Tu-hvem?

Tulus er egentlig en del af de helt gamle black-drenge fra Norge. Allerede tilbage i 1991 var de klar med corpsepaint, nitter og nedadvendte mundvige. Men trods det at de har været en del af scenen lige så længe som andre koryfæer derfra, som Darkthrone, Immortal og Satyricon, så kan man ikke just påstå, at Tulus har opnået noget, der bare minder om samme status. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det faktisk er de færreste, der kender – eller kan huske – Tulus. Bevares, det skyldes nok også, at de allerede i 2000 valgte at nedlægge bandet for at lave Khold i stedet. Da det projekt så gik på pause i 2005, valgte de at genoplive Tulus. Siden genopstandelsen har bandet da også formået at udgive materiale noget hyppigere end før – hvilket fører os til Tulus’ ottende skive: Morbid Desires.

Kanskje for alltid!

Albummets titel får nok en til at tænke på Morbid Angel og generel floridiansk dødsmetal anno 1989. Det er der dog ikke overraskende noget af på Morbid Desires. Hvad der dog er ret overraskende for et öld skööl black metal-band fra Oslo, er, at der er helt utroligt meget Kvelertak-agtig røvballerock at komme efter.

Langt hen ad vejen lyder Tulus som et band, der forsøger sig med at kombinere Rebel Extravaganza og Kvelertak – dog med enkelte klassiske black metal-indgreb a la Taake. Resultatet er, at store dele af Morbid Desires lyder helt ufatteligt bøvet. Jovist, Tulus har altid været tættere på klassisk heavy og rock’n’roll end mange af deres landsmænd, men nu kammer det altså totalt over, og der er bestemt momenter, hvor man frygter, at vokalisten, Sverre ”Blodstrub” Stokland, udbryder 'Kanskje for alltid!'

Der er dog ingen tvivl om, at trioen består af udmærkede musikere – og hvem end der står bag mixerpulten, har også gjort et fint stykke arbejde. Problemet er dog, at bare fordi man er en dygtig musiker, er det ikke ensbetydende med, at man er en dygtig sangskriver. For udover introsangen, ”Salme 2”, og enkelte andre elementer hist og pist, som den akustiske guitarintro på ”Fossegrimens Vakt”, ja, så er der virkelig ikke meget at komme efter på Morbid Desires. Derimod er der rigtig meget, der ikke fungerer eller giver mening på albummet – det er både musikken og albummets titel … ja, selv coveret, der muligvis er en reference til Death Stranding-spillene. Det giver, slet og ret, ingen mening.

'… på 2191-dagen opstanden fra de døde'

Det er egentlig ikke så underligt, at Tulus aldrig har opnået større berømmelse. Bevares, at gå i graven for at genopstå mange år senere har heller ikke hjulpet. Alle ved, der er maks. må gå tre dage efter døden, til man genopstår. Men hvis de nu så i det mindste bød på noget mere spændende end provinsbodega-black, så havde jeg nok været tilfreds, men ak …!
Det kan godt være, at de her drenge har været i gang siden starten af 1990'erne, men tid og alder er ikke i sig selv et kvalitetsstempel. The Simpsons har også kørt siden dengang – og vi kan alle blive enige om, at den godt måtte gå i graven.