Ikke stor kunst, men god, gammeldags, virkningsfuld hardcore
Ikke nævnt, men bestemt ikke glemt
Gode gamle Walls of Jericho - hardcore-mestrene fra Detroit - har holdt pause i intet mindre end otte år, mens frontkvinde Candace Kucsulain har arbejdet på sideprojektet The Beautifuls sammen med sin mand. Stilmæssigt er der ikke sket ret meget, siden de var aktuelle med The American Dream i 2008, men pyt skidt - No One Can Save You From Yourself er på rigtig mange punkter lige, som den skal være.
Voldsomt vellydende
I kender det sikkert: Når forbandet god hardcore opleves live, blæses man omkuld i pitten af andre ligesindede mudder-trampere, får sine obligatoriske tæsk, flækker et øje, mister sine briller og brækker måske et par knogler. Det er umuligt at forholde sig i ro, når musikken bare er rigtig!
Står man alene hjemme i stuen med den nye skive fra Walls of Jericho er man, i modsætning til ovennævnte eksempel, i nogenlunde sikkerhed. Men her fristes man alligevel til at tæske imaginære fjender i gulvet med knyttede næver, mens man headbanger uhæmmet, vælter ind i sin bogreol, losser til katten og laver en enmands-circlepit. Detroit-bandet har så afgjort fat i den lange ende, og det med en plade, der mildest talt lyder pissegodt; Thrashede riffs, d-beats og breakdowns overalt samt en fandens aggressiv vokal udgør en 41 minutter lang samling rigtig fed hardcore. Her er intet revolutionerende at komme efter, men det virker, som det skal.
Allerbedst er “Relentless” samt afslutningsnummeret “Probably Will”. Førstnævnte skiller sig ud fordi det, i højere grad end resten af pladen, har et fedt hook og sidder fast i det indre øre efter endt gennemlytning af pladen. Sidstnævnte simpelthen fordi tempoet er skruet ned og klaver samt strygere har indfundet sig i lydbilledet - skivens stille nummer om man vil - og den slags klæder albummet rigtig godt, da resten godt kan tendere til at blive for ensformigt i sine, absolut rigtig fede, men desværre lidt for unuancerede kompositioner.
Ikke stor kunst - men det er effektivt
No One Can Save You From Yourself er formidabelt godt produceret, hamrende velspillet og ganske enkelt et rigtig godt hardcore-album. Nu er udgivelser inden
for denne genre nok bare, hvad de er og aldrig tænkt til at være stor kunst, men jeg savner nu alligevel lidt mere dybde, lidt flere lag og nogle flere skæve nuancer. Her leveres hardcore fuldstændig, som hardcore skal lyde, men ligesom et rigtig fedt hotelværelse godt kan være prangende flot og imponerende ved første øjekast, så går der ikke så længe, før det synes sterilt og lidt kønsløst. Men op i hulrummet med det - savner man ny musik at gå grassat til hjemme i stuen, så er denne plade perfekt.