Yeehaw!
De seneste par år har den amerikanske black metal-scene, kendt som USBM, virkeligt fået vind i sejlene. Det er takket være en række fremadstormende bands som UADA, BlackBraid, Wolves in the Throne Room og Akhlys. Dog er der få af disse bands, der omfavner selve US-delen som Wayfarer. Siden sin debut i 2014 har ensemblet fra Denver spillet, hvad der måske bedst kan beskrives som cowboy-black komplet med westernguitar, saloonpiano og pistolskud samt et lyrisk univers bundet op omkring togrøverier, barslagsmål, kvægtyve og desperadoer. Så polér den støvle, og sadl den hest, for nu ridder vi mod solnedgangen – yeehaw!
Black Dead Redemption
Ser man bort fra essensen af Wayfarer, som jo netop er hele westerntematikken, så spiller de den lidt særegne kombination af melodisk black og atmosfærisk black, som man så tit støder på, når vi taler om USBM-bands. Tit og ofte minder musikken på American Gothic om UADA, bare med cowboyhat i stedet for hætte. Wayfarer benytter sig af samme massive lydbillede og riffstruktur som sine landsmænd fra Oregon. Selv den gutturale vokal minder en hel del om Jake Superchis. Ergo er det ikke just den mest originale black metal, man får serveret på American Gothic, men heldigvis kommer der masser af originalitet og krydderi netop i form af de mange westernelementer – som er så drøncharmerende! Tag nu bare de to første numre, ”The Thousand Tombs of Western Promise” og “The Cattle Thief”, hvor bandet formår at kombinere sine to aspekter til intet mindre end perfektion. Især skal trommespillet på ”The Cattle Thief” have ros, for det er blændende, og man kan tydeligt høre, at Isaac Faulk også spiller trommer i Blood Incantation. Desværre er der også numrene ”Reaper on the Oilfields”, ”A High Plains Eulogy” og ”1934”, som alle må siges at være komplet ligegyldige pseudo-instrumentale numre, der bare fylder. Heldigvis er de resterende fem sange alle udmærkede eksempler på fremragende moderne USBM. Førstesinglen ”False Constellation” må næsten siges at være der, hvor bandets westernlyd står i zenit. Her føler man sig vitterligt transporteret til en støvet og lummer saloon i Wyoming, hvor øretæverne hænger i luften, og whiskyen udelukkende bliver serveret i beskidte glas.
Lig bands som Zeal & Ardor eller White Ward, der også kombinerer black metal med helt andre soniske virkemidler, fungerer Wayfarer absolut bedst, når de formår at finde den perfekte balance. Heldigvis formår bandet for det meste at ramme balancen helt perfekt som på numre som ”The Cattle Thief” eller ”To Enter My House Justified”, som nok er de to absolut stærkeste numre på pladen.
Poor, lonesome cowboy
Samlet set er American Gothic en udmærket og absolut godkendt udgivelse, men sat op imod resten af bandets diskografi med album som A Romance with Violence og debuten Children of the Iron Age kan denne udgivelse ikke helt følge med. Men det til trods så er Wayfarers fjerde album stadig en flot og generelt veludført omgang cowboyder-black.