig musiker, som har begået et tidløst album. Lige dele old school black og Motörhead, med en produktion der opløfter og ikke ophæver indholdet, er Old Star et af årets bedste albums.
1) Opeth – In Cauda Venenum
Opeth og jeg har fundet sammen igen efter et par år med uforenelige forskelligheder – læs, mig der har levet i fortiden. Med Sorceress pirrede de min nysgerrighed og dødsstødet kom i form af In Cauda Venenum der samlede trådene og præsenterede et multidimensionelt værk der trak uventede tråde tilbage til ”de gode gamle dage” og leverede solide numre der tilsammen udgjorde et levende og dragende album. Med en giftig brod, ormer Opeth sig atter ind under huden på os med et på en og samme tid nærværende og verdensfjernt album, der suger lytteren ind i et fortryllende univers af morderjazz, beatleshyldest og de melodier der adskiller Opeth fra andre bands af samme ambitioner.
BOBLER:
Hexvessel – All Tree
Årets overraskelse kom i form af Hexvessel. Jeg troede jeg skulle høre en flok sortklædte nisser skrige i skoven og i stedet fik jeg bredskyggede hatte og psykedelisk skov-folk. Emotionelt og sørgmodigt, men også opløftende og håbefuldt, synger de sig flerstemmigt vej ind i mit hjerte. De favner bredt og nikker i retning af mastodonter som Nick Cave, Pink Floyd og Current 93, mens deres melodiske og dragende toner smyger sig ind under mine forsvarsværker og sætter tænderne i de bløde punkter i min sjæl. Und jer selv lidt fred og sæt All Tree på.