Vader spiller koncert på Heavy Agger Metal Festival 2024.
Vader - Necropolis

Necropolis

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Thrash metal
Spilletid:33.26
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7,3/10 baseret på 4 stemmer.

Det over 25 år gamle polske band Vader har gennem årene bevæget sig fra Slayer-inspireret thrash over dødsmetal til en lyd, der i lige så høj grad er påvirket af black metal. Lyden på det nyeste udspil, "Necropolis" inkorporerer alle de nævnte elementer i en afvekslende blanding af beskidt død, black-agtige grind og blast beats og old school thrash-riffs.

Der er også tid til stemningsfulde stammeritual-agtige mellemspil som f.eks. "The Seal" og "Summoning the Futura", der i sig selv ikke er voldsomt spændende, men giver et godt pusterum i de ellers massivt tunge angreb på lytteren. Vokalen lyder som en let growlende mellemting mellem Lemmy fra Mötörhead og Brent Hinds fra Mastodon, sådan lidt fuldemandsagtig, men på en ond, bestemt måde.

Skal jeg brokke mig over noget, er det at de enkelte riffs ofte er lidt for klichéprægede at høre på, og at førnævnte vokal godt kan blive en anelse ensformig i længden. Til trods for disse indvendinger virker albummet friskt og medrivende, måske netop fordi der - musikalske klicheer eller ej - er så meget variation på albummet. Spændvidden mellem det hurtige black-influerede univers på f.eks. "Rise of the Undead" og en pissetung, stærkt headbangingvenlig gammeldags thrash-skæring som "Impure" skaber et album, der appellerer bredt til alle, der kan lide ond, beskidt metal. Den beskidte stil til trods er produktionen på "Necropolis" af topkvalitet, og der er i det hele taget meget lidt at være rigtig sur over. Tjek Vaders nye skive ud, hvis du trænger til en god håndfuld old school elementer med et twist af variation i de rytmiske rammer.