Opvokset i mørkets dal
”Based on true events” er undertitlen på Whitechapels syvende plade The Valley. En undertitel man oftest ser i forbindelse med film, og mest af alt virker det lidt malplaceret at have på et pladecover. Men i dette tilfælde er det ganske passende. The Valley er et konceptalbum, hvor titel og det lyriske tema omhandler vokalist Phil Bozemans opvækst i Hardin Valley – et område beliggende vest for Knoxville, Tennessee. En opvækst, der ikke lyder til at have været verdens bedste eller nemmeste. Et interessant valg til et konceptalbum, men Whitechapel er ikke ubekendte med dette format. Deres debutalbum The Somatic Defilement fra 2007 var også et konceptalbum, dog af den knapt så personlige art, da det omhandlede Jack the Rippers gerninger.
Knoxville, Tennessee er et sygt sted
Albummets åbner, ”When a Demon Defiles a Witch”, er et ganske godt pejlemærke for lyden på resten af albummet. Der er selvfølgelig deathcore, som man kender det fra Whitechapel – solid, tung og helt oppe i ansigtet med en af genrens bedre vokalister. Men et mere interessant element er de meget melodiske passager. Første gang de for alvor blev belyst, var på albummets forgænger Mark of the Blade med nummeret ”Bring Me Home”, der var det første Whitechapel nummer med ren vokal. Et element, der bliver udforsket yderligere på The Valley, for Phil er faktisk en ganske udmærket sanger, der kan andet end bare brøle dig ned i afgrunden. Der er adskillige sektioner med ren vokal, og på intet tidspunkt føles de malplacerede.
Men Whitechapel har altid været et af genrens mere melodidrevne bands. Dette var allerede tydeligt på det instrumentale nummer, ”Death Becomes Him”, fra bandets 2008-skive This Is Exile. Og at bandet altid har haft intet mindre end tre guitarister, burde også være et lille vink med en vognstang om det tiltagende melodiske aspekt. Dog behøver man ikke være bange for at de har forladt deathcore-genren totalt. Numre som ”Forgiveness Is Weakness”, ”Black Bear” og ”The Other Side” er mursten kastet i ansigtet, akkompagneret af Phil Bozemans nærmest ikoniske afgrundsbrøl. Vi runder dog ikke helt det kaffeafkalkningsdybe niveau, som alle efterhånden har hørt i videoen til ”Unanswered”. Men mindre kan også gøre det. Specielt når man får de mere melodiske afbræk, fremstår de tunge sektioner endnu tungere, og når der bliver brølet: ”I am Godlike” i slutningen af ”The Other Side”, står det som mejslet i sten.
At denne plade omhandler Phil Bozemans, mildest talt, dårlige minder, gør desværre også, at pladen af og til stikker i lige så mange retninger som det menneskelige følelsesregister. Det er fra frustration over håbløshed gennem depression til had. Følelserne holdes dog til en enkelt per sang, men de kommer ikke altid i en rækkefølge, der føles logisk. Det er fra den ene yderlighed til en anden, hvor man godt kunne savne en smule op-/nedtrapning i intensiteten.
Barndomstraumer kan være en god ting
The Valley er uden tvivl Whitechapels til dato mest melodiske udgivelse, det kan vi ikke komme udenom. Men på intet tidspunkt gås der på kompromis med bandets integritet. Det er umiskendeligt Whitechapel, de har bare taget det næste naturlige skridt i forhold til udviklingen af deres lyd. At det så af og til stikker lidt i øst og i vest må man tage med. Barndomstraumer følger sjældent en rød tråd.
