Bøhmænd og Bøllehø
Den polske metalscene er nok mest domineret af alverdens afskygninger af black metal, men dybt under de brostensbelagte gader i Warszawa, helt nede i de mørkeste katakomber, eksisterer der en spirende doom-scene – og Sunnata er netop et af disse bands. Bandet startede tilbage i 2014, hvor de udgav deres debut Climbing the Colossus. Dog har Sunnata den samme rebelske grundessens som den black-scene, da omdrejningspunktet for deres lyriske univers er antireligiøsitet blandet med orientalsk mysticisme samt slavisk shamanisme – de to sidste er måske lige så meget en undskyldning for at få lov til at ryge en pokkers masse bøllehø sammen med de andre bøhmænd i krypten.
Støv, støv og mere støv
Burning In Heaven, Melting On Earth kan bedst opsummeres med ét ord: langsomt. De kære polakker har usædvanlig god tid, for er du rigtig rund, hvor går det dog langsomt! Den tonstunge, monotone og støvede basguitar fungerer som den primære drivkraft gennem hele værket sammen med Szymons æteriske vokal. Denne kombination fremmaner indre billeder af kamelkaravaner, der rejser mod Samarkand langs den bagende grusvej – man kan nærmest føle ørkensolen på sin hud og mærke det tørre sand i halsen. Den mellemøstlige ørkenstemning bliver endnu mere dominerende på numre som ”God Emperor of Dune” og ”A Million Lives”, og det katolske Polen kunne ikke føles længere væk. Derudover brillerer ”A Million Lives” ved at være albummets første reelle metalnummer – halleluja! Endeligt får bandet skiftet gear fra skildpadde til hare, og man når lige at tro på, at Sunnata har en puls. Men ak, det opfølgende nummer ”Black Serpent” tvinger gearet tilbage igen, dog er vi ikke helt tilbage i sadlen på den livstrætte kamel. I stedet befinder vi os pludseligt et sted mellem Kyuss og Mastodon – bare langsommere, naturligvis. Nummeret skifter konstant mellem langsommelig ørkenrock og et spasmodisk syretrip uden rytme eller fornemmelse for orden og struktur – som en musikalsk fortolkning af Foucaults berømte LSD-trip i Death Valley. Det er desværre nok mere interessant end godt, men dog stadig bedre end albummets to sidste numre – der egentlig bare leger videre med de værktøjer, bandet allerede har vist os – og desværre går Burning In Heaven, Melting On Earth fra langsomt til kedeligt.
Ørkenvandring
Burning In Heaven, Melting On Earth har glimtvist nogle udmærkede passager og spændende ideer, men som helhed er det simpelthen en uinspirerende ørkenvandring – og de pletvise momenter hvor man vågner op og retter sig i stolen, er at betragte som små oaser med lunkent vand: ikke rigtigt det man havde brug for, men bedre end ikke noget. Albummets spilletid er kun på 45 minutter, men det føles som det dobbelte, og hvis man havde skåret det soniske tomrum fra, ville man måske stå tilbage med 12-15 minutters musik.
Vi har ikke at gøre med et album, der er elendigt og derfor blot skal i bunken med storskrald, for der er som tidligere nævnt momenter, hvor bandet har fat i den lange ende, men det er, som om de mister den røde tråd, før de selv indser, at de havde den. Derfor skal man nok være mere end almindeligt glad for post-doom for at kunne nyde Burning In Heaven, Melting On Earth fra ende til anden.
