Starrats - Screw The Consequences

Screw The Consequences

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Hard rock, Glam
Antal numre:14

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 3 stemmer.

"Screw The Consequences" fra dansk/svenske Starrats er et album, der genremæssigt befinder sig et sted mellem beskidt rock ’n’ roll, punk (der findes bl.a. en del åbenlyse Ramones-referencer på albummet) og heavyrock tilsat en portion tunge riffs. Dette musikalske mix giver Starrats et forholdsvist varieret udtryk og specielt de tungere parter er med til at bandet ikke falder i den mere letbenede afdeling, når det drejer sig om det musikalske, skønt den flabede rock ’n’ roll attitude findes i overflod på det lyriske plan.

Der er bestemt gode takter på "Screw The Consequences" og især "As I Stay" fremstår som et af højdepunkterne på grund af de fængende melodier. Desværre er der lidt for meget autopilot på størstedelen af sangene og der mangler simpelthen noget af den smittende energi og melodi fra førnævnte sang. Det ville helt sikkert have gavnet Starrats med en mere potent produktion, selv om den allerede er lidt beskidt, så nogle af de mere energiske numre ville skille sig mere ud. De punkede tiltag er også til stede på coverversionen af Bon Jovi-klassikeren "I’ll Be There For You" som mest af alt lyder som Me First And The Gimme Gimmes ville have grebet den an – en sjov måde at vinkle Bon Jovi på, men ikke noget uforglemmeligt cover. Så trods de gode takter er der for meget rutinemæssig fyld til at hæve albummet over det forventelige for genren.