32 år gamle numre ser endelig dagens lys
Lyden af frihed
Det er en smuk og varm aften i Los Angeles. Solen er ved at gå ned, varmedis smyger sig hen over asfalten, og motorcyklen kalder på dig. Du tager dine læderbukser på, finder bikerstøvlerne, solbrillerne og bandanaen frem, og så er du klar. På din nypudsede Harley Davidson mødes du med gutterne til endnu en tur gennem vinden, og hvem ved, måske runder I aftenen af på den lokale highway-bar med en håndfuld kolde bajere. Den ultimative følelse af frihed, som denne livsstil giver dig, kan næsten ikke blive mere fantastisk. Det eneste, der mangler, er et soundtrack.
Kort, men godt. Rigtig godt!
I 1991 fik guitarvirtuos og motorcykelentusiast Steve Vai en idé. Han ville lave et album, man kunne lytte til, når man stormede gennem vinden på sin Harley, og det eneste, der kunne fuldende oplevelsen, var en fed omgang rock. Inspireret af bikerrock fra 70’erne fik han banket nogle demoer sammen, og senere blev vennen Johnny “Gash” Sombrotto inviteret en tur i studiet for at lægge vokal på. Resultatet blev otte medrivende rocknumre, men da planen var at indspille flere numre, og Vai samtidig havde travlt med, hvad der skulle blive til Sex & Religion-albummet, blev numrene lagt på hylden for en stund. Pladen blev dog aldrig færdiggjort. Gash døde i en motorcykelulykke i 1998, men nu har den amerikanske guitarlegende – efter mere end 30 år – besluttet at udgive albummet alligevel. Og det er vi nogle, der er rigtig glade for.
Turen rundt i bjergene i Guds eget land starter med ørehængeren “In The Wind”. Det er forudsigelig motorcykelrock fuldstændig blottet for overraskelser, men det er stadig totalt umuligt ikke at rocke med, når Vai og hans kumpaner slår sig løs. Vi befinder os i et krydsfelt mellem Van Halen, Mötley Crüe og tidlig Guns N’ Roses, hvor både Steve Vai og Gash får lov at stråle. Vai, selvfølgelig, med sine uovertrufne evner udi kunsten at mestre en guitar og Gash med en rockvokal, der kunne gøre selveste David Lee Roth misundelig. Lyden, energien og ikke mindst ørehængerpotentialet er i absolut topklasse.
Vai/Gash er af indlysende årsager ikke noget langt album. De otte skæringer er gennemlyttet på lidt under en halv time, men der er heldigvis ikke mange kedelige øjeblikke. “Let’s Jam”, “She Saved My Life Tonight” og “Danger Zone” er præcis som åbningsnummeret en medrivende og sublim omgang rock, og afslutteren “Flowers Of Fire” er pladens obligatoriske powerballade, der med smittende singalongomkvæd indbyder til svajende løftede lightere i tusmørket. Det er dog fjerde skæring, “Woman Fever”, der med sine stærkt pulserende og bluesede vibes er pladens absolut stærkeste nummer. Hvis jeg nogensinde åbner min egen støvede bar i vejkanten på en amerikansk highway, skal dette nummer køre i fast rotation på anlægget. Føj, det er lækkert!
Autentisk rock præcis, som det skal lyde
Motorcykelrock af denne kaliber går som regel aldrig over i historien, og det gør Vai/Gash heller ikke. Alle pladens otte numre er skåret efter samme forudsigelige skabelon, og da pladen af indlysende årsager fremstår ufærdig, bærer den tydeligt også præg af at mangle noget. Det skal dog ikke ligge den gode Steve Vai til last, at hans gamle ven mistede livet, inden pladen kunne færdiggøres, og derfor skal albummets mangler i denne henseende ikke trække ned i den samlede bedømmelse. Trods den korte spilletid samt forudsigelighed og banaliteter er Vai/Gash nemlig et album, der lyder præcis, som det skal. Pissefed og vellydende rock, der kan få selv den største forsigtigper til at investere i en farlig motorcykel, få sig nogle tatoveringer og fræse mod solnedgangen. Skal man kun nyde ét rigtig godt rockalbum i år, så lad det være dette.
