Top-3: Tommy Mikkelsen 2023
En blandet pose bolsjer
2023 har været genstand for omfattende debat, men dette indlæg kommer kun til at fokusere på musikkens verden – og som ny anmelder har det været en udfordrende opgave. Flere af de velrenommerede navne såsom Metallica, In Flames og Asking Alexandria, formåede ikke at imponere, men ikke desto mindre endte det alligevel med at blive et fint kalenderår, som var præget af overraskelser, og hvor det til tider var de mere obskure værker, der formåede at brillere.
Set med danske briller har det været et fantastisk år inden for progressiv metal, og derfor fortjener både Anubis Gate med Interference, og Etre’s II: Human særlig omtale, selvom de netop missede en plads på TOP-3 listen. Det fortæller en del om kvaliteten, når to så fremragende udgivelser ikke når helt til tops – og er en stor anerkendelse til den danske scene og dens artister. Og lad os så komme i gang med at udforske årets musikalske landskab og afdække de skjulte perler, der prægede 2023.
Danske udgivelser
3. pladsen : Mercenary – Soundtrack To The End Times
Efter ti års venten er Mercenary endelig tilbage, og ventetiden har været alle ti år værd. Uforklarligt nok synes René Pedersens vokal at forbedres med hver album, og de dynamiske, storslåede melodier udgør et perfekt match til hans stemmebånd. Nummeret ”Where Darkened Souls Belong” er muligvis årets bedste danske nummer, og både ”Burning in Reverse” og ”From the Ashes of the Fallen” står begge også som højdepunkter. Med en del udgivelser under bæltet må man sige, at Mercenary er erfaringen selv. Soundtrack To The End Times er niveau-mæssigt tæt på 11 Dreams – og det siger vel alt, man behøver at vide.
2. pladsen: Trold – Der Var Engang…
Der Var Engang… er et lumsk, legende og forbløffende morsomt album, der har taget det bedste fra folk-genren og smidt de ustyrlige instrumenter og stereotyperne på porten. Tekstuniverset er en sand fornøjelse, der faktisk formår at gøre det danske sprog spændende igen. Selvom Astór Palsson ikke længere er en del af bandet, skal hans vokalindsats stadig hyldes, for den rammet sømmet på hovedet. Albummet er spækket med højdepunkter som ”Røveren”, ”Heksen” og ”Sensommerbålet” – hvor René Pedersen sørme også gæsteoptræder – åbenbart var én omtale ikke tilstrækkelig?! Hvis du endnu ikke har givet Trold et lyt, så er det på høje tide i julehøjtiden; både du og de fortjener det.
1. pladsen: Pyramaze – Bloodlines
Selvom jeg ikke vil rangere Bloodlines blandt Pyramazes bedste udgivelser, så må jeg erkende, at det stadig er en imponerende udgivelse. Bandets standard er utroligt højt, og jeg har ærligt talt længe puttet dem på piedestalen som ”Danmarks bedste progressive/power-metal band”, og det ændrer sig ikke i år. ”Broken Arrow” er et utroligt fængende nummer, og Terja Harøys vokal strutter af så meget energi, at det er umuligt ikke at beundre den, og hver en tone rammes præcist - selv de højeste. Morten Gades trommespil kører derudaf, som om det var hans sidste dag på jorden, og det når sit absolutte højdepunkt på nummeret ”Even If You’re Gone”, hvor jeg var direkte målløs. Da jeg første gang lyttede til pladen, var jeg skeptisk, men heldigvis blev jeg hurtigt overbevist. Pyramaze har leveret årets bedste album, og det er imponerende, taget i betragtning af et stærkt felt anført af progressive talenter.
Boblere:
Udenlandske udgivelser
3. pladsen: Polaris - Fatalism
Det var desværre et ringe år for metalcore, men heldigvis strålede Polaris med deres tredje album, Fatalism. Efter den tragiske bortgang af bandets guitarist Ryan Siew, som havde været syg i en længere periode, står albummet både til ære for ham, men også som et bevægende resultat og afslutning på bandets trilogi. Polaris’ evne til at forvalte breakdowns og skabe dragende melodier, placerer dem ubestrideligt i eliten af metalcore-bands, og jeg krydser fingre for, at de australske kunstere har endnu et stærkt album klar til os, selvom de har mistet Siews store talent.
2. pladsen: Majesties – Vast Reaches Unclaimed
Min passion for alt med et strejf af gothenburg-metal er enorm, så da min kollega tildelte Majesties 9 kranier tilbage i marts og beskrev dem som et band, der ”formår at balancere nostalgi og nyfortolkning”, følte jeg mig nærmest tvunget til at give det et lyt – og heldigvis da. Vast Reaches Unclaimed er som en hyldest til The Jester Race og udstråler en storladen, melodisk og fortryllende aura gennem hvert eneste sekund af albummet. Det er ekstremt imponerende, når man tænker på, at dette er bandets debutudgivelse. Mens der er adskillige højdepunkter, står både ”Verdant Paths to Radiance” og ”Seekers of the Ineffable” klart frem som anbefalelsesværdige smagsprøver – og jeg kan kun håbe på, at Majesties forsætter deres forhåbentlige lange karriere.
1. pladsen: Moonlight Sorcery – Horned Lord of the Thorned Castle
Fra én debutplade til en anden. Hvis du elsker hæsblæsende guitarsoloer, konstant højt tempo og både melodisk død og black genren, så er Moonlight Sorcery klar til at imponere. Horned Lord of the Thorned Castle er en enestående udgivelse, der formår både at være legesyg, samtidig med at den er perfektionistisk. Numrene ”To Withhold the Day”, ”In Coldest Embrace” og ”The Secret of Streaming Blood” udgør den mest imponerende 1-2-3 kombo i år, og ville endda få selv Muhammed Ali til at ryste i frygt. Ikke nok med det, så kan Moonlight Sorcery også prale af, at deres instrumentale nummer ”The Moonlit Dance of the Twisted Jester’s Blood-Soaked Rituals” er årets bedste. Mens de foregående fem pladser var svære at vælge imellem, var førstepladsen indlysende. Horned Lord of the Thorned Castle – er en vinder. Sikke et år for debutplader, hva?
Boblere: