Biavl er det nye sort

Hvis jeg havde en krone for hvert biavler-black-metal-band, jeg har anmeldt, så ville jeg have to kroner. Det er ikke meget, men det er vildt nok, at det er sket to gange. Ganske lig ukrainske They Came From Visions har Vígljós fundet sin visuelle inspiration fra den hollandske mester Pieter Bruegel den ældres maleri Die Bienenzüchter fra 1568. Og ærlig talt: De biavlere ser da også latterligt uhyggelige ud, så at de har sneget sig ind i blackmetallens verden, giver da ganske god mening.

Det er godt og vel et år siden, bandet udgav sin debut, Tome I: Apidæ, som var en forholdsvis generisk omgang trve-black a la Darkthrone og Burzum. Med andre ord var det ikke just den mest spændende udgivelse til dato, men nu er de schweiziske biavlere klar med kapitel to i deres saga – og så må vi jo høre, hvad der er sket i løbet af de sidste 15 måneder.
 

Tørre honningkager

Det er afgjort stadig den klassiske, rå black metal, der udgør hjørnestenen i Vígljós’ musikalske univers. Det skratter og larmer, og både blastbeats og tremoloriffs dominerer. Luca Piazzalonga skiftevis bjæffer og gjalder, og hans sangstil – især hans særegne falsetskrig – minder om noget, man kunne høre på både Hvis Lyset Tar Oss og Ofte jeg drømmer mig død.

Men i takt med at man kommer længere og længere ind i musikken, opdager man, at Tome II: Ignis Sacer rummer flere facetter end sin forgænger. “Dellusions of Grandeur” lægger ud med et ekstremt punket riff, og “Harvest” kunne have været en Wayfarer-sang qua sin bluegrassintro. Ydermere er der helt generelt noget dejligt skørt over albummet. Det bedste eksempel er de mange skæve trommerytmer og lyde, som man især finder på “A Seed of Aberration” og “The Rot”.

Ergo kan man hurtigt konstatere, at bandet har formået at udvikle sin lyd en hel del, men uden at gå på kompromis med sin grundessens.
Alt er dog ikke lutter honningkage i bistadet, for i sin musikalske iver er bandet kommet til at slå for stort et brød op: Numrene er simpelthen for lange. Samtlige sange kunne nemt være blevet beskåret med et minut eller mere, for selvom musikken er ganske god, så bliver det for meget af det gode – med det slutresultat, at man går fra at synes, det swinger, til, at man sidder og småkeder sig, alt imens man kigger på urskiven, hvor de to visere snegler sig afsted. ’Less is more’ er nu engang en udmærket leveregel – især når man spiller minimalistisk og rå musik. For selvom der da er sprøde riffs og masser af gak og løjer, så er det altså ikke helt nok til, at det retfærdiggør numre på syv minutter, som måske maks. kunne holde til at være fem minutter lange.

To skridt frem, ét tilbage

Tome II: Ignis Sacer er en klar forbedring i forhold til sin forgænger – og hvad vigtigere er, så viser den, at bandet er klar på at udvikle sig og eksperimentere med diverse tilføjelser. Ergo kan og vil de være mere end bare endnu en Bergen-kopi.

Nu mangler de så bare at skære helt ind til det musikalske ben for endeligt at kunne skabe et produkt, der står helt knivskarpt. Potentialet er der, det er ganske vist, og ligeså er evnerne. Derfor er jeg rigtig spændt på at høre, hvordan bandets tredje epos kommer til at lyde. Forhåbentligt fortsætter de deres musikalske udvikling og undgår stagnation – kreativitetens banemand.